Mødedato: 10.09.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af lokalplan Laksegade Øst med tilhørende kommuneplantillæg, Indre by

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Laksegade Øst med tilhørende kommuneplantillæg. Lokalplanen muliggør omdannelse af området fra erhverv til blandet bykvarter. 

Indstilling

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, 

  1. at godkende lokalplan Laksegade Øst (bilag 2). 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2),
  2. at godkende udbygningsaftale (bilag 4) med grundejeren.

Problemstilling

Danske Banks hovedkvarter ved Laksegade, som i dag udelukkende anvendes til erhverv, kan med vedtagelse af planforslagene omdannes til et blandet bykvarter. Planforslagene blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 28. marts 2019 og har været i offentlig høring fra den 8. april til den 3. juni 2019. Forvaltningerne har modtaget 48 henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Lokalplanen fastlægger 25 % af det samlede etageareal til boliger, heraf 25 % almene boliger. Der kan placeres op til 13.700 m2 detailhandel. Bevaringsværdige bygninger kan ombygges i et vist omfang for at fremme handelsliv og oplevelser i gadeplan, og et eksisterende parkeringshus kan blive erstattet af nybyggeri med butik i stueetagen og almene boliger på de øvrige etager. Erhvervsbygningen, Bremerholm 33, kan blive ombygget med nye facader (bilag 2). Med lokalplanens og udbygningsaftalens omlæggelse af veje nedlægges 17 offentlige gadeparkeringspladser. Disse pladser indgår i de 500 pladser, som Borgerrepræsentationen den 10. juni 2009 besluttede skal nedlægges som følge af etableringen af parkeringsanlægget under Kvæsthusmolen (bilag 9).

Høring

De 48 modtagne høringssvar vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er de refereret med forvaltningernes bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 15. maj 2019, hvor ca. 70 borgere deltog. Referat af mødet er vedlagt (bilag 7). 

Høringssvar fra Indre By Lokaludvalg (bilag 5, henvendelse nr. 27):

Lokaludvalget mener, at kommunen med lokalplanen prioriterer byliv højere end beboere, og at kommunen bør sikre, at Laksegade Øst ikke udvikler sig som nattelivsområde. Kommunen bør være varsom med at tillade ændringer af facader. Lokaludvalget foreslår at bevare gadeskilte og -lamper og ønsker grønne tiltag og en anden vejbelægning. Der er behov for mere cykelparkering og bilparkering. Lokaludvalget anbefaler, at naboejendommene mellem Bremerholm og Laksegade indgår i lokalplanen og at der udarbejdes en VVM-redegørelse.

Forvaltningernes bemærkninger:

Lokalplanen kan ikke regulere bevillingsmæssige forhold og åbningstider, hvilket henhører under Bevillingsnævnet, Kultur- og Fritidsforvaltningen. Bygherre oplyser, at man ønsker at etablere mindre butikker og restauranter, og at der ikke er intentioner om natteliv. Bevaringsværdige bygninger må kun ombygges som fastlagt i lokalplanen, der muliggør et begrænset omfang af ændringer på udvalgte facader, blandt andet for at skabe adgange til de enkelte bygninger fra gaden. Der er ikke bevaringsbestemmelser for skilte mv., men bestemmelser om ny skiltning. Der er fastlagt seks nye træer i det offentlige rum i lokalplanen og udbygningsaftalen (bilag 4), placeret i overensstemmelse med den nuværende karakter af byrum og gader i området. Derudover stiller lokalplanen krav om beplantning i et nyt gårdrum mellem Laksegade og Asylgade. Parkeringskrav er i overensstemmelse med kommuneplanen. Cykelparkering til nye beboere i området indrettes i eksisterende kældre og offentligt tilgængelig cykelparkering kan indrettes på egen matrikel. Naboejendomme er ikke inkluderet i lokalplanen, idet der ikke er kendte udviklingsønsker der. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer ikke, at der er anlæg eller projekter indenfor lokalplanområdet, der er omfattet af VVM-reglerne. 

Københavns Museum, (bilag 5, henvendelse nr. 2):

Københavns Museum er positive overfor, at forslaget lægger op til at bevare kulturhistorisk fortællende bygninger. Museet gør opmærksom på, at der er arkæologiske interesser i området.

Forvaltningernes bemærkninger:

Forvaltningerne har ingen bemærkninger.

Københavns Stiftsøvrighed og Nationalmuseet, (bilag 5, henvendelse nr. 6): 
Københavns Stiftsøvrighed mener, kommunen bør sikre facader mod kirken, der respekterer afviklingen af gudstjenester og kirkelige handlinger. Nationalmuseet gør opmærksom på, at arkæologiske interesser skal varetages i området, og at en potentiel sænkning af grundvandet vil kunne berøre Holmens Kirke.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen bemærker, at evt. ønske om grundvandssænkning vil blive afklaret i byggesagen og håndteret i forbindelse hermed. Områdets facader, som vender mod Holmens Kirke, er størstedelen fredede, og der tillades med lokalplanen kun ganske få ændringer på de bygninger, som ikke er fredede.

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden:

Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

  1. Anlægsfasen: Bekymring om vibrationer, støj, støv, trafik og placering af køretøjer og materialer i forbindelse med byggeri. Flere ønsker byggeriet begrænset og mener, at anlægsarbejde kan give skader på naboejendomme.
  2. Støj: Trafikstøj på Bremerholm og forventning om øget trafikstøj som følge af lokalplanforslaget. Forslag om at stille krav om el-biler til varelevering. Flere henvendelser omhandler støj fra ventilationer på erhvervsbygninger og mange omhandler støj fra nattelivet og forventning om støj fra udeservering.
  3. Arkitektur, stemning og egenart: Nybyggeri og ombygning forventes vil ødelægge området, og der ikke er behov eller marked for flere butikker, caféer og restauranter i indre by. Nogle spørger til, hvem der skal holde området rent.
  4. Trafik: Flere forventer øget trafik i området i form af varelevering og renovation og mener, at infrastrukturen er utilstrækkelig. Flere udtrykker, at varetransport til Magasin udgør et problem. Andre ønsker, at der fortsat skal kunne ske uhindret service og levering til Magasin og andre omkringliggende matrikler.  
  5. Parkering: Der er brug for flere parkeringspladser til biler og cykler, som kan bruges af offentligheden. Et høringssvar fra nabo omhandler en tinglyst brugsret til 32 parkeringspladser i det eksisterende parkeringshus, som lokalplanen giver mulighed for at nedrive.    

Forvaltningernes bemærkninger:

  1. Byggeriet skal overholde Københavns Kommunes forskrift for anlægs- og byggearbejder fra 2016. Forskriften regulerer bl.a. arbejdstider, støj, vibrationer og støv samt stiller krav om naboorientering. Bygherre er ansvarlig for at udføre byggeriet på en måde, der ikke anretter skade på omkringliggende bygninger. Erstatningskrav som følge af evt. skader på naboejendomme vil være et privatretligt anliggende.
  2. Lokalplanen kan ikke regulere trafikken på Bremerholm, og kan ikke stille krav om eldrevne køretøjer til varelevering. Regulering af fremtidig ventilation vil ske i byggesagen. Forvaltningen er opmærksom på de gener, Indre Bys beboere oplever med støj fra natteliv. Borgerrepræsentationen har den 24. august 2017 vedtaget København Kommunes Restaurations- og Nattelivsplan, som har begrænsning af gener fra natteliv som ét af sine indsatsområder. 
  3. Lokalplanforslaget rummer bestemmelser for ombygninger for at sikre arkitekturen. Bygherre har fået udarbejdet en detailhandelsanalyse, der bl.a. belyser de markedsmæssige muligheder. Københavns Kommune har ansvar for renhold på offentlig vej, mens grundejer er ansvarlig for renhold på egne matrikler.
  4. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de muliggjorte ændringer ikke vil tilføre området markant mere trafik. Forvaltningen er klar over, at der i dag er væsentlige udfordringer forbundet med varelevering til Magasin. Forholdet er ikke en del af lokalplanen.
  5. Området er centralt placeret i forhold til kollektiv trafik, hvorfor der udlægges et lille antal pladser til bilparkering (bilag 8). Det er korrekt, at de 32 parkeringspladser er byggelovspladser, i modsætning til, hvad Teknik- og Miljøforvaltningen tidligere har været vidende om. Bygherre skal derfor tilvejebringe 32 parkeringspladser til brug for nabobebyggelsen ud over de pladser, som lokalplan stiller krav om. Kommunen kan ikke kræve de øvrige eksisterende parkeringspladser i p-huset opretholdt, da der ikke er tale om byggelovspladser. 17 gadeparkeringspladser nedlægges jf. tidligere beslutning i Borgerrepræsentationen af 10. juni 2009. Der stilles krav om cykelparkering i overensstemmelse med Kommuneplan 15.  

Økonomi

Økonomiforvaltningen skønner, at gennemførelse af projektet vil være udgiftsneutralt, hvad angår skatteindtægter, men i og med dele af ejendommen konverteres til bolig- og detailhandel vil antallet af arbejdspladser falde.

I tilfælde af at lokalplanens vejanlæg og udbygningsaftalen realiseres, nedlægges 17 offentlige parkeringspladser i rød zone. Nedlæggelserne medfører et indtægtstab på 0,75 mio. kr. pr. år. Indtægtstabet kan søges dækket af Teknik- og Miljøforvaltningen i kommende budgetforhandlinger, når tidspunkt for realisering af projektet kendes nærmere.

Udbygningsaftale

På bygherres anmodning er der udarbejdet en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21b vedrørende en omdannelse og forbedring af Laksegade, Asylgade og en del af Vingårdsstræde samt forbedring af den offentlige forplads ved Holmens Kanal 12, ”Peschiers gård”. I den forbindelse justeres forløbet af cykelstien med henblik på at etablere en sammenhængende trærække langs pladsen.

 

Københavns Kommune vil overtage anlæggene, der etableres som følge af udbygningsaftalen vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen. I forbindelse med aftalen forventer Teknik- og Miljøforvaltningen marginale årlige følgeomkostninger til drift. De forøgede driftsomkostninger bliver dækket indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens ordinære driftsramme.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg samt den dertilhørende udbygningsaftale, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

Peter Stensgaard Mørch    /    Søren Wille

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at godkende lokalplan Laksegade Øst (bilag 2).

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,   

  1. at godkende tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 2).
  2. at godkende udbygningsaftale (bilag 4) med grundejeren.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. august 2019

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 13. Endelig vedtagelse af lokalplan Laksegade Øst med tilhørende kommuneplantillæg, Indre by (2019-0110515)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi mener ikke, at der bør stilles krav om almene boliger.”

Til top