Udvidelse af Handicapcenter Irlandsvej, Tomatvej 11 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Udvidelse af Handicapcenter Irlandsvej, Tomatvej 11 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 10. august 2004
J.nr. ØU 254/2004
8. Udvidelse af Handicapcenter Irlandsvej, Tomatvej 11 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives kapitalbevilling på 11,645 mill.kr til udvidelse af handicapcenter Irlandsvej med 1.000 m2
at den del af bevillingen, som ikke kan anvendes i 2004, overføres til 2005.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2004
Bo Asmus Kjeldgaard (F)
gjorde opmærksom på, at der tages forbehold for Indenrigsministeriets godkendelse.
Indstillingen blev
tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Udvidelsen af Handicapcenter Irlandsvej forventes at koste
11,645 mill. kr. Økonomiudvalget bemærker, at der anvises kassemæssig dækning
for 9,603 mill. kr. på budget 2004, bevillingen Administration, funktion
6.51.3. Der anvises kassemæssig dækning for de resterende 2,042 mill. kr. på
budget 2005, bevillingen Administration, funktion 6.51.1.
Endvidere bemærker Økonomiudvalget i forhold til
indstillingens 2. at-punkt, om overførsel af midler fra 2004 til 2005, at
Borgerrepræsentationen tager stilling til overførselsanmodningerne i 2005 på
baggrund af regnskab 2004 og på baggrund af indstilling fra Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget.
Det forudsættes, at udgifterne til udvidelsen af
Handicapcentret afholdes inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ramme"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. august 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Handicapcenter Irlandsvej har siden start i 1999 fået udvidet sit arbejdsområde og sin målgruppe. Til at løse de nye opgaver er der blevet ansat flere medarbejdere.
I 2000 skete der en udbygning af Handicapcenter Irlandsvej i overensstemmelse med de økonomiske muligheder på daværende tidspunkt.
Ved centrets start i 1999 var der ansat 50 administrative medarbejdere og 50 udegående medarbejdere. I takt med udvidelsen af centrets målgruppe er medarbejderstaben øget løbende, bl.a. i forbindelse med hjemtagning af brugere og opgaver fra Sundhedsforvaltningen.
Centret har for tiden 67 stationære medarbejdere og 137 udegående. Ved nyetablering af administrationslokaler, sigtes der mod at opnå et gennemsnitsareal på 20 m2 pr. stationær medarbejder og 3 m2 pr. udegående medarbejder, hvilket giver et lokalebehov på 1.751 m2. Handicapcentret råder i dag over 1.010 m2. Behovet for yderligere lokaler udgør derfor aktuelt 741m2.
Dertil kommer, at Handicapcentret frem til 31. december 2004 forventer en yderligere personaletilgang på ca. 20 medarbejdere, 8 stationære og 12 udegående medarbejdere, som følge af en sagstilgang på børne, voksen- og hjemmeplejeområdet, hvorefter det samlede lokalebehov udgør 2.000 m2, det vil sige i alt et yderligere lokalebehov frem til 2005 på 990 m2.
Flere muligheder er derfor undersøgt. og en udvidelse af det eksisterende center har vist sig at være den økonomisk mest fordelagtige.
Der kan tilvejebringes det nødvendige antal m2 ved en udvidelse af den eksisterende bygning i form af en inddragelse af det resterende parkeringsareal under bygningen. Der har endnu ikke været afholdt licitation. Byggeudgiften anslås at andrage kr. 10.302 pr. m2 alt inklusive.
Det må forventes, at byggeriet ikke kan fuldføres i 2004, hvorfor resterende bevilling indstilles overført til 2005. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forelægges selvstændig sag herom.