Mødedato: 10.06.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tilslutning Nordhavnsvej

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal beslutte at anlægge et tilkoblingsanlæg til Nordhavnsvej og give en bevilling til projektering og nødvendige forberedende arbejder. 

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der etableres et tilkoblingsanlæg/tunnelforlængelse i Strandvænget (bilag 2),
  2. at der tages beslutning om indretning af Strandvænget, så den integreres i en ny overfladeløsning/tilslutningsanlæg (bilag 3),
  3. at der gives en tillægsbevilling som rådighedsbevilling på 45,0 mio. kr. fordelt med 10,0 mio. kr. til projektering af tilkoblingsanlægget/tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget og 35,0 mio. kr. til nedbrydning af beton mv. Tillægsbevillingen skal gives til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014. De 45,0 mio. kr. mellemfinansieres af Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, jf. Økonomiafsnittet.
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 10,0 til projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014, jf. Økonomiafsnittet,
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 35,0 til nødvendige forberedende arbejder mv. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014, jf. Økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Københavns Kommune og staten har den 14. maj 2014 indgået en principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen (bilag 1).

Som en del af principaftalen skal Borgerrepræsentationen træffe beslutning om at anlægge et tilkoblingsanlæg (forlænge tunnelen i Strandvænget) til Nordhavnsvej.  Der er behov for en anlægsbevilling til projektering af arbejdet og de nødvendige forberedende arbejder, og at der træffes beslutning om indretning af Strandvænget.

Nærværende indstilling hviler på en forudsætning om, at Borgerrepræsentationen 19. juni 2014 godkender en generel indstilling fra Økonomiforvaltningen – Principaftale med staten om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen og udvikling af Nordhavn - som omhandler konsekvenserne af indholdet i principaftalen.

Løsning

Som en del af principaftalen skal Borgerrepræsentationen træffe beslutning om at anlægge et tilkoblingsanlæg (forlænge tunnelen i Strandvænget) til Nordhavnsvej og en Nordhavnstunnel (under Svanemøllebugten), som samlet forventes at koste 2,1 mia. kr. inklusiv korrektionsreserve. Finansieringen af tilkoblingsanlægget til Nordhavnsvej og en Nordhavnstunnel sker via By & Havn I/S. Af principaftalen fremgår det også, at de beskrevne infrastrukturprojekter ikke er omfattet af det kommunale anlægsloft.

Tilkoblingsanlægget skal gennemføres i perioden 2014 – 2016, mens Nordhavnstunnellen anlægges senere i lyset af byudviklingen i Nordhavn. Såfremt denne tidsplan skal holde og Nordhavnsvej ibrugtages ultimo 2016, skal arbejdet igangsættes nu.

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 13. maj 2013 behandlet spørgsmålet om udformningen af tilkoblingsanlægget/forlængelsen. Formålet med nu at beslutte og gennemføre tilkoblingsanlæg og forlængelse i Strandvænget er primært at undgå begrænsninger i trafikken på Nordhavnsvej, når vejen på et senere tidspunkt skal forlænges i en tunnel til Nordhavn. Det er derfor vigtigt, at grænsefladen til tunnelen under Svanemøllebugten placeres i henhold hertil.

I bilag 2 er der skraveret en gråzone. Den optimale grænseflade skal findes indenfor denne zone. Selve tunnelens længde kan variere mellem 220 og 300 m. Ambitionen er at lægge snittet til den efterfølgende forlængelse således, at trafikken på Nordhavnsvej ikke generes i den næste fase, at naboerne ikke generes, samt at kendte problemstillinger fx i forhold til ledningsomlægninger mv. håndteres nu. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der her ikke er tale om meromkostninger i forhold til hele forlængelsen til Nordhavn, men om nogle eventuelt fremrykkede investeringer.

Forslaget gør det endvidere muligt allerede nu at etablere det permanente vej-/tilslutningsanlæg i Strandvænget. Dette forventes at medføre reducerede omkostninger i næste fase, når Nordhavnsvej skal fortsættes i en tunnel under Svanemøllebugten til Nordhavn, og naboerne spares for generne af byggeriet i næste fase. Udformningen af vej-/tilslutningsanlægget er skitseret i bilag 2.

Som det fremgår af skitsen, vil udformningen imødekomme beboernes ønske om en stillevej og en høj støjskærm som besluttet i Teknik- og Miljøudvalget den 12. maj 2014.

Projektet vil nødvendiggøre ledningsomlægninger af store forsyningsledninger. Omfanget skal afklares som noget af det første. Forvaltningen antager, at der vil være nødvendigt midlertidigt at ekspropriere en mindre del ind til Helgoland (DSB’s værksted og ibrugtagningscenter). Forvaltningen forventer, at ekspropriationsspørgsmålet vil være afklaret senest i september 2014. Udvalget vil blive orienteret herom.

Nødvendige forberedende arbejder:

  • Forlængelsen af tunnelen forudsætter grundvandssænkning.  En del af det etablerede grundvandssænkningsanlæg anbefales derfor bibeholdt og ikke demonteret som oprindelig forudsat efter sommerens sporspærringer.
  • Nedbrydning af dele af det tidligere etablerede bygværk på Nordhavnsvej. Forvaltningen skal nedbryde beton tilbage til teknikbygning øst. Endvidere skal sekantpælevæggen atter sikres med jordankre. Arbejdet forventes at tage tre måneder og skal igangsættes hurtigst muligt efter en beslutning.
  • Det kommende anlægsarbejde vil generere noget støj, der vil kræve en særlig indsats at begrænse mest muligt.
  • Der skal udarbejdes en udbuds-/kontraheringsstrategi for  anlægsarbejderne - etablering af byggegrube, tunnelkonstruktioner mv.

Det forudsættes, at Nordhavnsvej – VVM- redegørelse og miljøvurdering (januar 2009) er dækkende. Dette forhold skal dog undersøges nærmere.

Med den indstillede beslutning vil ibrugtagningen af Nordhavnsvej blive udskudt til ultimo 2016, mens den seneste prognose siger august 2015. Der vil blive udarbejdet en mere detaljerede tidsplan, som vil bliver forelagt for udvalget i september 2014.

Økonomi

Det seneste overslag over tilkoblingsanlægget lyder på 345 mio. kr. for en 220 m lang tunnel. Anlægget er ikke projekteret, så beløbet er ikke baseret på et detaljeret estimat. Beløbet kan ændre sig, når den bedste løsning, herunder det mest hensigtsmæssige grænsesnit, er fundet. Forvaltningen vil kunne fremlægge et mere kvalificeret bud på prisen, når flere detaljer er på plads til september 2014. Forvaltningen forventer ikke, at totalprojektet bliver fordyret, men der kan evt. blive tale om, at nogle investeringer skal fremrykkes.

Følgende aktiviteter skal igangsættes nu:

Projektering mv

10 mio.kr.

Forberedende arbejder, herunder beton mv.

35 mio.kr.

I alt

45 mio.kr.

Der er ikke budgetteret med interne udgifter til bemanding, idet arbejdet forudsættes at kunne håndteres af den eksisterende projektorganisation (samt budget) på Nordhavnsvej pt.

Med denne indstilling skal der gives en tillægsbevilling som en rådighedsbevilling på 45,0 mio. kr. fordelt med 10,0 mio. kr. til projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget og 35,0 mio. kr. til nedbrydning af beton mv. Tillægsbevillingen skal gives til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær i 2014. De 45,0 mio. kr. mellemfinansieres af Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.22.05.5 (Kassen). De bevillingsmæssige konsekvenser kan ses af nedenstående tabel:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2014 p/l)

Varig?
ja/nej

2014

3.

ØU**

Finansposter

8.22.05.5

U

-45.000

Nej

3.

TMU**

3400 – Ordinær anlæg

2.28.22.3

U

10.000

Nej

3.

TMU

3400 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

U

35.000

Nej

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

**ØU = Økonomiudvalget, TMU = Teknik- og Miljøudvalget

Rådighedsbevillingen på 45,0 mio.kr. skal frigives som en anlægsbevilling fordelt med 10,0 mio. kr. til projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget og 35,0 mio. kr. til nedbrydning af beton mv. jf. nedenstående tabel:


Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

År 2014

I alt

TMU

Projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget

3400 – Ordinær anlæg

2.28.22.3

10.000

10.000

TMU

Nedbrydning af beton mv.

3400 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

35.000

35.000

I alt

-

-

-

45.000

45.000

Det forventede forbrug på 10 mio. kr. vedr. projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget vil blive brugt til ekstern rådgivning.

Det forventede forbrug til nedbrydning af beton mv. på 35 mio. kr. vil blive brugt til anlæg af projektet.

Videre proces

Forvaltningen vil i september 2014 fremlægge en indstilling til den endelige udformning af vej-/tilslutningsanlægget i Strandvænget, grænseflade til tunnelen under Svanemøllebugten (længden af tunnelen i Strandvænget), udbudsstrategi, tidsplan og totaløkonomi. Med den nævnte indstilling vil Teknik- og Miljøforvaltningen tillige ansøge om en indtægtsbevilling, således at indtægterne fra By & Havn kan modtages.



Pernille Andersen                     /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der etableres et tilkoblingsanlæg/tunnelforlængelse i Strandvænget (bilag 2),
  2. at der tages beslutning om indretning af Strandvænget, så den integreres i en ny overfladeløsning/tilslutningsanlæg (bilag 3),
  3. at der gives en tillægsbevilling som rådighedsbevilling på 45,0 mio. kr. fordelt med 10,0 mio. kr. til projektering af tilkoblingsanlægget/tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget og 35,0 mio. kr. til nedbrydning af beton mv. Tillægsbevillingen skal gives til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014. De 45,0 mio. kr. mellemfinansieres af Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, jf. Økonomiafsnittet.
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 10,0 til projektering af tunnelforlængelsen og omprojektering af tilslutningsanlægget ved Strandvænget. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014, jf. Økonomiafsnittet,
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 35,0 til nødvendige forberedende arbejder mv. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2014, jf. Økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 2. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 19: Tilslutning Nordhavnsvej

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top