Sammenlægning af midler til medfinansiering af boligsociale helhedsplaner
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til om midler til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner afsat i budget 2015 og budget 2016 skal sammenlægges. Midlerne er afsat med delvist forskellige vilkår og foreslås sammenlagt til en fælles pulje for herved at sikre samme tilsagnsvilkår for alle ansøgninger.
Tidligere beslutninger
Teknik og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
-
at midlerne til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner, afsat i Budget 2015 og Budget 2016, lægges sammen til én samlet bevilling.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Der er i Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) og i Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) afsat henholdsvis 10,6 mio. kr. og 25,2 mio. kr. til kommunal medfinansiering af den almene boligsektors boligsociale indsats.
De to bevillinger har delvist forskellige forudsætninger. Bevillingen fra Budget 2015 er udelukkende afsat til kontant medfinansiering, hvorimod en del af bevillingen fra Budget 2016 er reserveret til facilitering og koordinering af kommunens arbejde med de boligsociale helhedsplaner.
Faciliteringen, der udelukkende er finansieret af midler fra Budget 2016, sikre et tæt og formaliseret samarbejde mellem kommunen og samtlige boligsociale helhedsplaner, samt koordinere processen omkring udarbejdelse af nye boligsociale helhedsplaner.
Ved overgang fra den ene bevilling til det næste vil der opstå en udfordring i forbindelse med tilsagnsgivelse, da det ikke vil være muligt ud fra et objektivt grundlag at prioritere, hvilke projekter der skal indstilles efter forudsætningerne i hhv. 2015 og 2016. For at ansøgninger om støtte imødekommes på et ensartet grundlag indstiller forvaltningen, at de to bevillinger samles til én med samme vilkår.
Løsning
Der er i dag etableret 18 boligsociale helhedsplaner i København. Kommunen er sammen med boligorganisationerne ved at udarbejde 8 nye helhedsplaner og forventer at modtage yderligere ansøgninger i 2016 og 2017. På nuværende tidspunkt har kommunen modtaget ansøgninger om nye helhedsplaner med en samlet kommunal medfinansiering for 15,4 mio. kr.
Ved Budget 2015 og Budget 2016 er der samlet afsat 35,9 mio. kr. til kommunal medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner, som det fremgår af tabel 1:
Tabel 1 |
Kontant medfinansiering |
Facilitering og koordinering |
Budget 2015 |
10,6 mio. kr. |
|
Budget 2016 |
19,8 mio. kr. |
5,4 mio. kr. |
Samlet |
30,4 mio. kr. |
5,4 mio. kr. |
Forvaltningen indstiller derfor, at de to puljer slås sammen, så kommunen kan tildele medfinansiering således, at alle helhedsplaner i samme funktionsperiode gives tilsagn med den samme fordeling mellem kontante midler og facilitering. Ved sammenlægning af de to puljer vil uddeling af midler fortsat gives inden for de rammer der er fastsat i Budget 2015 og Budget 2016, således at 30,5 mio. kr. udmøntes som kontant medfinansiering og 5,4 mio. kr. som facilitering. En sammenlægning medfører ikke, at en større andel midler reserveres til facilitering.
Borgerrepræsentationen godkendte den 10. december 2015 den boligsociale helhedsplan for Ryparken Kvarteret og den kommunale medfinansiering af denne (1,1 mio. kr.) med midler afsat på Budget 2015. Da helhedsplanen blev godkendt i 2015, var midlerne fra Budget 2016 endnu ikke frigivet. Der vil derfor udelukkende blive udbetalt midler fra Budget 2015 i form af kontant bidrag.
Økonomi
I Budget 2015 (Æ44) og Budget 2016 (Æ39) er der afsat midler til kommunal medfinansiering af den almene boligsektors boligsociale indsats. Grundet tildelingen af 1,1 mio. kr. af de 10,6 mio. kr. fra Budget 2015 til Ryparken Kvarteret (vedtaget af Borgerrepræsentationen 10. december 2015) er der i alt 34,7 mio. kr. (9,5 mio. kr. + 25,2 mio. kr.) til medfinansiering af kommende helhedsplaner.
Af de 25,2 mio. kr. fra Budget 2016 er 5,4 mio. kr. afsat til koordinering og facilitering. De 5,4 mio. kr. er stjernemarkerede og således frigivet, hvilket betyder at det udelukkende er den kontante del af den kommunale medfinansiering, der fremadrettet skal anmodes frigivet. Begge bevillinger er afsat på anlægsområdet og rent budgetteknisk kan de derfor lægges sammen til én.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil medfinansieringen af de boligsociale helhedsplaner fremadrettet ske på samme vilkår for alle planer. Teknik- og Miljøforvaltningen vil løbende forelægge ansøgningen om nye boligsociale helhedsplaner og den tilhørende kontante medfinansiering med henblik på frigivelse af midlerne.
Pernille Andersen
/ Jakob Møller Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at midlerne til medfinansiering af de boligsociale helhedsplaner, afsat i Budget 2015 og Budget 2016, lægges sammen til én samlet bevilling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Dagsordenspunkt 13: Sammenlægning af midler til medfinansiering af boligsociale helhedsplaner (2016-0049736)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.