Bestilling af samlet busnet til Cityringens åbning i 2019
Borgerrepræsentationen skal beslutte, hvordan busserne skal køre i København, når Cityringen åbner i 2019. Senest 1. maj 2018 skal Københavns Kommune afgive bestilling herom til trafikselskabet Movia.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det strategiske busnet, der blev lagt fast i Movias Trafikplan 2016, godkendes, jf. bilag 1 og 2,
- at Movias forslag til nyt lokalt busnet godkendes med de tilføjelser, der fremgår af vedhæftede bilag 3, og som træder i kraft, når Cityringen åbner i sommeren 2019. Tilføjelserne øger den samlede udgift til busdrift med 11,8 mio. kr. årligt med halvårseffekt i 2019 og med helårseffekt fra 2020, og tilføjelserne finansieres via ændringen af den såkaldte dobbeltfaktormodel, der reducerer udgiften til busdrift med 8,5-11 mio. kr. i 2019 og ca. 11,8 mio. kr. i 2020 og frem.
Problemstilling
I sommeren 2019 åbner Cityringen. Med Cityringen får borgerne i København og hele hovedstadsområdet 17 nye metrostationer. Sammen med det eksisterende metronet, S-togsystemet og busnettet vil den samlede kollektive transport i hovedstadsområdet blive markant forbedret. Ifølge Movia har 135.000, svarende til 22% af Københavns indbyggere, i dag højest 600 meters gangafstand til nærmeste metrostation. Med åbningen af Cityringen stiger det tal, ifølge Movia, til 295.000 indbyggere, svarende til 48%. Movias analyser viser, at der med Cityringen og busomlægningen vil komme 40 mio. flere passagerer i den kollektive trafik i hovedstadsområdet om året.
For at få størst mulig gavn af Cityringen, skal busserne omlægges, så de bringer passagerne til og fra stationerne. Omlægningen af busserne skal herved skabe sammenhæng i den kollektive trafik. Samtidig skal det undgås, at busser og metro konkurrerer om de samme passagerer, og derfor bør der så vidt muligt ikke køre busser på strækninger, hvor metroen kører.
Cityringen kommer til at køre i de områder, hvor busserne i dag har flest passagerer. Movias forventning er derfor, at 30 mio. buspassagerer om året vil anvende metrosystemet i stedet for busserne, når Cityringen åbner. Det betyder, at busserne vil få færre passagerer og dermed færre billetindtægter. Movias beregninger viser, at Københavns Kommune kan få en ekstraregning på op til 130 mio. kr. om året, hvis busnettet fortsætter som i dag, og ikke tilpasses Cityringen. Tilpasningen af busnettet var samtidig en af forudsætningerne i finansieringsaftalen for Cityringen.
Løsning
Tilpasningen af busnettet til Cityringen har været delt op i to faser.
Det strategiske busnet
Første fase var i 2016, da Movia, med Trafikplan 2016, sendte et forslag til strategisk busnet (A-, C- og S-busser) i politisk høring i kommuner og regioner på Sjælland. Det strategiske busnet omfatter de mest passagertunge buslinjer, der alle går på tværs af flere kommuner og dermed kræver enighed mellem kommuner og regioner. Den 15. december 2016 godkendte Borgerrepræsentationen et høringssvar til Trafikplan 2016, efter den havde været i høring hos lokaludvalg, Ældreråd og Handicapråd (jf. bilag 1), og i februar 2017 godkendte Movias bestyrelse det strategiske busnet på baggrund af høringssvar fra kommuner og regioner. En fastlæggelse af det strategiske busnet var en forudsætning for at kunne arbejde videre med planlægningen af det underliggende lokale busnet. Borgerrepræsentationen skal nu godkende det strategiske busnet i Københavns Kommune, da det er Borgerrepræsentationen, der har bemyndigelse til at beslutte, hvor busserne skal køre, jf. 1. at-punkt. Det fremgår af indstillingen til Borgerrepræsentationen i december 2016, at der imellem kommuner og regioner er en gensidig forventning om, at det strategiske busnet bliver gennemført, som det blev godkendt af Movias bestyrelse i februar 2017.
Det lokale busnet
Anden fase i tilpasningen har været at få planlagt og besluttet det lokale busnet (alle øvrige busser, der ikke er A-, C-, og S-busser). Det lokale busnet skal dels passe godt sammen med det strategiske busnet og metro- og togsystemet, dels betjene de enkelte bydele, dels fungere på tværs af bydele og dels fungere på tværs af kommune- og regionsgrænser. Movia har udarbejdet et forslag til lokalt busnet i samarbejde med Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og omegnskommuner (jf. bilag 2). Forslaget bygger blandt andet på de input, Københavns Kommune modtog i forbindelse med høringen af det strategiske busnet i 2016.
Økonomiforvaltningens vurdering
Det nye busnet er planlagt ud fra et princip om, så vidt muligt, at bevare de nuværende stoppesteder. Det samlede forslag til nyt busnet indebærer, at 74 stoppesteder, ud af de nuværende ca. 1100 stoppesteder i Københavns Kommune, nedlægges. 48 af disse har under 25 påstigere pr. hverdag. Når Cityringen åbner, vil 97 % af borgerne i København have under 400 meter til et stoppested eller under 600 meter til en station, hvilket er samme andel som i dag (jf. bilag 4).
Cityringen medfører, at passagererne på langt de fleste rejser gennem byen vil komme hurtigere frem. Tilpasningen af busnettet indebærer, at busserne kommer til at køre nye veje, at flere busser vil køre med færre afgange end i dag, og at passagerne kommer til at skulle foretage flere skift på deres rejse for at få fordelene at det samlede kollektive trafiksystem. Ifølge Movia er der i det fremlagte forslag til det samlede busnet 156.000 færre bustimer i København sammenlignet med busnettet i 2018. Det svarer til en reduktion på 14 %.
Ifølge Metroselskabet forventes Cityringen at køre, hvad der svarer til 93.000 timer om året. Hertil skal det bemærkes, at en metrotime og en bustime ikke kan sammenlignes i forhold 1:1. Metroen kører gennemsnitligt mere end dobbelt så hurtigt som busserne i indre by, og derved giver metroen mere betjening på den samme tid.
Økonomiforvaltningen vurderer, at det samlede forslag til det strategiske og lokale busnet er gennemarbejdet og grundlæggende vil skabe en god og sammenhængende kollektiv trafik for passagererne. Samtidig holder busnettet sig indenfor en økonomisk ramme, der er på niveau med den udgift, Økonomiudvalget med Indkaldelsescirkulære for budget 2019 har besluttet at anvende til busdrift, jf. Økonomiudvalgets møde den 24. januar 2018, punkt 2 på dagsordenen.
Høring af det lokale busnet
Borgerrepræsentationen besluttede den 15. december 2016, at Økonomiforvaltningen skulle sende Movias forslag til det lokale busnet i høring hos lokaludvalgene, Ældrerådet og Handicaprådet. Økonomiforvaltningen inkluderede Ungerådet som høringspart, da det blev nedsat efter beslutningen i december 2016.
Høringsperioden varede fra den 5. januar 2018 til 18. februar 2018. Økonomiforvaltningen har udarbejdet en hvidbog med bemærkninger til alle høringssvar. Høringssvarene er desuden vedlagt i deres fulde længde (jf. bilag 5 og bilag 6).
På baggrund af høringen har Økonomiforvaltningen, i samarbejde med Movia, identificeret en række primære udfordringer i Movias forslag til nyt lokalt busnet. I bilag 7 er disse primære udfordringer, mulige løsninger og Movias faglige vurdering beskrevet. På baggrund af høringen anbefaler Økonomiforvaltningen, at Movias forslag til det lokale busnet godkendes med nedenstående tilføjelser, jf. 2. at-punkt. Forslagene til tilføjelserne er yderligere beskrevet i bilag 3.
Nr. |
Tilføjelse |
Formål |
Ønsket af |
Ekstraudgift mio. kr./år fra 2020 |
1. |
Omlægning af linje 14 til Nordre Frihavnsgade |
At opretholde busbetjening på Nordre Frihavnsgade |
Østerbro Lokaludvalg og Ældrerådet |
1,4 |
2. |
Højere frekvens i myldretiden og natdrift på linje 10 |
At forbedre betjeningen på Vigerslev Allé |
Valby Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg
|
2,9 |
3. |
Højere frekvens på linje 185 |
At forbedre betjeningen på Den Kvikke Vej mellem Nørreport St. og Ryparken St., og at skabe direkte forbindelse mellem Rigshospitalet og Gentofte Hospital |
Østerbro Lokaludvalg, Bispebjerg Lokaludvalg, Ældrerådet og Gentofte Kommune |
1,8 |
4 |
Omlægning af linje 23 ad Øster Voldgade, Sølvgade og Borgergade |
At betjene Sølvgade for bl.a. at sikre betjening af plejeboligerne på Rosenborgcentret |
Indre By Lokaludvalg, Christianshavn Lokaludvalg, Bispebjerg og Ældrerådet |
0,8 |
5. |
Højere frekvens på linje 31 over havnesnittet i myldretiden |
At øge passagerkapaciteten over havnesnittet, og samtidig give øget betjening til Frederiksberg |
Amager Øst Lokaludvalg, Christianshavn Lokaludvalg og Frederiksberg Kommune |
4,1 |
6. |
Forlængelse af linje 31 fra Jydeholmen til Ålekistevej/Jyllingevej |
At opretholde busbetjening på Ålekistevej samt at løse vendeproblematik på Jydeholmen |
Vanløse Lokaludvalg |
0,8 |
|
Totalbeløb for anbefalede tilføjelser |
|
|
11,8 |
Tilføjelserne løser en række udfordringer påpeget af lokaludvalg såvel som omegnskommuner, og løfter det samlede kollektive transporttilbud.
Økonomi
Movias forslag til det samlede busnet forventes at koste 378 mio. kr. pr. år, hvilket er indarbejdet i budgettet til busdrift i 2019 (Indkaldelsescirkulære for budget 2019(IC 2019)). Movia har oplyst, at den såkaldte dobbeltfaktormodel ændres fra 1. januar 2018. Det betyder, at Københavns Kommune får reduceret sin udgift til busdrift med 6,8-10,5 mio. kr. i 2018, 8,5-11 mio. kr. i 2019 og ca. 11,8 mio. kr. i 2020 og frem.
De tilføjelser, Økonomiforvaltningen anbefaler på baggrund af høringen af det lokale busnet, forventes at koste yderligere 11,8 mio. kr. om året for Københavns Kommune jf. ovenstående tabel og bilag 3. Da ændringerne i busnettet først implementeres i forbindelse med Cityringens åbning i sommeren 2019, indregnes tilkøbet på 11,8 mio. kr. med halvårseffekt i 2019 og med helårseffekt fra 2020. Økonomiforvaltningens forslag til tilføjelser kan, på grund af ændringen af dobbeltfaktormodellen, finansieres inden for det allerede afsatte budget til busdrift i 2019 (IC 2019).
Hvis der ønskes ændringer i Movias forslag til lokalt busnet, der indeholder øget busdrift sammenlignet med Movias forslag, og som samlet set overstiger de 11,8 mio. kr. om året, Københavns Kommunes udgift til busdrift reduceres med fra 2020 (som følge af ændringen af dobbeltfaktormodellen), vil det være tilkøb, der skal lægges oveni den forventede pris for det samlede busnet, som allerede er budgetteret med for 2019 (IC 2019). I så fald skal det indgå i forhandlingerne om Budget 2019 i efteråret 2018, og sådanne tilkøb forventes tidligst at kunne implementeres fra 2020. Hvorvidt det vil være muligt at beslutte mindre busændringer i Budget 2019, der kan nå at blive implementeret til Cityringens åbning i 2019, vides pt. ikke (jf. bilag 8).
Økonomiforvaltningen bemærker, at det er behæftet med stor usikkerhed, hvordan passagererne vil skifte mellem bus og metro, når Cityringen åbner. Passagerernes brugsmønster har stor indflydelse på den indtægt, der genereres i busserne. Derfor er der også stor usikkerhed omkring Københavns Kommunes busøkonomi de kommende år.
Videre proces
Økonomiforvaltningen skal sende en trafikbestilling til Movia senest 1. maj 2018 på baggrund af den politiske beslutning.
På grund af Movias omfattende forberedelser til omlægningerne i hele hovedstadsområdet vil det være forbundet med stor risiko at udskyde en beslutning om at tilpasse busnettet til efter 1. maj 2018. Hvis en trafikbestilling sendes senere end 1. maj, kan det medføre fordyrelser for Københavns Kommune og betyde, at busserne ikke er klar til at køre, når Cityringen åbner i 2019.
Når den endelige trafikbestilling er sendt til Movia senest 1. maj 2018, vil Økonomiforvaltningen, i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia, vurdere behovet for mindre, nødvendige anlægstiltag som følge af den politiske beslutning.
Omlægningen af busnettet betyder, at mange borgere vil opleve store ændringer i deres vaner og brug af kollektiv trafik. Movia og DOT igangsætter en informationsindsats i løbet af august 2018, der intensiveres op til åbningen af Cityringen. Økonomiforvaltningen er inddraget i planlægningen af denne.
Det forventes, at der vil være en tilvænningsperiode, før passagernes brugsmønstre har fundet sit leje efter Cityringens åbning. Derfor anbefaler Økonomiforvaltningen, at eventuelle forslag til større ændringer i det kommende busnet tidligst besluttes i 2020, når der er et klarere billede af passagernes nye rejsemønstre.
Peter Stensgaard Mørch / Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Bestilling af samlet busnet til Cityringens åbning i 2019 (2018-0055778)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. april 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 6 stemmer mod 1. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og V.
Imod stemte: O.
Undlod at stemme: Ø, Å og C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Når City metroringen åbner, vil vi gerne spare på busafgangene og anvende de sparede penge på at bygge yderligere en ny Metrolinje, fx til Brønshøj.”
Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti mener, at reduktionerne i busbetjeningen er for voldsomme og vil arbejde for at sikre flere og bedre buslinjer i fremtiden.”