Mødedato: 10.01.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Økonomiudvalgets høringssvar til Københavns Kommunes handicappolitik 2023-2026

Se alle bilag
Den 21. september 2022 behandlede Socialudvalget udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2023-2026. Udkastet er derefter sendt i høring i de stående udvalg samt i offentlig høring. Med denne sag skal Økonomiudvalget godkende udvalgets høringssvar.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at høringssvaret til Socialudvalgets udkast til Københavns Kommunes handicappolitik 2023-2026, jf. bilag 2, godkendes.

Problemstilling

Københavns Kommunes (KK) handicappolitik udløber ved udgangen af 2022. Socialforvaltningen (SOF) har, som tovholder for arbejdet, derfor i samarbejde med de øvrige forvaltninger udarbejdet et forslag til en handicappolitik for KK for perioden 2023-2026. Udkastet er vedlagt som bilag 1.

KK’s Handicapråd har været inddraget i processen, og rådet har givet bemærkninger til et tidligt udkast af politikken. Desuden har centrale interessenter givet bemærkninger til udkastet forud for den politiske behandling i Socialudvalget og de øvrige fagudvalg.

Handicappolitikken angiver de overordnede indsatsområder på tværs af forvaltninger, og politikken skal følges af indsatsplaner for de respektive forvaltningers videre arbejde. Den enkelte forvaltning er selv ansvarlig for målsætninger og indsatsplaner på deres eget område, som skal godkendes i de respektive udvalg i andet halvår af 2023.

Visionen i KK’s handicappolitik 2023-2026 er, at københavnere med handicap har mulighed for at leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet. Den opgave er kommunen, pårørende, civilsamfundet, virksomheder og borgerne sammen om.

Politikken har seks overordnede målsætninger. Under hver målsætning er det i politikken beskrevet, hvad der vil være særligt fokus på, og hvilke forvaltninger, der er ansvarlige for initiativer under målsætningerne. Økonomiforvaltningen (ØKF) er medansvarlig for de nedenfor angivne initiativer inden for målsætning 3 og 5:

1. Mere tillid mellem borgere med handicap og medarbejdere i Københavns Kommune

2. Lettere adgang til hjælp

3. Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for flere

  • Initiativ: Universelt design og tilgængelighed tænkes ind i de løsninger, vi laver i byen, både når det kommer til det fysiske rum, kommunens hjemmesider og i servicedesign.

4. Børn og unge med handicap trives og lærer bedre i dagtilbud, fritidstilbud og skole

5. Flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse – Københavns Kommune vil føre an som det gode eksempel

  • Initiativ: Initiativer, der gør Københavns Kommune til en attraktiv og rummelig arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed og hvor der tages skånehensyn.
  • Initiativ: Brugen af kontrakter med sociale klausuler i kommunen med henblik på at skabe flere arbejdspladser til mennesker med handicap.

6. Hverdagsliv med livskvalitet

Økonomiudvalget (ØU) er høringspart med frist den 10. januar 2023.

Løsning

ØKF har udarbejdet forslag til Økonomiudvalgets (ØU) høringssvar til udkastet til KK’s handicappolitik 2023-2026, se bilag 2.

Bemærkningerne i høringssvaret knytter sig til politikkens målsætninger om tilgængelighed (målsætning 3) og om adgang til beskæftigelse og uddannelse (målsætning 5). I høringssvaret bemærkes bl.a.:

  • at en temagruppe om det sociale kapitel, der er nedsat under Det Centrale Samarbejdsorgan i KK, i 2023 vil have fokus på brug af handicapkompenserende ordninger, og undersøge om
    der er tilstrækkeligt kendskab til handicapkompenserende ordninger på arbejdspladserne i KK.
  • at løntilskud og virksomhedspraktik, og måltallene for disse, som indgår i udkastet til KK’s handicappolitik ikke vedrører mennesker med handicap, men ordinære ledige/jobsøgende,
    og kan derfor overvejes at udelades fra politikken. Måltal for fleksjob er derimod relevant for handicappolitikken, da det vedrører personer, som har behov for tilpasning af arbejdet. KK
    har overopfyldt netop dette måltal i flere år.
  • at det forventes, at den kommende handicappolitik 2023-2026 vil blive fremhævet i kommunens ejerstrategier for de større selskaber ligesom den tidligere handicappolitik. Målsætningerne i den nye handicappolitik stemmer overens med de fokuspunkter, som indgår i ejerstrategierne omkring fysisk tilgængelighed (under revision) samt beskæftigelse af borgere med handicap på særlige vilkår og med kompensationsordning.

Økonomi

Af Socialforvaltningens indstilling til Socialudvalgets møde den 21. september 2022 om KK’s handicappolitik 2023-2026 fremgår, at SOF vurderer, at den nye handicappolitik ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser, men at tiltag for at nå de overordnede målsætninger og initiativer i forvaltningernes indsatsplaner fx kan indgå i budgetforhandlingerne.

Videre proces

Efter endt høring indarbejdes bemærkninger herfra i handicappolitikken forud for godkendelse af Socialudvalget. Det forventes, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges handicappolitikken til godkendelse medio 2023. Økonomiudvalget forelægges derefter forslag til en indsatsplan for Økonomiudvalgets ressortområde. 

Borgerrepræsentationen har den 3. februar 2022 på baggrund af et medlemsforslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Venstre bedt Økonomiforvaltningen udarbejde et forslag om fremme af ansættelse af personer, som er visiteret til fleksjob eller personer med handicap i kommunens kontrakter. Økonomiudvalget behandlede en sag herom den 13. december 2022 og besluttede at sende sagen retur til Økonomiforvaltningen med henblik på yderligere oplysning.

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Økonomiudvalgets høringssvar til Københavns Kommunes handicappolitik 2023-2026 (2022-0370309)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top