Mødedato: 10.01.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udkast til Københavns Kommunes integrations- og medborgerskabspolitik 2023-26 indeholdende beskrivelser af udfordringer på Økonomiforvaltningens fagområde

Se alle bilag
Der udarbejdes pt. en tværgående integrations- og medborgerskabspolitik for Københavns Kommune 2023-26. Forvaltningerne skal hver især bidrage med beskrivelser af udfordringer og visioner på relevante serviceområder. Nærværende sag indeholder Økonomiforvaltningens bidrag til integrations- og medborgerskabspolitik for Københavns Kommune 2023-26 til Økonomiudvalgets godkendelse.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiforvaltningens bidrag til udkastet for tværgående integrations- og medborgerskabspolitik for Københavns Kommune 2023-26, jf. bilag 1, godkendes.

Problemstilling

Københavns Kommune (KK) har siden 2007 haft fireårige integrationspolitikker. Den nuværende integrationspolitik 2019-22 indeholder 13 mål om integration og medborgerskab fordelt på alle forvaltninger. Integrationspolitikken blev vedtaget af Borgerrepræsentationen (BR) i 2018 og udløber med udgangen af 2022.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) har den 19. april 2022 besluttet, at den nye integrations- og medborgerskabspolitik 2023-26 skal være mere overordnet end den nuværende. Der skal være fokus på udfordringer og visioner, og den skal indeholde fælles pejlemærker og principper frem for konkrete effektmål og indikatorer. Politikken bliver suppleret af en integrationshandleplan, som forelægges BIU i andet halvår af 2023, hvor indsatser og samarbejdsprojekter på tværs af forvaltninger og serviceområder skal indgå.

BIU har ansvar for den nye integrations- og medborgerskabspolitik, der her foreligger i første udkast, som skal behandles i alle udvalg. Hvert fagudvalg skal supplere med en beskrivelse af udfordringer og visioner på udvalgte serviceområder, som angår udvalgets ressort.

Økonomiudvalget (ØU) kan orientere sig i et udkast til den nye politik (bilag 1). Udkastet består af fem fælles pejlemærker og fem grundprincipper samt beskrivelser af status, udfordringer og fremadrettet fokus på integration og medborgerskab inden for seks serviceområder i kommunen. ØU skal med denne sag tage stilling til Økonomiforvaltningens (ØKF) bidrag til udkastet i form af beskrivelser af udfordringer og visioner på henholdsvis ”beskæftigelsesområdet” og ”by- og boligområdet”, som ligeledes indgår i sagen (bilag 1).

Løsning

I foråret 2022 har ØKF sammen med de øvrige forvaltninger deltaget i en arbejdsgruppe, hvor udviklingen af den kommende integrations- og medborgerskabspolitik har været drøftet. Borgere, professionelle aktører og NGO’er har bidraget til politikken i en workshop. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) har nu udsendt første udkast til politikken til de øvrige forvaltninger med henblik på bemærkninger og indhentning af bidrag.

Målgruppen for politikken er ikke alle københavnere med etnisk minoritetsbaggrund, men derimod københavnere med integrationsbehov. Betegnelsen ’københavnere med integrationsbehov’ anvendes som samlebetegnelse for københavnere, der, af forskellige årsager, har behov for støtte i form af en eller flere indsatser til fremme af integration og medborgerskab.

Politikken er bygget op om fem fælles pejlemærker og principper, som skal guide kommunens arbejde med integration fremadrettet. I pejlemærkerne indgår bl.a. et fokus på, at københavnere med integrationsbehov skal have mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske og arbejdsmæssige liv, og skal behandles ligeværdigt som enkeltpersoner og ikke som medlemmer af særskilte etniske eller religiøse grupper. I principperne er der bl.a. fokus på vigtigheden af videndeling, samarbejde på tværs af forvaltninger og at tiltag på området er forankret i kommunens normalindsats.

I forlængelse af pejlemærker og principper skal der i politikken indgå beskrivelser fra forvaltningerne af de væsentligste udfordringer og visioner på følgende seks serviceområder i kommunen:

  • Beskæftigelsesområdet
  • By- og boligområdet
  • Kultur- og fritidsområdet
  • Børne- og ungdomsområdet
  • Socialområdet
  • Sundheds- og omsorgsområdet

Forvaltningernes beskrivelser er bygget op om følgende overskrifter: ”Situationen i København”, ”Det gør vi allerede” og ”Det vil vi arbejde for fremadrettet”.

ØKF er blevet bedt om at bidrage til beskrivelserne på ”beskæftigelsesområdet” og ”by- og boligområdet”, som skrives i fællesskab med henholdsvis BIF og Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF).

Beskæftigelsesområdet
ØKFs bidrag til beskæftigelsesområdet består af to tekststykker fremhævet med klammer i udkast (bilag 1, s. 7 og 8). BIF har allerede bidraget til beskrivelsen i form af den øvrige tekst til beskrivelse af området, som BIU har godkendt den 24. oktober 2022. ØKF har været i dialog med BIF for at samstemme de to forvaltningers bidrag til beskrivelse af området.

ØKFs bidrag tager udgangspunkt i en formulering i den nuværende integrationspolitik:

”Københavns Kommune vil i de kommende år fortsat arbejde for og måles på, i hvor høj grad kommunen i rollen som arbejdsgiver er en ikke-diskriminerende og mangfoldig arbejdsplads for københavnere med minoritetsbaggrund.” (Københavns Kommunes Integrationspolitik 2019-22, s. 20)

Formuleringen bliver videreført i den nye integrationspolitik, idet KK stadig skal arbejde for at være en ikke-diskriminerende og mangfoldig arbejdsplads for københavnere med minoritetsbaggrund, og herunder også for ”københavnere med integrationsbehov”, som BIU har indkredset den nye målgruppe til.

By- og boligområdet
ØKFs bidrag til by- og boligområdet er fremhævet med klammer i udkastet (bilag 1, s. 8-10). TMF skal på linje med ØKF bidrage til beskrivelsen af området. TMFs bidrag godkendes på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. januar 2023 og indgår derfor ikke i vedlagte udkast. BIF sørger efter godkendelse i de respektive udvalg for at sammenskrive de to bidrag, så der ikke optræder gentagelser.

Ang. videreførelse af ØKFs mål i den nuværende integrationspolitik 2019-22
I den nuværende integrationspolitik er ØKF ansvarlig for følgende tre mål (Københavns Kommunes Integrationspolitik 2019-22, s. 25-27):

  • Mål 2: Flere nyankomne københavnere med minoritetsbaggrund – særligt kvinderne – skal være i integrationsgrunduddannelse (BIF er medansvarlig).
  • Mål 3: Andelen med minoritetsbaggrund blandt Københavns Kommunes ansatte er på niveau med sammensætningen i arbejdsstyrken i kommunen.
  • Mål 12: Mere jævn fordeling af almene boliger i København, som øger den sociale balance.

ØKFs mål videreføres ikke i den nye integrations- og medborgerskabspolitik 2023-26, da BIU ikke har ønsket at indarbejde effektmål i politikken. Med den nye politik bliver overvågning af relevante mål fremover en del af den tilknyttede arbejdsgruppes arbejde, som beskrevet i næste afsnit om opfølgning.

ØU har tidligere fået forelagt status på målene i integrationspolitikken for ØUs ressortområde, inden BIU har fået forelagt en samlet status. Målene er senest forelagt ØU på møde den 16. august 2022, hvor status viste, at der på grund af fremgang ift. mål 3 og 12 ikke var behov for at iværksætte yderligere indsatser for ØKF. BIU var ansvarlig for at følge op ift. mål 2.

Opfølgning på politikken
Politikken indeholder ikke særskilte effektmål. I stedet fortsætter den tilknyttede arbejdsgruppe med at mødes efter politikkens godkendelse for at evaluere initiativer i den tilhørende integrationshandleplan samt følge op på resultater og effekter med udgangspunkt i tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriets nationale integrationsbarometer. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra forvaltningerne, fungerer under BIF og rapporterer løbende til BIU. I BIFs integrationshandleplan vil der indgå indsatser og samarbejdsprojekter på tværs af forvaltninger og serviceområder med fokus på beskæftigelsesområdet. ØKF bliver inddraget i udarbejdelsen af integrationshandleplanen, som forelægges BIU i andet halvår af 2023.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Økonomiudvalgets godkendelse af Økonomiforvaltningens bidrag til politikken, sendes bidraget til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sammen med bidrag fra de øvrige forvaltninger. Herefter bliver et samlet udkast forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget marts 2023, hvorefter det sendes i offentlig høring og forelægges til godkendelse i alle fagudvalg maj 2023 på baggrund af høringssvar. Det endelige udkast til politikken forelægges Borgerrepræsentationen juni 2023.

Søren Hartmann Hede          / Mads Grønvall

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Udkast til Københavns Kommunes integrations- og medborgerskabspolitik 2023-26 indeholdende beskrivelser af udfordringer på Økonomiforvaltningens fagområde (2022-0371423)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Udkastet er overordnet set blevet rigtig godt. Der er dog et par enkelte formuleringer i indledningen, der måske kunne opfattes som, at visse problematiske synspunkter kun findes hos borgere med bestemte etniske baggrunde.

På samme måde er der også en formulering, der måske kan opfattes som, at kriminalitet skulle være særligt forbeholdt borgere der ikke har etnisk dansk baggrund. Vi forventer derfor i Enhedslisten at stille ændringsforslag til disse formuleringer i indledningen, når udkastet skal til godkendelse i udvalget.”

Til top