Mødedato: 10.01.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kommissorium for Kommuneplanstrategi 2023

Se alle bilag

Økonomiudvalget forelægges kommissorium for Kommuneplanstrategi 2023 (bilag 1) til godkendelse. Kommissoriet vil danne baggrund for det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023, som skal vedtages inden udgangen af 2023. Sagen er opdateret på baggrund af Økonomiudvalgets drøftelse den 6. december 2022.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

  1. at godkende kommissorium for Kommuneplanstrategi 2023 (bilag 1).

Problemstilling

Borgerrepræsentation skal ifølge Planloven offentliggøre en ny kommuneplanstrategi inden udgangen af 2023. Formålet med kommuneplanstrategien er at fastlægge den strategiske retning for byens fysiske udvikling for en 12-årig tidshorisont.

Økonomiforvaltningen foreslår, at kommuneplanstrategiens overordnede visioner, mål og strategiske retning følges op af en fuld revision af kommuneplanen, hvori kommuneplanstrategiens indhold udmøntes. Kommuneplanen fremlægges til politisk vedtagelse ultimo 2024 jf. den af Økonomiudvalget godkendte tidsplan fra mødet den 29. marts 2022.

På Økonomiudvalgets møde den 6. december 2022 var der en drøftelse af forvaltningens udkast til kommissorium. På denne baggrund har forvaltningen revideret forslaget til kommissorium (bilag 1). Af bilag 2 fremgår alle synlige rettelser fra det forslag til kommissorium, som blev drøftet på Økonomiudvalgets mød den 6. december 2022. I bilag 3 fremgår en oversigt over Økonomiudvalgets bemærkninger til kommissoriet samt Økonomiforvaltningens vurdering heraf. Økonomiudvalget ønskede derudover et bilag over analyser (bilag 4) samt en oversigt over københavnerinddragelse (bilag 5).

Løsning

Kommissoriet for Kommuneplanstrategi 2023 indeholder temaer, dilemmaspørgsmål og en tidsplan for politisk behandling samt offentlig høring. Kommuneplanstrategien bygges op om temaer og dilemmaspørgsmål om byens udvikling, som vil være rammen for den offentlige høring og inddragelse omkring forslag til Kommuneplanstrategi 2023.

Med udgangspunkt i det vedtagne kommissorium vil forvaltningen udarbejde et første udkast til Kommuneplanstrategi 2023, som forelægges Økonomiudvalget i 1. kvartal af 2023 med henblik på udsendelse af udkastet i intern høring i fagudvalg, råd og lokaludvalg.

På baggrund af den interne høring udarbejder forvaltningen et nyt forslag, der med behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan sendes i offentlig høring i 8 uger.

På baggrund borgerdialogen og den offentlige høring udarbejder forvaltningen et endeligt forslag til Kommuneplanstrategi 2023, der skal vedtages i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden udgangen af 2023. Kommuneplanstrategi 2023 vil efter vedtagelsen i Borgerrepræsentationen ultimo 2023 udgøre kommissoriet og arbejdsprogrammet for udarbejdelsen af Kommuneplan 2024.

Økonomi

Sagen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af Økonomiudvalgets beslutning gå videre med udarbejdelsen af et udkast til kommuneplanstrategi, som beskrevet i sagen. Udkastet forelægges til Økonomiudvalgets drøftelse den 21. februar 2023.

 

Søren Hartmann Hede/ Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Kommissorium for Kommuneplanstrategi 2023 (2022-0396853)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2023

Kontorchef i Økonomiforvaltningen, Kenneth Horst Hansen, deltog under sagens behandling af hensyn til sagens oplysning.

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

Vedr.  tema 2 om “Boliger og sammenhængende by”:

”At der tilføjes begrebet “skæve boliger”. Det kan tilføjes efter “betalbare boliger, herunder skæve boliger”.

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):  

Vedr. tema 4 om ”klimaby med plads til natur, kultur og fritid”:

”At det tilføjes i kommissoriet, at det skal fremgå af strategien, at der ved planlægning af byudviklingsområder og generelt i planlægningen af byen, hvordan man tager hensyn til varmeøeffekter, ligesom der tænkes i skybrud og stormflod.”

 

SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3):

At der under tema 5 om ”Udvikling med respekt for byens sjæl” tilføjes et supplerende dilemmaspørgsmål med ordlyden:

”Hvilken type byggeri ønsker borgerne at bo i, i fremtiden?”.

 

De af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

Det af SF fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top