Ekstra sikkerhedsforanstaltninger på Nørrebro Vænge
Tidligere beslutninger
Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at der i 2012 frigives anlægsmidler på 0,4 mill. kr.(2012 p/l) på bevillingsområdet Handicap, funktion 5.38.50.3 til anvendelse for ekstra sikringsforanstaltninger på Nørrebro Vænge.
Indstilling og beslutning
Det præciseres, at der gives en anlægsbevilling på 0,4 mio. kr. i 2012 (2012 p/l) til anvendelse for ekstra sikringsforanstaltninger på Nørrebro Vænge. Anlægsbevillingen finansieres af Socialudvalgets bevilling Borgere med sindslidelse, funktion 5.38.50.3 og placeres på Socialudvalgets bevilling Borgere med handicap, funktion 5.38.50.3.
Endvidere bemærkes det, at finansieringen af 0,4 mio. kr. findes fra et anlægsprojekt, som blev besluttet i forbindelse med Budget 2009 vedr. Modernisering af Sundbyvang og Sundbygaard med en anlægsbevilling på 12,16 mio. kr. i 2012. Socialforvaltningen har over for Økonomiforvaltningen tilkendegivet, at omplacering ikke vil medføre merforbrug i forbindelse med Modernisering af Sundbyvang og Sundbygaard, hvorfra midlerne tages.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
Problemstilling
I september 2011 blev der etableret 24 boliger til borgere med handicap på Nørrebro Vænge 16. Boligerne blev etableret i forbindelse med modernisering af Sundbyvang. Hertil kommer, at der blev oprettet ekstra pladser til anvendelse for Tryghedsplan II.
Efter indflytningen har det imidlertid vist sig, at der er behov for forskellige former for sikring af beboerne - altanværn og sikring mod skoldning i badet -, som ikke oprindeligt var indarbejdet i projektet. Behovet for ekstra sikring er foranlediget af nogle konkrete uheld, som forvaltningen vurderer vil kunne forhindres fremover ved at gennemføre etableringen af de nedenstående ændringer i borgernes boliger.
Løsning
Sikring af altaner
Der ønskes opsat altanværn på boligerne på 1. sal for at forhindre beboerne i at hoppe eller falde ud over altanen. Der er foretaget en nøje afvejning af, hvilke beboere, der bør have altanværn. På 2. sal er det således vurderet, at beboerne ikke har behov for altanværn, da de er mere velfungerende. Det er besluttet at aflåse altandørene på 1. sal, indtil altanværn kan opsættes. Behovet for sikring af altanerne er bl.a. forårsaget af, at beboerne tidligere har været vant til at bo i stueplan, og derfor ikke alle kan opfatte faren ved altanerne. Dette punkt vil Socialforvaltningen være mere opmærksom på ved fremtidige byggerier.
Sikring af baderum
Endvidere er der behov for sikring mod skoldning i badet. Der har været et alvorligt uheld på Nørrebro Vænge, idet en beboer fik alvorlige forbrændinger i forbindelse med badning. Sikring af beboernes badeværelser er især vigtig, da det er en ny situation for beboerne, at de har eget badeværelse, hvor de tidligere har været vant til fælles baderum. Af samme årsag er det sværere for medarbejderne at have opsigt med, hvad der sker i badeværelserne.
Samlet vurderes udgifter til ovenstående at udgøre 400 t. kr.
Økonomi
Videre proces
Lars Østergaard
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
1. at der i 2012 frigives anlægsmidler på 0,4 mill. kr.(2012 p/l) på bevillingsområdet Handicap, funktion 5.38.50.3 til anvendelse for ekstra sikringsforanstaltninger på Nørrebro Vænge.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2011
Indstillingen blev godkendt ved mødets start.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 10. januar 2012
Indstillingen blev anbefalet.