Mødedato: 09.12.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forhøjelse af beløbsgrænse for administrativ godkendelse af sager om tillægskøbesum og erstatningstilbud

Se alle bilag
Det skal godkendes, at beløbsgrænsen for Økonomiforvaltningens bemyndigelse til at godkende erstatningstilbud og indgå aftaler om indbetaling af tillægskøbesum ved merbebyggelse forhøjes fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at beløbsgrænsen for den af Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen overdragede kompetence til at godkende erstatningstilbud og sager om tillægskøbesum ved merbebyggelse på, eller ændret anvendelse af, de af kommunen tidligere solgte ejendomme hæves fra 500.000 kr. til 1.000.000 kr.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen bemyndigede i 2000 Økonomiforvaltningen til at godkende erstatningstilbud og indgå aftaler om tillægskøbesum indenfor beløb på 500.000 kr.

Københavns Kommunes ejendomme bliver af og til berørt ved etablering af diverse anlæg, såsom metroarbejder, ledningsarbejder og anlæg af veje mv. I den forbindelse skal kommunen helt eller delvist afstå arealer eller acceptere pålæg af servitutter til sikring af disse anlæg, hvorved kommunens anvendelsesmuligheder af ejendommene begrænses. Sådanne ekspropriative indgreb berettiger som regel kommunen til erstatning.

Herudover har Københavns Kommune igennem mere end 100 år ved salg af grunde tinglyst servitutter om tillægskøbesum ved ændret eller udvidet udnyttelse af den solgte ejendom, i forhold til det på salgtidspunktet forudsatte. I forbindelse med renoverings- og moderniseringsarbejder på sådanne ejendomme sker det til tider, at etagearealet udvides, og der derfor skal betales et mindre beløb i tillægskøbesum.

Løsning

For såvel aftaler om erstatningstilbud og tillægskøbesum er der tale om sagsområder med stor praksis og ensartethed i beregning og dermed fastsættelsen af erstatning/betaling til Københavns Kommune.

Med henblik på administrativt at forenkle behandlingen af disse sagsområder har Borgerrepræsentationen i 1997 givet Økonomiforvaltningen bemyndigelse til at godkende sager om erstatningstilbud og tillægskøbesum indenfor et beløb af 100.000 kr. I 2000 blev denne beløbsgrænse hævet til 500.000 kr., jf. bilag 1. Beløbsgrænsen er ikke reguleret siden. Bemyndigelsen er senest videreført i delegationssagen godkendt af Borgerrepræsentationen den 6. februar 2014 (dagsordenspunkt 3, bilag 5, punkt 15).

Da ejendomspriserne er steget siden 2000, er det Økonomiforvaltningens opfattelse, at beløbsgrænsen bør hæves til 1.000.000 kr., hvilket vil forenkle sagsbehandlingen og reducere antallet af småsager til godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.


Bjarne Winge                      /  Per Justesen

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Forhøjelse af beløbsgrænse for administrativ godkendelse af sager om tillægskøbesum og erstatningstilbud

Økonomiudvalgets beslutning den 9. december 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top