Mødedato: 09.10.2007, kl. 15:15

Beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2006

Se alle bilag

Beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2006

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 9. oktober 2007

 

 


J.nr. ØU 360/2007

 

1. Beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2006

Revisionsdirektoratet har udbedt sig Økonomiudvalgets stillingtagen til:

1) Den del af revisionsberetningen, der angår Økonomiudvalgets forvaltning.

2) De områder, hvor Økonomiforvaltningen har en koordinerende rolle i forhold til andre forvaltninger.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget,

1.                  at Økonomiudvalget tager revisionsberetningen for regnskabsåret 2006 til efterretning for den del, der angår Økonomiudvalget s forvaltning,

 

2.                  at Økonomiudvalget tiltræder, at bilag 1 afgives og fremsendes som besvarelse af revisionsberetningen for regnskabsåret 2006.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. oktober 2007:

Indstillingen blev godkendt.

Carl Christian Ebbesen (O) afgav følgende protokolbemærkning:

"Dansk Folkeparti mener, at Økonomiforvaltningen bør være en foregangsforvaltning. Der bør ikke være anmærkninger i forhold til Økonomiforvaltningen."

Økonomiudvalgets øvrige medlemmer tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Revisionsdirektør Jan Christensen redegjorde inden udvalgets behandling for sagen.

 

Problemstilling

Revisionsdirektoratet (RD) har den 14. september 2007 afgivet beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2006.

 

Økonomiudvalget (ØU)behandlede og godkendte tidligere den 11. september 2007 høringssvar på Revisionsdirektoratets revisionsprotokollat 2/2006 vedrørende Økonomiforvaltningens (ØKF) årsregnskab (ØU 303/2007 – bilag 2). ØKF har ingen yderligere bemærkninger til den del af revisionsberetningen, der angår Økonomiforvaltningen.

 

Hvad angår de områder, hvor ØU har en koordinerende rolle i forhold til andre udvalg, har Økonomiforvaltningen kommentarer, der opdeles i 2 kategorier:

1.      Bemærkninger til revisionsberetningen

2.      Risikoområder i 2007

 

Løsning

Bemærkninger til revisionsberetningen

1.      I ØU, Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), Socialudvalget (SUD), Teknik- og milj øudvalget (TMU) og i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) er der problemer med uafstemte statuskonti, som udgør en risiko for regnskabet i følgende år. RD gør med rette opmærksom på, at dette forhindrer, at der kan vises et retvisende billede af regnskabet. Udvalgene tilkendegiver, at det fremadrettet sikres, at der sker den påkrævede afstemning. ØKF er enig i nødvendigheden af dette og vil understrege dette i regnskabscirkulæret.

 

2.      Der er problemer med udarbejdelse og anvendelse af de retningslinjer og forretningsgange, som ifølge kasse- og regnskabsregulativet skal foreligge og efterfølges. Dette gælder for samtlige udvalg i kommunen. Der bør sættes fokus på, at disse i fremtiden holdes ajour, er relevante og er medarbejderne bekendte. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med organisationsændringer. ØKF mener, at god økonomistyring skal kunne bygge på klare og hensigtsmæssige regler, som den enkelte medarbejder kan forstå og efterfølge.

 

3.      Anlægskartoteket er i SUD og i Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) ikke kvalitetssikret tilstrækkeligt, hvilket kan påvirke det omkostningsbaserede regnskab og kommunens balance som helhed. ØKF opfordrer alle forvaltninger til, at der arbejdes på at finde en løsning. Anlægsregnskaber skal aflægges korrekt og rettidigt. Specielt i lyset af de omfattende anlægsprojekter der igangsættes i de kommende år.

 

4.      RD ser ikke den af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) foretagne hensættelse på 60 mio. kr. til finansiering af et evt. refusionstab på sygedagpengeområdet som "i overensstemmelse med kommunens regnskabspraksis", jf. s. 604. BIU bemærker, at begrundelsen for denne hensættelse var at tegne et så retvisende billede som muligt i regnskabet. ØKF er enig i BIUs bemærkning. Det bør overvejes at inddrage revisionen i, hvordan lignende situationer skal håndteres i fremtiden.

 

5.      RD kræver, at forvaltningerne skal anmode om tillægsbevillinger (BIF, TMF, SOF), når der viser sig et forventet merforbrug, jf. s. 219, s. 336 og s. 514. ØKF er enig i, at de gældende bevillingsregler og den kommunale styrelseslov skal overholdes. ØKF skal i den forbindelse understrege, at det er udvalgenes ansvar at overholde de vedtagne budgetter og anvise kassemæssig dækning for evt. merforbrug gennem korrigerende foranstaltninger.

 

6.      RD har kritiseret den sene indsendelse af ledelseserklæringer, f.eks. fra ØKF og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF). ØKF mener ikke, at dette udgør en regnskabsmæssig risiko på lige fod med kontrolsvigt eller bogføringsfejl, da den pågældende periode er afsluttet og ikke længere kan påvirkes. ØKF finder dog, at ledelseserklæringen er et værdifuldt redskab, som skal tages alvorligt, da den både sætter et tydeligt fokus på ledelsens ansvar for regnskabets korrekthed og bidrager til at gøre regnskabsaflæggelsen mere sammenlignelig med den private sektor.

 

7.      Der kan også i SOF identificeres risikoområder i forbindelse med manglende styring. RD påpeger, at fejlandelen i sagsbehandlingen er for høj, specielt på kontanthjælpsområdet. Samtidigt er kontrolintensiteten, målt i antallet af udførte ledelsestilsyn, faldet fra 2005 til 2006. Det er uklart, hvad disse sagsbehandlingsfejl koster kommunen. Revisionens bemærkninger giver ikke anledning til yderligere bemærkninger fra ØKF.

 

8.      Prisfastsættelsen på hjemmeplejeområdet, som er omfattet af fritvalgsordningen, har været præget af problemer med omkostningskalkulationen. Dette gælder både for SOF og for SUF. Der vil evt. skulle ske efterbetaling til private leverandører, hvis det viser sig, at beregningerne ikke er foretaget på korrekt vis. Revisionens bemærkninger giver ikke anledning til yderligere bemærkninger fra ØKF

 

Risikoområder i 2007

Fremadrettet kan det med udgangspunkt i beretningen og den seneste regnskabsprognose pr. august konstateres, at der er flere risikoområder for kommunen. Disse er beskrevet nærmere i bilag 1 og vedrører:

·        Økonomistyringen i Børne- og Ungdomsforvaltningen 

·        Hjemmeplejeområdet

·        Børnefamilier med særlige behov

·        Sygedagpengeområdet

·        Sundhedsområdet

·        Parkering København

 

Opfølgning

ØKF følger ovenstående risikoområder tæt i forbindelse med budgetopfølgningen og er i dialog med de enkelte forvaltninger omkring nødvendige tiltag. Det er målet, at væsentlige afvigelser bliver opdaget tidligt, så det er muligt hurtigere at gribe ind og træffe nødvendige foranstaltninger.

 

ØU har desuden senest på budgetseminaret i august drøftet, hvordan behovet for at styrke økonomistyringen i Københavns Kommune kan imødekommes. ØKF har i den forbindelse præsenteret en række tiltag der er iværksat, og som har til formål at forbedre kommunens økonomistyring, jf. bilag 4. En væsentlig del af disse tiltag indgår i budgettet for 2008.

 

Tiltagene vedrører bl.a.:

·        Styrket intern kontrol gennem etablering af en intern revision

·        Fælles uddannelse for økonomimedarbejdere i Københavns Kommune

·        Hurtigere regnskabsprognoser til udvalgene

·        Nyt budgetmodul

·        Fælles ledelsesinformation

 

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Opfølgning af aktiviteter og opgaver relateret til revisionsberetningen 2006 sker fortløbende i ØKF. ØU vil i januar 2008 blive orienteret om status på ØKFs opfølgning på revisionsberetningen.

 

Bilag

1.      Besvarelse til Beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2006, ØU, sep. 2007.

2.      Beslutningsprotokol (ØU 303/2007) vedr. "Besvarelse af revisionsprotokollat 2/2006, vedr. ØKF", ØU, september 2007.

3.      Oversigt over tiltag vedr. "Styr på økonomien", ØKF, sep. 2007.

 

 

         Claus Juhl                                                             /Bjarne Winge

 

 


 

Til top