Mødedato: 09.10.2001, kl. 15:00

Vedrørende KL's forslag til omlægning af den fælleskommunale kursusvirksomhed

Vedrørende KL's forslag til omlægning af den fælleskommunale kursusvirksomhed

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. oktober 2001

 

 

J.nr. ØU 276/2001

 

8. Vedrørende KL's forslag til omlægning af den fælleskommunale kursusvirksomhed

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tiltræder,

  • at Københavns Kommune – som en konsekvens af KL's bestyrelses principbeslutning om et en-strenget system for den kommunale kursusvirksomhed – accepterer, at der etableres et Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK) med en københavnsk bestyrelsespost, og
  • at Københavns Kommune arbejder for fortsat at kunne udbyde og afvikle kommunomkurser i københavnsk regi og for at indgå en samarbejdsaftale mellem COK og Københavns Kommunes Kursuscenter.

 

RESUME

KL's bestyrelse har truffet principbeslutning om et en-strenget system for den fælleskommunale kursusvirksomhed med etablering af et Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK). Hermed sammenlægges den kursusvirksomhed, der i dag udbydes af kommuneforeningerne, Den Kommunale Højskole og Dansk Kommunalkursus.

Forslaget er sendt til høring, og der er taget kontakt til relevante parter, herunder Københavns Kommune.

Hensigten med forslaget er at effektivisere og professionalisere den fælles uddannelsesindsats.

Forslaget berører direkte Københavns Kommune, dels for så vidt angår kommunens repræsentation i Den Kommunale Højskoles bestyrelse, dels for så vidt angår den københavnske kommunomafdeling.

Forslaget indebærer, at Københavns Kommune bibeholder sin hidtidige repræsentation med en bestyrelsespost i COK.

Økonomiforvaltningen finder det vigtigt at påvirke processen, så der skabes mulighed for fortsat at udbyde og afvikle kommunomkurser i københavnsk regi. Endvidere bør der arbejdes for at indgå en samarbejdsaftale mellem den foreslåede nye centrale enhed "Center for Offentlig Kompetence" og Københavns Kommunes Kursuscenter.

SAGSBESKRIVELSE

KL's bestyrelse har, dels for at kommunernes uddannelsesvirksomhed kan imødekomme det øgede efterspørgselsbehov, dels for at virksomheden skal stå bedre rustet i konkurrencen med private kursusudbydere, truffet principbeslutning om et en-strenget system for den fælleskommunale kursusvirksomhed.

Den kommunale kursusvirksomhed står over for store udfordringer, der er svært håndter- bare for de eksisterende enkelte enheder. Der er samtidig behov for en kursusvirksomhed, hvor kommunernes efterspørgsel er styrende for kursusudbudet og kursusformen. En sammenlægning vil betyde nye muligheder for, at kommunerne også fremover kan sætte dagsordenen for de ansattes efter- og videreuddannelse.

KL's bestyrelse foreslår derfor, at der – ved en politisk, administrativ og økonomisk sammenlægning af den kursusvirksomhed, der i dag udbydes af kommuneforeningerne, Den Kommunale Højskole og Dansk Kommunalkursus – etableres et Center for Offentlig Kompetence (COK). Der skal hertil knyttes et antal regionale afdelinger.

COK skal som udgangspunkt forestå og omfatte følgende aktiviteter:

  • Den Kommunale Højskoles kursus- og efteruddannelsesprogram for politikere og ansatte i kommuner og amter.
  • Øvrige kursus- og uddannelsesaktiviteter, som kommuneforeningerne i dag forestår.
  • Kommunomuddannelsen og efteruddannelser i tilknytning hertil.

Herudover skal centret forestå KL's kursusaktiviteter for politikere og ansatte i kommunerne.

KL's bestyrelse foreslår videre, at den politiske ledelse af det nye center varetages af en bestyrelse, der bygger på den nuværende sammensætning af bestyrelsen for Den Kommunale Højskole (KL: 6 repræsentanter, ARF: 3 repræsentanter, Københavns og Frederiksberg Kommune: hver 1 repræsentant).

Københavns Kommune vil dermed bibeholde sin hidtidige repræsentation (p.t. Henrik Morgen, MB).

Københavns Kommune har p.t. ét af de på landsplan etablerede 25 kommunomkurser. Kurset udbydes og afvikles på Københavns Kommunes Kursuscenter (KKK). Den nuværende struktur indebærer således mulighed for et selvstændigt råderum i relation til

  • kursusindhold
  • planlægning
  • undervisere

og dermed udbud og afvikling af kommunomkurser tilpasset københavnske forhold.

Det er vigtigt at bevare denne mulighed.

Det er endvidere vigtigt, at der skabes mulighed for, at KKK – ud over egen udvikling af kurser – f.eks. via en samarbejdsaftale kan afvikle kurser udviklet af COK mod betaling.

Økonomiforvaltningen har generelt forståelse for behovet for en styrkelse af den fælleskommunale kursusvirksomhed som foreslået med henblik på at matche den konkurrence, der opleves fra private kursusudbydere. Derfor finder forvaltningen det vigtigt at medvirke i processen med henblik på at varetage de københavnske interesser og behov.

Økonomi

COK's indsats sker inden for den nuværende økonomiske ramme, hvorfor der ikke umiddelbart er forbundet udgifter med nyorganiseringen.

Høring

KL har sendt forslaget til høring i Kommuneforeningernes bestyrelse, Landsbestyrelsen for Dansk Kommunalkursus og bestyrelsen for Den Kommunale Højskole.

Samtidig har KL udover til Københavns Kommune – taget kontakt til Amtsrådsforeningen og Frederiksberg Kommune, der begge har tilkendegivet, at de vil forelægge forslaget politisk med anbefaling om at tilslutte sig KL's principbeslutning.

Andre konsekvenser

-

BILAG

-

 

 

Erik Jacobsen

/Hans Simmelkjær

Til top