Mødedato: 09.08.2005, kl. 15:00

Trafiksanering - Ravnsborggadekvarteret (Bygge- og Teknikudvalget)

Trafiksanering - Ravnsborggadekvarteret (Bygge- og Teknikudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. august 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 292/2005

 

 

15.                Trafiksanering - Ravnsborggadekvarteret (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gennemføres et projekt til trafiksanering i Ravnsborggadekvarteret, med bump, indsnævringer, overkørsler og at området gøres til en 40 km/t zone. Der anlægges en "rollatorrute" ad Ravnsborggade til Nørrebrogade og ad Sortedams Dosseringen

at  der gives en tillægsbevilling under Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) på 0,7 mio. kr.

 

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2005

Anbefalet

< p class=MsoNormal> 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog bemærkes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med sagen afholdes indenfor Bygge- og Teknikudvalgets egen ramme"

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget godkendte på sit møde den 23. februar 2005 (BTU 114/2005), at trafiksanering af Ravnsborggade gennemføres med følgende bemærkninger:

Forvaltningen skal foranstalte hastighedsmålinger med henblik på senere at forelægge udvalget en vurdering af muligheden for en 40 km-hastighedszone i kvarteret.

Projektet skal omfatte "rollatorruten", og hertil gives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. til gennemførelse af projektet under Vej & Parks anlægsramme (konto nr. 2.22.3, vejanlæg).

Forvaltningen har nu konkretiseret Bygge- og Teknikudvalgets supplerende beslutning. Trafiksanering af Ravnsborggadekvarteret omfatter herefter følgende, jf. bilag 1:

-         Etablering af 40 km zone i overensstemmelse med "Hastighedsplan for København" i kvarteret afgrænset af Blegdamsvej/Fælledvej, Nørrebrogade, Fredensgade og søerne.

-         Trafiksanering af Ravnsborggade og Ryesgade mellem Nørrebrogade og Læssøesgade.

-         Anlæg af "rollatorrute" på Ryesgade og Ravnsborggade mellem Læssøesgade og Nørrebrogade, på Nørrebrogade mellem Ravnsborggade og Sortedam Dossering samt på Sortedam Dossering mellem Nørrebrogade og Sankt Hans Gade.

Det samlede projekt er vurderet til at koste 2,1 mio. kr. Da der i forbindelse med behandlingen af projektet i februar 2005 blevet givet en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr., søges der med nærværende indstilling en tillægsbevilling på 0,7 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme konto 2.22.3 (Vejanlæg).

Projektet finansieres af "Puljen trafik og nye boligområder" fra budgetforlig 2003. Da der i den reserverede pulje til trygheds- og trafiksikkerhedsfremmende formål (28,8 mio. kr. puljen) er et mindreforbrug på 1,5 mio. kr. på projekterne Englandsvej, Irlandsvej (BTU 139/2005) og Dyvekeskolen (nærværenden udvalgsmøde) vil de 1,2 mio. kr. til Ravnsborggade kunne afholdes indenfor den givne ramme.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 4. december 2002 (BTU 594/2002) vedtog BTU, at BTF skulle udarbejde projektforslag til trafiksanering af Ravnsborggadekvarteret.

Den 25. august 2004 (BTU 390/2004) godkendte BTU, at det af BTF udarbejdede projektforslag kunne sendes i høring i lokalområdet.

Efter høringsperiodens udløb godkendte BTU den 23. februar 2005 (BTU 114/2005), at projektforslaget kunne gennemføres suppleret med anlæg af en "rollatorrute" og en vurdering af muligheden for en 40 km-hastighedszone.

 

Uddybning af indstilling

Trafiksanering af Ravnsborggadekvarteret omfatter herefter følgende, jf. bilag 1:

Læssøesgade mellem Blegdamsvej og Ryesgade

Anlæg af et 40 km bump.

Ravnsborggade/Ryesgade mellem Nørrebrogade og Læssøesgade

Anlæg af tre 40 km bump. Etablering af "rollatorruten" medfører ændrede vigepligtsforhold på Ryesgade ved Læssøesgade. Derfor er der lagt et ekstra 40 km bump umiddelbart vest for Læssøesgade.

Anlæg af "rollatorruten" i sydsiden omfatter etablering af overkørsler i niveau med eksisterende fortov ud for alle 4 sideveje. Yderligere skal der i eksisterende brostensbelagte private overkørsler optages brosten, der erstattes af gangvenlige bordursten.

Anlæg af tre fortovsudvidelser i nordsiden ved Sankt Hans Gade og Læssøesgade.

Nørrebrogade mellem Ravnsborggade og Sortedam Dossering

Etablering af "rollatorruten" i østsiden omfatter optagning af brosten, der erstattes af bordursten i eksisterende private overkørsler.

Sortedam Dossering

Anlæg af fortovsudvidelser umiddelbart øst for Nørrebrogade. Formålet er at signalere 40 km zonens start/ophør.

Anlæg af "rollatorruten" i nordsiden omfatter etablering af en overkørsel i niveau med eksisterende fortov ud for Ravnsborg Tværgade. Den tidligere foreslåede midterhelle i dette kryds udgår derfor, jf. bilag 2. Yderligere skal der i eksisterende brostensbelagte private overkørsler optages brosten, der erstattes af gangvenlige bordursten.

Indsnævring af eksisterende kørebane ud for Ravnsborg Tværgade samt ændring af retningen på eksisterende skråparkering mellem Ravnsborg Tværgade og Sankt Hans Gade. Dette for at tydeliggøre ensretningen på strækningen, som ifølge borgerne bliver overtrådt jævnligt.

Generelt om "rollatorruten"

Etablering af "rollatorruten" omfatter ikke omlægning af eksisterende fortove mellem sideveje, idet forvaltningen har vurderet, at eksisterende fortove er i en acceptabel stand. Dog skal det understreges, at der på strækningen er en del render på tværs af fortove, der leder regnvand fra tagnedløb ud til rendesten. Forvaltningen vurderer, at den relative store udgift til rørlægning af render på tværs af fortove ikke står i forhold til den gene renderne måtte påføre brugere af rollatorer.

 

 

Økonomi

Anlægsarbejdernes realisering beløber sig overslagsmæssigt til 2,1 mio. kr. ekskl. moms.

 

Der er til projektet givet en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr.. Der søges med nærværende indstilling en tillægsbevilling på 0,7 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme konto 2.22.3 (Vejanlæg).

Årsagen til at projektet ikke kan gennemføres for de forventede 1,4 mio. kr. skyldes at rollatorruten kræver større omlægninger end oprindeligt forventet. Der er således på grund af ændret vigepligtsforhold placeret et ekstra bump på Ryesgade og overkørslerne er omlagt og forsynet med gangvenlige bordure linier.

Projektet finansieres af "Puljen trafik og nye boligområder" fra budgetforlig 2003. Da der i den reserverede pulje til trygheds- og trafiksikkerhedsfremmende formål (28,8 mio. kr. puljen) er et mindreforbrug på 1,5 mio. kr. på projekterne Englandsvej, Irlandsvej (BTU 139/2005) og Dyvekeskolen (nærværende udvalgsmøde) vil de 1,2 mio. kr. til Ravnsborggade kunne afholdes indenfor den givne ramme.

Forvaltningen vurderer, at projektet ikke medfører øgede driftsudgifter
 

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positiv liste vedrørende miljøvurderinger af udvalgsindstillinger.

 

Det vurderes at indstillingens miljøpåvirkninger er positive i forhold til målsætningen om bæredygtigt og velfungerende transportsystem udtrykt i Kommuneplan 2001. ("Det er målet at sikre et velfungerende transportsystem med en væsentlig mindre miljøpåvirkning end i dag. Det betyder at det samlede biltrafikniveau ikke må stige og at det stigende trafikale behov tilgodeses med øget kollektiv trafik".)

 

Projektets gennemførelse forventes at reducere den gennemkørende trafik og i øvrigt reducere hastigheden, hvilke føre til en forbedring af det lokale miljø. Forslaget vurdere ikke at føre til væsentlig øget omvejskørsel.

 

Etablering af 40 km zone i boligområdet understøtter følgende målsætninger mht. trafiksikkerhed: "Målet for trafiksikkerheden i København er, at antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne inden udgangen af 2012 skal være reduceret med mindst 40 % i forhold til antallet i 1998" (Københavns Kommuneplan 2001). Et af midlerne til at nå dette mål er hastighedszoner i beboelsesområderne.

 

En anden målsætning mht. trafikudviklingen understøttes også af etableringen af hastighedszonen: "Hensigtsmæssig afvikling af den nødvendige biltrafik på de bedst egnede veje, således at befolkningen udsættes for den lavest mulige miljøbelastning." (Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005).

 

 

Høring

Politiet har været hørt i sagen og meddelt, at de overordnet ikke har bemærkninger. Endelig godkendelse hos politiet vil ske i forbindelse med udarbejdelse af detailprojekt.

Lokal Agenda Center 21 har haft projektet til udtalelse og er enig med forvaltningen om det fremlagte forslag, men har derudover ønsket, at der etableres bump i Ravnsborg Tværgade, bibeholdes helle i Ravnsborg Tværgade og etableres "rollatorrute" på tværs af Ravnsborggade.

Hastigheden i Ravnsborg Tværgade er reduceret ved anlæg af de to nye overkørsler, der fungerer som kraftige hastighedsdæmpende foranstaltninger. Et bump mellem de to overkørsler vil efter forvaltningens opfattelse være uden yderligere effekt, idet afstanden mellem de to overkørsler svarer til afstanden, der normalt vil være mellem bump.

Den i det oprindelige projekt foreslåede helle i Ravnsborg Tværgade er i det nye forslag erstattet af overkørslen. Overkørslen har samme effekt som hellen.

Det er forvaltningens vurdering, at det vil nedsætte trafiksikkerheden at føre "rollatorruten" på tværs af Ravnsborggade. Forvaltningen ønsker, at fodgængere - særligt børn - der skal krydse Ravnsborggade erkender ved en kantsten, at de skal være opmærksomme på den kørende trafik. Forvaltningen mener, af den grund at "rollatorruten" på tværs af Ravnsborggade etableres med ramper.

Vejdirektoratet skal godkende brugen af zonetavler for hvert område, hvor der skal etableres 40 km/t zoner. Denne godkendelse gælder for ét år ad gangen.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Nuværende skitseforslag

Bilag 2: Tidligere skitseforslag

 

Ole Bach

 

Til top