Mødedato: 09.06.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Omdisponering af midler til reparationer af rækværk og murværk på Langebro, Indre By/Amager Vest

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til omdisponering og frigivelse af midler til reparationer af rækværk og murværk på Langebro, der med fordel kan udføres samtidig med de vedtagne akutte reparationer af Langebro.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at bevillingen på 6,6 mio. kr. af de endnu ikke anvendte midler fra Bropakke 3a omdisponeres til reparationer af rækværk og murværk på Langebro som en tillægsbevilling til bevillingen ’Akut renovering af Langebro’, jf. økonomiafsnittet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,6 mio. kr. til renovering af rækværk og murværk på Langebro. De 6,6 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær Anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) besluttede den 24. februar 2020 at omdisponere 13 mio. kr. i anlægsmåltal i 2020 fra delreparationer på Langebro, herunder renovering af rækværk og murværk, til akutte reparationer af Langebro. Borgerrepræsentationen besluttede den 26. marts 2020 at omdisponere og frigive i alt 36,3 mio. kr. fra endnu ikke anvendte midler i bropakke 2a og 3a, jf. økonomiafsnittet, til de akutte reparationer af Langebro i 2020.

I forbindelse med Teknik og Miljøudvalgets behandling bad udvalget forvaltningen om frem mod overførelsessagen 2019-2020 at vurdere alle sikkerhedsaspekter ved en udskydelse af renovering af rækværk og murværk.

Forvaltningen vurderer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at udskyde renoveringen af rækværk og murværk. Men af hensyn til anlægsfordele og mindskning af anlægsgener for fremkommeligheden på Langebro anbefaler forvaltningen, at reparationer af rækværk og murværk på Langebro for 6,6 mio. kr. opstartes og gennemføres i 2020 i sammenhæng med de akutte reparationer, jf. løsningsafsnittet.

Løsning

De akutte reparationer af Langebro, som skal gennemføres i 2020, udgør hovedrenoveringsplanens fase A og den næste fase i planen, fase B, løber fra 2021-2025, jf. bilag 2.

Reparationer af Langebros rækværk og murværk er af forvaltningen ikke vurderet til at være akutte, og de indgår derfor ikke i de akutte reparationer. Reparationerne af rækværk og murværk er tiltag, som er en del af hovedrenoveringsplanen fase B11 og B12, jf. bilag 2.

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets anmodning om at revurdere udskydelsen af reparationer af rækværk og murværk – og på grund af annullering af anlægsloftet i 2020 (ØU 31. marts 2020) - vurderer forvaltningen, at det er hensigtsmæssigt at gennemføre reparationer af rækværk og den del af murværket på ramperne, som er nødvendig at skifte i forbindelse med rækværket, i sammenhæng med udskiftning af kunststofbelægningen, som er en af de akutte reparationer, jf. A3 i bilag 2. Ved at gennemføre reparation af rækværk og murværk i forbindelse med udskiftning af kunststofbelægningen undgås det, at den nyetablerede belægning skal brydes op langs rækværket for at udskifte dette efterfølgende.

Forvaltningen vurderer, at en senere udførsel af renovering af rækværk og dele af murværket fortsat vil være sikkerhedsmæssig forsvarlig; men det vil kunne betyde, at der skal sikres yderligere med autoværn, hvilket kan få betydning for fremkommeligheden særligt på fortov og cykelsti.

Økonomi

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 26. marts 2020 omdisponering og frigivelse af midler til akutte reparationer af Langebro for i alt 36,3 mio. kr. Reparationer af rækværk og murværk på Langebro beløber sig til 6,6 mio. kr. (2020 p/l). Med denne indstilling anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen at midlerne omdisponeres fra de endnu ikke anvendte midler fra Bropakke 3a til reparationer af rækværk og murværk på Langebro, jf. tabel 1. Bevillingen gives som en tillægsbevilling til bevillingen ’Akut renovering af Langebro’ (BR 26. marts 2020).

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2020 p/l)

Varig?
ja/nej

2020

1.

TMU

2000 – Ordinær anlæg
(Bropakke 3a)

2.28.23.3

U

-6.600

Nej

1.

TMU

2000 – Ordinær anlæg

(Akut renovering af Langebro)

2.28.23.3

U

6.600

Nej

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
 

De 6,6 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. tabel 2.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2020 p/l)

2020

TMU

Akut renovering af Langebro

2000 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

6.600

I alt

-

-

-

6.600

Omdisponering fra bropakker til aktuelle renoveringer af Langebro

I indstillingerne for Teknik- og Miljøudvalgets genopretningsramme 2017 (BR 6. februar 2014) og Genopretningsramme 2018 (30. april 2015), kaldet henholdsvis bropakke 2a og 3a, frigav Borgerrepræsentationen hhv. ca. 97 mio. kr. til renovering af seks broer og 70 mio. kr. til renovering af tre broer. I begge indstillinger indgår Langebro som et ’bufferbygværk’, hvor overskydende midler fra de øvrige bygværker i indstillingerne kan anvendes til delreparationer, herunder reparation af skader på murværk, rækværker samt fugtsikring og udskiftning af fuger.

Med hensyn til bropakke 3a, som der anbefales omdisponeret fra med nærværende indstilling, var de 70 mio. kr. fordelt med hhv. 44 mio. kr. til kajanlæg ved Christian IV’s bro (mod syd), 12 mio. kr. til Prinsens bro og 14 mio. kr. til delreparationer af Langebro. Af dette budget var 29 mio. kr. (41%) afsat til risikohåndtering.

Renoveringerne af Prinsens bro og Christian IV’s bro er gennemført, og der har været et mindreforbrug på ca. 27 mio. kr. til kajanlægget ved Christian IV’s bro, da denne var i væsentligt bedre stand end forventet. Hovedparten af delreparationerne af Langebro, herunder af renovering af rækværk og murværk, er ikke gennemført, men der var prioriteret 13 mio. kr. til gennemførslen heraf i 2020 (TMU 16. december 2019).

På baggrund af forvaltningens særeftersyn af Langebros tilstand i efteråret 2019 og deraf følgende indstilling godkendte Borgerrepræsentationen den 26. marts omdisponering for i alt 36,6 mio. kr. fra ikke anvendte midler i bropakke 2a og 3a til de akutte reparationer af Langebro. Der er dog stadig uforbrugte midler fra bropakke 3a, der kan dække den aktuelle omdisponering, uden at der kommer til at mangle midler til andre projekter i bropakken senere hen.

Flytning af midler mellem projekter i samme bropakke er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 22. maj 2014, hvor de første fire brobevillinger blev samlet i én pakke med henblik på at sikre en robust budgetmodel for genopretning af byens broer og andre bygværker.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil reparationer af rækværk og murværk blive udført i sammenhæng med de akutte reparationer af Langebro i 2020. Forvaltningen vender retur til forhandlingerne om Budget 2021 om hovedrenoveringsplanens fase B.

 

Søren Wille                                      /Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at bevillingen på 6,6 mio. kr. af de endnu ikke anvendte midler fra Bropakke 3a omdisponeres til reparationer af rækværk og murværk på Langebro som en tillægsbevilling til bevillingen ’Akut renovering af Langebro’, jf. økonomiafsnittet.
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,6 mio. kr. til renovering af rækværk og murværk på Langebro. De 6,6 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær Anlæg, jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. maj 2020

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 36: Omdisponering af midler til reparationer af rækværk og murværk på Langebro, Indre By/Amager Vest (2020-0086972)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top