Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 - diæter og frister
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til diæter til tilforordnede vælgere og valgstyrere og til fristen for at brevstemme i eget hjem ved kommunal- og regionsrådsvalget 2021.Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at diæterne til tilforordnede og valgstyrere ved kommunal- og regionsrådsvalget 2021 fastsættes som beskrevet i løsningen,
- at der fastsættes en diæt til valgstyrerformanden for dennes inspektion af valgstedet dagen før valget som beskrevet i løsningen,
- at fristen for at brevstemme i eget hjem fastsættes til kl. 18 tolv dage før valgdagen.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Valgbestyrelsen godkendte på møde den 6. februar 2020 de tre indstillingspunkter. På den baggrund skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om der skal udbetales diæter og i så fald størrelsen på diæter til tilforordnede vælgere og valgstyrere, der bidrager til opgaveløsningen i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget 2021.
På baggrund af en henvendelse fra en valgstyrerformand foreslås det, som noget nyt, at der også udbetales en diæt til valgstyrerformændene for deres deltagelse i inspektionen af valgstedet dagen før valgdagen.
Borgerrepræsentationen skal endvidere tage stilling til fristen for at ansøge om at brevstemme i eget hjem for vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan stemme på valgdagen.
Løsning
Diæter til tilforordnede og valgstyrere
Det følger af kommunal- og regionalvalgloven, at Borgerrepræsentationen beslutter, om der udbetales diæt, og at Borgerrepræsentationen beslutter størrelsen på diæten. Diæten er fastsat i den kommunale styrelseslov. Heraf følger det, at diæten udgør 435 kr. i 2021 og det dobbelte, hvis hvervet varer over fire timer. Diæterne kan dog pr. dag højst udgøre det femdobbelte af det diætbeløb, som, i henhold til reglerne i lov om kommunernes styrelse, er fastsat for møder af ikke over fire timers varighed.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at diæterne fastsættes i overensstemmelse med diæten fastsat i den kommunale styrelseslov og i overensstemmelse med praksis hidtil:
- 435 kr. for indhentning af brevstemmer i eget hjem og i alt 870 kr., hvis opgaven tager over fire timer
- 435 kr. for deltagelse i brevstemmemødet
- 870 kr. for deltagelse fra om morgenen og indtil valghandlingen er afsluttet
- 1.305 kr. for deltagelse fra om morgenen og indtil optællingen af stemmerne er afsluttet
- 435 kr. for deltagelse fra kl. 19.30 og indtil optællingen af stemmerne er afsluttet
- 100 kr. i timen, hvis optællingen fortsætter efter kl. 00.00, dog maks. 500 kr. i alt
Eventuel diæt for valgstyrerformandens deltagelse i inspektion af valgstedet dagen før valgdagen
Diæten for valgstyrerformandens deltagelse i inspektion af valgstedet fastsættes som følger:
- 435 kr. for inspektion af valgstedet dagen før valgdagen
Frist for at ansøge om at brevstemme i eget hjem
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at fristen for at ansøge om at brevstemme i eget hjem fastsættes til kl. 18 tolv dage før valgdagen, som er den frist, som er angivet i kommunal- og regionalvalgloven. Det fremgår af loven, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte en senere frist.
Brevstemmeafgivning i eget hjem er en ressourcekrævende opgave. Af hensyn til planlægningen af opgaven og ikke mindst for at kunne give vælgerne besked i god tid om, hvornår de skal stemme, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen, at det ikke vil være praktisk muligt at fastsætte en senere frist for ansøgningstidspunktet.
Økonomi
Udgiften til diæter indgår i budgettet for kommunal- og regionsrådsvalget 2021.
Videre proces
Forvaltningen implementerer Borgerrepræsentationens beslutning.
Mette Touborg /Merete Evers Dewilde
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at diæterne til tilforordnede og valgstyrere ved kommunal- og regionsrådsvalget 2021 fastsættes som beskrevet i løsningen,
- at der fastsættes en diæt til valgstyrerformanden for dennes inspektion af valgstedet dagen før valget som beskrevet i løsningen,
- at fristen for at brevstemme i eget hjem fastsættes til kl. 18 tolv dage før valgdagen.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 10. marts 2020
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.
Der blev begæret afstemning om indstillingens 2. at-punkt.
Et flertal (Tue Hækkerup, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Lars Georg Jensen og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingens 2. at-punkt.
Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.
Indstillingens 2. at-punkt blev således godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 3. at-punkt.
Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance ønsker at fastholde diæterne på deres nuværende niveau."
Beslutning
Dagsordenspunkt 29: Kommunal- og regionsrådsvalg 2021 - diæter og frister (2019-0333827)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.