Mødedato: 09.06.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Ønske fra IBOS om at blive selvejende virksomhed

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Dansk Blindesamfund og Bestyrelsen for Institut for Blinde og Svagsynede (IBOS) ønsker en omdannelse fra kommunal institution til selvejende virksomhed uden driftsoverenskomst. Der skal træffes en principbeslutning om, hvorvidt Københavns Kommune støtter dette ønske.  

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende model 1 vedr. fremtidig drift af Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS).

Model 1: Socialforvaltningen opstarter en proces med henblik på, at IBOS omdannes til selvejende institution. Socialforvaltningen udarbejder en kontrakt med IBOS uden forudgående udbud. Det er en betingelse for IBOS’ omdannelse til selvejende institution, at Lov om Specialundervisning ændres, så forsyningsforpligtelsen for det landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende ikke længere påhviler Københavns Kommune. Socialforvaltningen vil til overførselssagen for 2019-2020 udarbejde budgetnotat til dækning af de forventede afledte udgifter i forbindelse med, at IBOS omdannes til selvejende institution.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget noterer sig, at Socialforvaltningen siden behandlingen af sagen i Socialudvalget har udarbejdet et notat om de økonomiske konsekvenser af sagen. Konsekvenserne fremgår af notatet, som vedlægges sagen ved Økonomiudvalgets behandling.

Økonomiudvalget noterer sig, at omdannelsen kræver en lovændring, og at det på nuværende tidspunkt ikke er klart om og hvornår denne vil træde i kraft. Økonomiudvalget noterer sig ligeledes, at omdannelsen af IBOS indebærer merudgifter til udbetaling af feriepenge, istandsættelse af lejemål og juridisk rådgivning.

Økonomiudvalget bemærker, at såfremt der ikke anvises finansiering til merudgifterne ved de kommende budgetforhandlinger skal eventuelle merudgifter afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

IBOS er et nationalt kompetence- og rehabiliteringscenter for mennesker med nedsat syn i Københavns Kommune forankret i Borgercenter Handicap. IBOS løser også visse opgaver for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Endvidere varetager IBOS en national opgave om at levere et landsdækkende tilbud om undervisning til borgere med nedsat syn. IBOS’ aktiviteter er nærmere beskrevet i bilag 1.

I juni 2017 rettede IBOS’ bestyrelse henvendelse til Socialforvaltningen med ønsket om at blive omdannet til en selvejende institution. Bestyrelsen har tilkendegivet, at de fortsat ønsker et tæt samarbejde med nuværende samarbejdspartnere, herunder Københavns Kommune. De ønsker fortsat at være landsdækkende, fastholde det faglige niveau og ikke hæve taksterne. I bilag 2 uddybes bestyrelsens ønske.

Socialforvaltningen ønsker en politisk principbeslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med en omdannelse af IBOS til selvejende virksomhed. En række problemstillinger er afdækket, men en række forhold skal stadig afklares forud for, at en omdannelse kan realiseres. For at kunne etablere en nærmere tidsplan er det imidlertid væsentligt at sikre, at der vil være politisk opbakning til en sådan omdannelse. Når alle forhold er afdækket, vil Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skulle tage endeligt stilling til en omdannelse.

Som led i sin virksomhed driver IBOS det landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende, der i lov om specialundervisning for voksne påhviler Københavns Kommune. Socialforvaltningen vurderer, at det er en nødvendig forudsætning for en omdannelse, at denne forpligtelse fjernes ved lovændring. Kommunen bør ikke have en lovmæssig forpligtelse, hvis kommunen ikke længere driver institutionen, der løfter opgaven. IBOS og Dansk Blindesamfund har løbende haft dialog med ministeriet. Det er aktuelt ved at blive afklaret, om undervisningsministeren er indstillet på at fremlægge et forslag til lovændring, som afløfter Københavns Kommune fra forpligtelsen. Socialforvaltningen har forstået ministeriet således, at en politisk principbeslutning i kommunen om tilslutning til IBOS’ omdannelse er en forudsætning for, at der kan udarbejdes lovforslag om ændring af ansvaret for forsyningsforpligtelsen.

Løsning

Model 1:

Socialforvaltningen har overfor IBOS tilkendegivet, at forvaltningen ikke har principielle indvendinger mod IBOS’ ønske om omdannelse. Det er dog en forudsætning, at Københavns Kommune ikke påføres yderligere udgifter, og der skal tages højde for Københavns Kommunes nuværende forpligtelser overfor ministerier og andre kommuner.

Københavns Ejendomme har tilbudt IBOS at få en lejeaftale vedr. de nuværende bygninger på Rymarksvej. Der udestår forhandling om den endelige leje. En eventuel lejeforhøjelse i forbindelse hermed kan blive afgørende for den videre proces.

Socialforvaltningen har med bistand fra advokatfirmaet Horten undersøgt, om IBOS’ opgaver skal sendes i udbud, eller om der kan indgås en kontrakt om løsning af opgaverne uden forudgående udbud, hvis IBOS omdannes. Hortens udtalelse er vedlagt som bilag 3.

Horten vurderer, at Københavns Kommune formentlig lovligt kan tildele en kontrakt til IBOS om levering af ydelserne til Københavns Kommune uden gennemførelse af udbud i forbindelse med omdannelsen af IBOS, forudsat at kontrakten indgås for en periode på 24-36 måneder. Det skyldes en vurdering af, at omdannelsen udgør hovedformålet med kontrakten, og at dette forhold gør, at der ikke samtidig skal gennemføres udbud af selve opgaven. Opgaven vil således skulle sendes i udbud på et senere tidspunkt.

Socialforvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at følge modellen, hvor opgaven ikke sendes i udbud i forbindelse med selve omdannelsen, og at der indrykkes en såkaldt profylaksebekendtgørelse. Modellen vil begrænse risici forbundet med leverance af ydelserne. Det bemærkes dog, at en tildeling af kontrakten uden udbud indebærer en øget procesrisiko, fordi der er mulighed for at andre kan klage over dette. En nærmere uddybning af denne risiko findes i bilag 1 og 3. Hvis Københavns Kommune i stedet for en direkte tildeling samtidig med udskillelsen af IBOS vælger at udbyde kontrakten efter udskillelsen, vil der lovligt kunne indgås en kontrakt med IBOS for en kortere periode, indtil udbuddet er gennemført.

Forvaltningen lægger op, at ydelserne (inkl. ydelserne på BIU’s område), uanset om der sker udbud som led i omdannelsen eller senere, udbydes samlet. IBOS har tilkendegivet kun at ville lade sig udskille, hvis der opnås sikkerhed for, at der efterfølgende foretages et samlet udbud af ydelserne. Et samlet udbud vil være lovligt, ligesom faglige og markedsmæssige hensyn taler for at købe alle ydelser ét sted. Modsat afskærer Københavns Kommune sig herved fra at udnytte evt. nye markedsmuligheder, der måtte vise sig i perioden indtil endelig udskillelse.

Det bemærkes for en god ordens skyld, at omdannelse af IBOS alt andet lige medfører en risiko for Københavns Kommune, idet taksterne ikke kan garanteres fastholdt på sigt, ligesom der ikke er sikkerhed for hvem, der byder og hvad de pågældende tilbyder.

Medarbejderne i IBOS er i dag ansat i Københavns Kommune. Hvis IBOS bliver selvejende skal medarbejderne virksomhedsoverdrages. HovedMED har den 25. februar 2020 tilkendegivet, at medarbejdersiden ikke har nogen principielle indvendinger imod forslaget. Medarbejderne ønsker en hurtig afklaring af, om IBOS bliver en selvejende virksomhed og er bekymrede for om der vil ske en forringelse af løn og ansættelsesvilkår efter virksomhedsoverdragelsen i forbindelse med udløbet af den kommunal overenskomst.

Model 2:

I model 2 fortsætter Socialforvaltningen uændret med at være driftsherre for IBOS, og IBOS løser fortsat den landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende.

Økonomi

Hvis Borgerrepræsentationen tilslutter sig omdannelsen IBOS til en selvejende institution vil flere udgifter skulle afholdes. Det er en forudsætning for Socialforvaltningen, at disse udgifter dækkes i overførselssagen for 2019-20. Udgifter omfatter:

  • Overførsel af optjente feriepenge på max. 7,5 mio. kr. i 2020-PL. (inkl. 6 ferieuge). Det konkrete beløb vil afhænge af datoen for overdragelse, og af hvor meget ferie medarbejderne på dette tidspunkt har afholdt.
  • Juridisk rådgivning vedr. omdannelsen hos ekstern advokat.
  • Eventuelle udgifter til istandsættelse i forbindelse med at Socialforvaltningen formelt fraflytter ejendommen på Rymarksvej, og IBOS som selvstændig institution overtager lejemålet

Aktuelt er to tjenestemænd ansat i IBOS. Disse bevarer deres ansættelsesforhold i Københavns Kommune og udlejes til IBOS. Der kan være en mindre økonomisk risiko ved, at ansættelsesforholdet i kommunen bevares. Risikoen er minimal, fordi de to medarbejdere vil kunne beskæftiges andet sted i Socialforvaltningen, såfremt IBOS ikke skulle ønske et lejeforhold.

Den selvejende institution overtager inventaret i det kommunale tilbud IBOS til vurderingsprisen. Der vil i forbindelse med omdannelsen blive lavet en aktuel vurdering af inventaret.

Socialforvaltningen afholder jf. lov om specialundervisning udgifter på ca. 3 mio. kr., der kan henføres til aktiviteter i henhold til beskæftigelsesindsatsen og som udgiftsføres på styringsområdet efterspørgselstyrede overførsler. Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen vurderer, at der fortsat er hjemmel til at afholde disse udgifter på efterspørgselstyrede overførsler, efter at IBOS overgår til selvejende virksomhed.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentation tilslutter sig, at IBOS kan omdannes, vil Socialforvaltningen arbejde videre med denne opgave. Socialforvaltningen vil samtidig i overførselssagen for 2019-2020 søge dækning for de udgifter, som en omdannelse vil betyde for forvaltningen. Herefter vil Socialforvaltningen afvente, at den nuværende lov om specialundervisning for voksne ændres eller varsles ændret af Undervisningsministeriet.

Når en sådan ændring fremsættes, vil Socialforvaltningen fremlægge indstilling om endelig beslutning vedr. omdannelsen for Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Dette forudsætter dog, at de fornødne økonomiske udgifter ved omdannelsen er blevet bevilget. Socialforvaltningen vil iværksætte udarbejdelsen af en samlet kontrakt med IBOS omfattende udskillelsen og levering af ydelser til Københavns Kommune, alternativt en kontrakt vedrørende udskillelsen, en kortvarig kontrakt om levering indtil afsluttet udbud samt udbud af ydelserne.

 

Nina Eg Hansen                                                     / Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

 

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende en af følgende modeller vedr. fremtidig drift af Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS),

Model 1: Socialforvaltningen opstarter en proces med henblik på, at IBOS omdannes til selvejende institution. Socialforvaltningen udarbejder en kontrakt med IBOS uden forudgående udbud. Det er en betingelse for IBOS’ omdannelse til selvejende institution, at Lov om Specialundervisning ændres, så forsyningsforpligtelsen for det landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende ikke længere påhviler Københavns Kommune. Socialforvaltningen vil til overførselssagen for 2019-2020 udarbejde budgetnotat til dækning af de forventede afledte udgifter i forbindelse med, at IBOS omdannes til selvejende institution.

 

Eller

 

Model 2: Socialforvaltningen fortsætter med at være driftsherre for IBOS, og IBOS løser fortsat det landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende.

 

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2020


Kontorchef Eva Stokbro Jensen og Vicekontorchef Mia Bjørnø deltog under punktets behandling.

 

Socialudvalget anbefalede overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende model 1.

 

Model 1 indebærer, at Socialforvaltningen opstarter en proces med henblik på, at IBOS omdannes til selvejende institution. Det er en betingelse for IBOS’ omdannelse til selvejende institution, at Lov om Specialundervisning ændres, så forsyningsforpligtelsen for det landsdækkende specialundervisningstilbud til blinde og svagtseende ikke længere påhviler Københavns Kommune.

Beslutning

Dagsordenspunkt 28: Ønske fra IBOS om at blive selvejende virksomhed (2019-0350725)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top