Mødedato: 09.06.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Bibeholdelse af taleklasserækken på Nyboder Skole

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Der skal tages stilling til hvorvidt implementeringen af beslutningen i Budget 2016 om at flytte taleklasserækken fra Nyboder Skole til Langelinieskolen skal sættes i bero.

Tidligere beslutninger

Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at implementeringen af beslutningen i Budget 2016 om at flytte taleklasserækken fra Nyboder Skole til Langelinieskolen sættes i bero.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Der er i Budget 2016 bevilget midler til at flytte taleklasserækken fra Nyboder Skole til Langelinieskolen. Flytningen af taleklasserækken skulle skabe ledig kapacitet på Nyboder Skole, som ifølge tidligere planer skulle udvides med ét spor. Behovet for udvidet kapacitet i området er imidlertid nedjusteret i den seneste prognose fra 2019. Der er dermed ikke længere behov for sporudvidelsen på Nyboder Skole, som er udskudt på ubestemt tid. Derfor skal der træffes beslutning om, hvorvidt taleklasserækken skal bibeholdes på Nyboder Skole eller flyttes over i de nye lokaler på Langelinieskolen.

På Langelinieskolen er der etableret lokaler, der egner sig til taleklasserækken som følge af beslutningen fra Budget 2016. De tilknyttede omkostninger er på 12,5 mio. kr. Hvis beslutningen bibeholdes, kræver det imidlertid yderligere finansiering. I Budget 2016 blev der bevilget midler til både flytning af taleklasserækken og etablering af 60 KKFO pladser på Langelinieskolen til taleklasserækkens børn. Bevillingen blev nedskrevet med 10 % ift. det der var vurderet nødvendigt i budgetnotatet, hvis taleklasserækken skulle flyttes og KKFO pladserne oprettes. Den afsatte bevilling har vist sig ikke at være tilstrækkelig og på nuværende tidspunkt er de 60 KKFO pladser endnu ikke blevet etableret. Det vil kræve yderligere finansiering, hvis taleklasserækken fortsat skal flyttes til Langelinieskolen, idet der dermed skal skabes flere KKFO pladser.

Anlægsbevillingen fra Budget 2016 omfattede ikke midler til anlæg af busholdeplads ved Langelinieskolen. Da børnene i taleklasserækken transporteres til skolen fra andre bydele, vil der være behov for at anlægge en busholdeplads ved Langelinieskolen, hvis beslutningen fra Budget 2016 fastholdes. Udgiften til busholdepladsen vil være ca. 1,7 mio. kr.

Da beslutningen om at flytte taleklasserækken fra Nyboder Skole til Langelinieskolen blev truffet, var det desuden ud fra en tanke om, at der kunne etableres potentielle synergier mellem taleklasserækken og SPK (Skolen på Kastelsvej). SPK er et landsdækkende specialundervisningstilbud til døve og hørehæmmede, der er etableret på Langelinieskolen. SPK-tilbuddet på Langelinieskolen, står i dag over for et faldende elevtal, da der fødes færre børn, der har døvhed som den eneste udfordring. Der er allerede etableret et samarbejde mellem døveklasserækken og taleklasserækken på de to skoler.

Løsning

Grundet udskydelsen af sporudvidelsen af Nyboder Skole på ubestemt tid, er der ikke behov for at flytte taleklasserækken til Langelinieskolen. Forbliver taleklasserækken på Nyboder Skole, undgås de yderligere omkostninger, som knytter sig til etablering af KKFO pladser og busholdeplads. Desuden ser skoleledelsen på Nyboder Skole en række faglige udviklingsmuligheder i at bibeholde taleklasserækken på Nyboder Skole. Der er allerede indgået et tæt samarbejde mellem de almene skolespor og taleklasserækken, som de ønsker at opretholde og videreudvikle.

Hvis taleklasserækken forbliver på Nyboder Skole, kan de nyetablerede lokaler på Langelinieskolen anvendes til almene KKFO pladser til Langelinieskolen. På nuværende tidspunkt er en del af Langelinieskolens KKFO placeret på Kastelsvej 60, idet der ikke var tilstrækkelig kapacitet på skolens KKFO. Hvis taleklasserækken forbliver på Nyboder Skole, kan de nyrenoverede lokaler anvendes til at samle Langelinieskolens KKFO på skolen.

BUF har i november 2019 søgt om en myndighedsgodkendelse til at anvende de nyetablerede lokaler til KKFO pladser. Myndighedsvurderingen vil være klar efter senest 7 måneder. BUF har haft en rådgiver på sagen, der har vurderet at de nyetablerede lokaler kan godkendes til både skole og fritidsbrug til 333 børn og 38 voksne. Dermed er det vurderingen, at myndighedsgodkendelsen ift. at anvende lokalerne til KKFO vil falde på plads.

Der er flere muligheder ift. anvendelsen af de lokaler, der frigøres på Kastelsvej 60, hvis KKFO pladserne rykkes tilbage til Langelinieskolen.

Kastelsvej 60 er en fredet bygning, der er godkendt til daginstitutionsbrug. Den bruges bl.a. til klubpladser til børn fra Skolen på Strandboulevarden, der har flyttet klubpladser permanent dertil. Det kunne derfor være en mulighed at bruge lokalerne som løsning på det tværgående arbejde i byen med at finde mere permanent daginstitutionskapacitet – fx ved at anvende ejendommen til genhusning af andre institutioner, som berøres af anlægssager. Der er også mulighed for, at lejemålet på Kastelsvej 60 opsiges, så det overgår til Københavns Ejendomme og Indkøb. Hvis det besluttes at bibeholde taleklasserækken på Nyboder skole, vil forvaltningen efterfølgende tage stilling til lokalernes anvendelse.

Forvaltningen har været i dialog med Nyboder Skole og Langelinieskolen. Skoleledelsen på begge skoler ønsker politisk behandling af sagen, da personalet indtil nu har levet med usikkerheden om deres fremtidige arbejdssted. Skolebestyrelsen på Nyboder Skole tilslutter sig, at taleklasserækken forbliver på Nyboder Skole. Skolebestyrelsen peger i øvrigt på, at der fremadrettet bør tages højde for om der er tilstrækkeligt med KKFO-pladser til eleverne i taleklasserækken på Nyboder Skole. Forvaltningen kan hertil oplyse, at det på nuværende tidspunkt vurderes, at der er tilstrækkelig kapacitet på KKFO'en på Nyboder Skole til at kunne imødekomme det aktuelle og forventede behov. Skolebestyrelsen på Langelinieskolen har som udgangspunkt bakket op om den tidligere beslutning om at sammenlægge de to specialklasserækker på Langelinieskolen. Hvis sammenlægningen ikke gennemføres, vil skolebestyrelsen tage beslutningen til efterretning og ønsker i så fald et fortsat tæt samarbejde mellem taleklasserækken og SPK. I forlængelse af Langelinieskolens bestyrelsemøde har forældrerådet for SPK drøftet sagen. De udtrykker en bekymring for, at det vil føre til en svækkelse af det specialiserede tilbud SPK, hvis taleklasserækken og SPK ikke sammenlægges. De ønsker, at SPK skal forblive et bæredygtigt og stærkt regionalt specialtilbud til børn med hørehandicap.

Tilkendegivelser fra begge skolebestyrelser og forældrerådet for SPK fremgår af bilag 2.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen skal behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Tobias Børner Stax                                      / Sti Andreas Garde

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at implementeringen af beslutningen i Budget 2016 om at flytte taleklasserækken fra Nyboder Skole til Langelinieskolen sættes i bero.

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2020

 

Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

Dagsordenspunkt 26: Bibeholdelse af taleklasserækken på Nyboder Skole (2019-0226366)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top