Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2021 (juniindstillingen)
Indstillingen redegør for udvalgenes budgetbidrag for 2021, effektiviseringsforslag mv., og der indarbejdes politisk vedtagne korrektioner i udvalgenes budgetrammer siden indkaldelsescirkulæret. Indstillingen danner herudover et foreløbigt grundlag for kommunens samlede budgetforslag, der skal behandles på Økonomiudvalgets møde den 19. august 2020 (augustindstillingen). Kommunens budgetforslag udarbejdes endeligt på baggrund af Økonomiaftalen for 2021 mellem regeringen og KL og tilskudsudmeldingen for 2021 til kommunerne.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at udvalgenes korrigerede budgetrammer fastsættes på baggrund af indstillingen vedrørende kommunens demografiregulering, øvrige politiske beslutninger truffet af Borgerrepræsentationen i perioden 30. januar 2020 til og med 14. maj 2020, som beskrevet i bilag 2, samt at udvalgenes budgetrammer korrigeres som beskrevet i bilag 2,
- at retningslinjerne for udarbejdelsen af budgetforslaget og bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at indarbejde nye skøn for p/l og i samarbejde med forvaltningerne at afklare tekniske udeståender og revurdere udgifter til indkomstoverførsler godkendes, jf. bilag 2,
- at det godkendes, at effektiviseringsforslag fra fagudvalgene på i alt 121,0 mio. kr. indgår i budgetforhandlingerne, jf. bilag 4, og at det tages til efterretning, at alle udvalg dermed lever op til deres del af det udmeldte effektiviseringsmåltal på 366,6 mio. kr.,
- at status for investeringspuljerne 2020 tages til efterretning, jf. bilag 6,
- at opfølgningen på de tværgående investerings- og innovationsforslag tages til efterretning, jf. bilag 7,
- at status for målsætning om reduktion af Københavns Kommunes administrative udgifter med 10 pct. pr. indbygger i 2022 tages til efterretning, jf. bilag 8.
Problemstilling
Københavns Kommune oplever fortsat en høj befolkningsvækst og forventer på baggrund af befolkningsprognosen for 2020 ca. 10.000 nye indbyggere i 2021. Befolkningsfremgangen øger kommunens skatteindtægter, men øger også kommunens udgifter til demografiregulerede bevillinger på daginstitutions-, skole-, social- og ældreområdet med 218 mio. kr. i 2021 og medfører behov for prioritering af nødvendig kapacitet. Det indebærer et fortsat behov for effektiviseringer, smarte omstillinger via investeringspuljerne og prioriteringer for at kunne finansiere kernevelfærd, nye politiske initiativer og nødvendig kapacitet inden for service- og anlægsrammen.
Coronaepidemien har medført store omvæltninger i 2020 og forventes også at påvirke 2021. Epidemiens udvikling og de deraf afledte økonomiske konsekvenser medfører en væsentlig usikkerhed i forhold til udgifter og indtægter i 2021 på nuværende tidspunkt. Ledigheden ventes atvære på et væsentligt højere niveau i 2021 end tidligere forventet, og der er aktuelt en forøget usikkerhed om kommunens indtægter fra skatter og tilskud.
Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet indgik den 5. maj 2020 en aftale om reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Social- og Indenrigsministeriet har opgjort effekterne af reformen til et tab på 466 mio. kr. årligt for Københavns Kommune. Tabet vil blive indfaset med 127 mio. kr. årligt fra 2021, indtil det er fuldt indfaset i 2024. Som led i aftalen videreføres det midlertidige ekstraordinære finansieringstilskudpermanent, hvoraf Københavns Kommunes andel fremadrettet kommer til at udgøre ca. 163 mio. kr.
Løsning
Med juniindstillingen orienteres Økonomiudvalget om Københavns Kommunes økonomiske rammer, status for effektiviseringsstrategien og målsætningen om reduktion af administrative udgifter, samt de største bevægelser siden Indkaldelsescirkulære 2021. Bevægelserne beskrives nærmere i bilag 2 og bilag 9. Økonomiforvaltningen bemærker, at udvalgene har indleveret budgetbidragene i overensstemmelse med kriterierne fastsat med Indkaldelsescirkulæret for budget 2021.
Der er udarbejdet en læsevejledning til indstillingens øvrige bilag jf. bilag 1.
Økonomi
Aftale om kommunernes økonomi for 2021
Regeringen og KL indgik den 29. maj 2020 Aftale om kommunernes økonomi for 2021. Hovedelementer i aftalen omfatter bl.a.:
- Et løft af den kommunale serviceramme på 1,5 mia. kr. ift. aftalen for 2020. KL oplyser, at den demografiske udvikling svarer til ca. 1 mia. kr., og at 0,5 mia. kr. er til øvrigt udgiftspres.
- Et løft af anlægsrammen med 2,5 mia. kr. ift. aftalen for 2020 til i alt 21,6 mia. kr.
- At kommunerne kan frigøre ressourcer til intern omprioritering ved at reducere forbruget af eksterne konsulenter. Der er enighed om at kommunerne kan frigøre 1,0 mia. kr. frem mod 2025, hvoraf 0,5 mia. kr. frigøres i 2021. Hertil videreføres arbejdet med velfærdsprioriteringen, hvor der er enighed om, at kommunerne kan frigøre 250 mio. kr. i 2021 til intern omprioritering.
- At en del af kommunernes bloktilskud er betinget af, at kommunernes budgetterede service og anlægsudgifter holder sig inden for de aftalte rammer (sanktioner på service- og anlægsbudget).
- At kommunerne modtager en kompensation på i alt 2,6 mia. kr. i 2020 til allerede opgjorte mer- og mindreudgifter til håndtering af coronaepidemien, samt at der ultimo 2020 gennemføres en opfølgende drøftelse om eventuel yderligere håndtering af kommunernes coronarelaterede udgifter i 2020.
- At kommunerne kompenseres for den stigende ledighed via en midtvejsregulering på 1,9 mia. kr. som følge af ændrede skøn for overførsler og pris- og lønudvikling.
Københavns Kommunes andel af service- og bruttoanlægsrammen for 2021 fastlægges som led i den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter.
Økonomiudvalget orienteres om aftalens nærmere indhold og umiddelbare betydning for Københavns Kommunes økonomi i særskilt notat.
Reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem
Københavns Kommunes bidrag til udligningssystemet vil ifølge aftalen om reform af udligningssystemet stige med 466 mio. kr. Reformen indeholder blandt andet indførslen af et enstrenget udligningssystem, justering af modregning af parkeringsindtægter samt tilskud til grænsenære kommuner og kommuner med boligområder med høj kriminalitet. Derudover videreføres finansieringstilskuddet permanent, og refusionen for særligt dyre enkeltsager på det specialiserede socialområde øges.
Tabet ved udligningsreformen på 466 mio. kr. indeholder en skønnet gevinst ved justering af modregning af parkeringsindtægter på 95 mio. kr. Det bemærkes, at der i Social- og Indenrigsministeriets beregninger ikke er taget højde for, at den nuværende aftale om modregning sikrer et fradrag for ibrugtagne p-anlæg. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen skønner på den baggrund gevinsten ved justeringen af modregningen til omkring 57-61 mio. kr. i de kommende år stigende til 95 mio. kr. frem mod 2035.
Med reformen indføres der nye beløbsgrænser for refusion i særligt dyre enkeltsager på det specialiserede socialområde for børne- og voksensager. Effekten af ændringerne i refusionen i dyre socialsager indgår ikke i beregningen af effekten af udligningsreformen og kommer derfor udover tabet på 466 mio. kr.
Med reformen videreføres finansieringstilskuddet permanent. Det betyder, at Københavns Kommune fremover har sikkerhed om indtægten herfra, som i 2020 udgør 163 mio. kr.
Social- og Indenrigsministeriets vurdering af effekten af reformen er lavet på baggrund af statsgaranti 2020. Konsekvenserne for budget 2021 kan afvige herfra, da de årlige opdateringer af beregningsgrundlaget for udligningssystemet kan medføre betydelige forskydninger mellem kommunerne. De endelige konsekvenser af det nye udligningssystem i 2021 foreligger med tilskudsudmeldingen for 2021 til kommunerne ultimo juni 2020 og indarbejdes i kommunens budgetforslag (augustindstillingen).
Effektiviseringsstrategi 2021
Med Indkaldelsescirkulæret for budget 2021 blev effektiviseringsmåltallet for budget 2021 fastsat til 366,6 mio. kr. Effektiviseringerne skal sikre råderum under servicerammen til at medfinansiere kommunens demografibetingede udgifter, 200 mio. kr. til ny kernevelfærd, mulighed for at håndtere bevillinger, der udløber og eventuelle skæve DUT-sager. Udvalgene har fremsendt effektiviseringsforslag svarende til 121,0 mio. kr. Sammen med de stigende profiler fra allerede besluttede effektiviseringer, svarende til 245,6 mio. kr., lever alle udvalg op til det udmeldte effektiviseringsmåltal på 366,6 mio. kr., som blev fastlagt med indkaldelsescirkulæret for budget 2021. Det bemærkes, at Sundheds- og Omsorgsudvalget, som en del af deres effektiviseringsstrategi, har godkendt et tværgående effektiviseringsforslag om praktisk støtte, som også involverer Socialudvalget. Forslaget er ikke godkendt af Socialudvalget, og Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet alternative effektiviseringer, såfremt effektiviseringsforslaget ikke godkendes af Socialudvalget, jf. også bilag 3.
Som en del af de stigende profiler skal tværgående indkøbseffektiviseringer fra indkøbsprogrammet bidrage med nye effektiviseringer på fællesaftaler i forvaltningerne for 26,8 mio. kr. De konkrete indgåede indkøbsaftaler vil blive indarbejdet med augustindstillingen.
Status på strategien for smarte investeringer i velfærden
I forbindelse med overførselssagen 2019-2020 blev der udmøntet 192,8 mio. kr. til 41 nye investerings- og innovationsforslag. Forslagene medfører til sammen varige effektiviseringer på 90,9 mio. kr. Status på investeringspuljerne efter overførselssagen er, at der samlet set resterer 239,2 mio. kr. i investeringspuljen på anlæg og 10,9 mio. kr. i innovationspuljen på service. For yderligere status for investeringspuljerne henvises til bilag 6.
Det forventes, at der kommer yderligere forvaltningsspecifikke og tværgående investeringsforslag til budgetforhandlingerne for budget 2021, der kræver midler fra investeringspuljerne. Et samlet overblik vil blive forelagt Økonomiudvalget den 25. august 2020.
Opfølgning på målsætning om reduktion af kommunes administrative udgifter
Med budgetaftalen for budget 2019 blev det aftalt, at kommunens administrative udgifter pr. indbygger skal reduceres med 10 pct. over de næste fire år, hvilket svarer til en reduktion på 145,0 mio. kr. i perioden 2018-2022. På baggrund af regnskab 2019 er det nu opgjort, at udviklingen i de administrative udgifter i det første år efter målsætningen viser et fald på 42,9 mio. kr. Af opgørelsen fremgår det endvidere, at effektiviseringsstrategierne for 2020 og 2021 reducerer udgifter til administration med 98,3 mio. kr. i 2022 med varig virkning. Opgørelsen af de enkelte udvalgs udvikling fra 2018 til 2019 fremgår af bilag 8.
Det bemærkes, at 2019 er første år efter målsætningen, og at målsætningen er under implementering. Den valgte opgørelsesmetode indebærer bl.a., at midlertidige forhold kan bidrage til at øge de administrative udgifter på kort sigt. Således vil f.eks. investeringsforslag, hvor der investeres i en omstilling til mere effektiv drift kunne medføre øgede udgifter til administration på kort sigt, mens effektiviseringerne forbundet hermed kommer på længere sigt.
Bevillingsudløb
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med forvaltningerne identificeret bevillinger, der udløber i2021 for 352,6 mio. kr. på service. I fagudvalgenes budgetlægning er der med budget 2021 bevilget 12,4 mio. kr. til bevillingsudløb. Derudover er der midlertidige bevillinger, som af fagforvaltningerne ikke vurderes at have et fortsat finansieringsbehov og bevillinger, der ikke ønskes videreført for 14,8 mio. kr. Foruden bevillingsudløb på service er der bevillinger, der udløber i 2021 for 30,8 mio. kr. på overførsler mv. En oversigt over de enkelte bevillingsudløb i 2021 fremgår af bilag 10.
Samlet økonomi
Budgetrammerne i denne indstilling er tilpasset i forhold til budgetrammerne i Indkaldelsescirkulæret 2021, som Økonomiudvalget behandlede den 22. januar 2020. Der er indarbejdet en række korrektioner som følge af nye politiske beslutninger i Borgerrepræsentationen, herunder korrektioner vedrørende den demografiske udvikling og Overførselssagen 2019-2020 samt beslutninger som følge af denne indstilling. Med denne indstilling kan nettoudgifterne i budgetrammerne for 2021 opgøres til i alt 43,9 mia.kr., jf. tabel.
Tabel: Nettoudgifter i budgetrammerne for 2021
Mia. kr., 2021 p/l |
Service |
Anlæg |
Overførsler |
I alt |
Nettoudgifter |
27,5 |
4,0 |
12,3 |
43,9 |
Service
De samlede merudgifter som følge af befolkningsstigningen på de demografiregulerede områder fra 2020 til 2021 udgør i alt 218,5 mio. kr. Det er 13,9 mio. kr. lavere end budgetteret i Indkaldelsescirkulæret for budget 2021. Udviklingen skyldes bl.a., at det forventede befolkningstal i 2020 er lavere end ventet i befolkningsprognosen fra foråret 2019, og at der i den nyeste befolkningsprognose fra foråret 2020 forventes ca. 3.000 færre personer i 2021 blandt førskolebørn og personer i den erhvervsaktive alder end ventet i befolkningsprognosen fra foråret 2019.
Anlæg
Med Økonomiudvalgets beslutning den 31.marts 2020 er anlægsmåltallet tillagt 0,7 mia. kr. som følge af fremrykningen af projekter i 2020 med afledt effekt i 2021. Anlægsmåltallet for 2021 er derfor foreløbigt 4.260 mio. kr., heraf 51 mio. kr. i den centrale måltalspulje efter udmøntning af investeringspuljen og nye midler i overførselssagen 2019-2020. Hvis der i lighed med tidligere år tillægges 5 pct. til det forventede anlægsmåltal, øges det ledige måltal med 213 mio. kr., somf.eks. kan anvendes til investeringspuljen, overførselssagen 2020-2021 og nye initiativer i budgetforhandlingerne.
Københavns Kommunes andel af bruttoanlægsrammen for 2021 kendes endnu ikke. For at sikre, at kommunerne under ét overholder økonomiaftalens rammer for anlæg, koordinerer KL kommunernes budgetter som led i den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter. Københavns Kommunes andel af bruttoanlægsrammen er vanligvis kendt primo/medio oktober 2020.
Overførsler mv.
De samlede udgifter til overførsler mv. i Københavns Kommune skønnes foreløbigt at udgøre 12,3mia. kr. i 2021, hvilket er 1,5 mia. kr. højere end det blev vurderet i indkaldelsescirkulæret for budget 2021. Antallet af indkomstoverførselsmodtagere er opjusteret med ca. 11.000 helårspersoner i 2021, hvilket primært skal ses i lyset af en forventning om flere dagpenge- og kontakthjælpsmodtagere som følge af coronakrisen, samt en opjustering af antallet af førtidspensionister. I ledighedsskønnet for 2021 er der foreløbigt forudsat samme ledighedsudvikling i 2021 som i 2020. Skønnet for udviklingen opdateres i forbindelse med budgetforslaget for 2021 (augustindstillingen) på baggrund af Økonomiaftalen mellem KL og regeringen og Økonomisk Redegørelse. Bilag 2 indeholder en nærmere gennemgang af ændringerne i udvalgenes skøn for styringsområdet overførsler mv.
Væsentligste elementer der forventes at kunne påvirke budget 2021
- Aftale om kommunernes økonomi 2021 herunder håndtering af coronarelaterede udgifter
- DUT-sager (ændret lovgivning, der påvirker kommunernes opgavevaretagelse)
- Flerårig effekt af tilskud og udligning samt ejendomsskatter herunder effekterne af udligningsreformen
- Opdateret skøn for overførselsudgifter som følge af Finansministeriets økonomiske redegørelser
- Movias første behandling af budgetforslag 2021
Videre proces
I forlængelse af denne indstilling skal forvaltningerne i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilretter budgetbidragene, så de kan indgå i førstebehandlingen af budgetforslaget for 2021, somførstebehandles af Økonomiudvalget den 19. august 2020 og Borgerrepræsentationen den 27.august 2020. Med Indkaldelsescirkulæret for budget 2021 blev det besluttet, at forvaltningerne kanudarbejde budgetnotater på need to-emner, rettidig omhu, 1-3 enkeltstående specifikke udfordringer samt på sager henvist fra tidligere politiske forhandlinger til budget 2021, jf.bilag 9.
Need to inddeles i følgende tre kategorier:
1. Need to - Risikosager
2. Need to - Kapacitet
3. Need to - Renovering
En nærmere uddybning af need to-begreberne samt rettidig omhu er præciseret i indkaldelsescirkulæret for budget 2021. I bilag 11 er der redegjort for udviklingen i vedtagne need to-budgetønsker. Udviklingen er opgjort på udvalg samt på fordelingen af need to kategorier på baggrund af henholdsvis budgetaftale 2016 og frem og Overførselssagen 2015-2016 og frem.
Økonomiforvaltningen står til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, herunder proces og udarbejdede produkter. Medlemmerne kanhenvende sig til Økonomiforvaltningens direktion herom.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2021 (juniindstillingen) (2020-0117820)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020
Indstillingens 1.-3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 4.-6. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er bekymret for de mange udløb, der ligger i forbindelse med budget 21 og vi anbefaler at ØU på budgetseminaret i august drøfter, hvordan de skal håndteres. Derudover er vi også bekymret for den stigende arbejdsløshed som en konsekvens af Corona krisen.”