Startredegørelse for lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg ”Svanemøllens Kaserne”, Østerbro
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,
1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan ”Svanemøllens Kaserne” på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, jf. bilag 1.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen samtidig udarbejder forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse
jf. bilag 1.
Problemstilling
Forsvaret udskrev medio 2016 en åben arkitektkonkurrence om en helhedsplan for området ved Svanemøllens Kaserne. Målet var at få en plan for, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i fremtiden kan huses på kasernen i et nybyggeri på ca. 40.000 m2 etageareal, samt hvordan flere af Forsvarets militære funktioner på sigt kan placeres i området gennem en yderligere udvidelse på ca. 80.000 m2 etageareal. I planen fastholdes det eksisterende kaserneanlæg, der er bevaringsværdigt. Gennemførelse af projektet kræver lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg, da byggeriets omfang er i strid med gældende lokalplan og Kommuneplan 2015.
Løsning
Udviklingen af området vil ifølge Forsvaret ske over en længere årrække, hvor første byggeønske er et hovedkvarter til Forsvaret Efterretningstjeneste (FE). Forsvaret ønsker derfor en byggeretsgivende lokalplan for FE’s hovedkvarter på op til 40.000 m2 etageareal og en rammelokalplan, som vil kræve supplerende lokalplan for den resterende byggemulighed på op til 80.000 m2 etageareal.
Det nye hovedkvarter vil blive placeret i det sydvestlige hjørne af kaserneområdet. Forsvaret har tilkendegivet, at de ønsker mulighed for bebyggelse op til 36 meter. Med kommuneplantillægget bliver det muligt at bygge med en maksimal bygningshøjde på 24 meter med mulighed for punktvis at fastlægge enkelte bebyggelser op til 36 meter. Teknik- og Miljøforvaltningen vil i lokalplanforslaget umiddelbart fastholde 24 meter. Forvaltningen finder ikke med det foreliggende materiale begrundelse for at bygge højere i området. Det skal frem mod fremlæggelse af lokalplanforslag undersøges, hvorvidt bebyggelseshøjden på 36 meter kan indpasses i lokalplan. Bebyggelsesprocenten er i dag på 12 og vil ved en fuld udbygning med et etageareal på 120.000 m2 blive 66. Der henvises i øvrigt til faktaarket i bilag 2.
Østerbro og Bispebjerg lokaludvalg har været hørt i forbindelse med forhøringen til kommuneplantillægget og er generelt positive overfor Forsvarets planer. Lokaludvalgene har fokus på muligheden for en offentlig stiforbindelse og dens fysiske udformning.
Stiforbindelsen er i Kommuneplan 2015 udlagt som en Grøn Cykelrute. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og kommunen er enige om, at der tilvejebringes en sti med offentlig adgang gennem området. De nærmere vilkår omkring bl.a. sikkerhed, linjeføring og udformning afklares i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget.
Byliv
I ”Fællesskab København” og Kommuneplan 2015 er der indsatser, som omhandler at styrke København som cykelby, hverdagslivet og flere arbejdspladser for københavnerne samt at fremme bynaturen. Projektets hovedgreb er et vådområde med en offentlig tilgængelig cykel- og gangsti, der direkte forbinder Østerbro og Bispebjerg bydele. Der er i dag adgang til området, men det fremstår ufremkommeligt, og den mulige kobling mellem Svanemøllen Station og Ryvang Naturpark bliver i dag ikke udnyttet. Området vil fremover være et militært område, men den offentligt tilgængelige sti vil kunne tilbyde en grøn genvej i byen for københavnerne.
Miljø og Bynatur
Langs kasernegrundens tre kanter vil der blive plantet et bredt bælte af træer, som vil danne en tydelig ramme om grunden. Bæltet med træer vil kunne indeholde dele af parkeringspladserne på terræn og fungere som en grøn afskærmning mellem kaserneområdet og de omgivende jernbaner. Det centralt placerede vådområde vil ligeledes fungere som et lokalt forsinkelsesbassin for daglig regn og indgå i skybrudssikringen. I projektet arbejdes løbende med en række analyser for trafik- og dagslyspåvirkninger for at sikre kvaliteten i brugen af det fremtidige område. Forsvaret undersøger om FE’s hovedkvarter vil kunne bidrage til den grønne omstilling i form af et ca. 3.000 m2 stort solcelleanlæg. Dette anlæg vil forsyne hele hovedkvarteret med CO2-neutral energi.
Parkering
Kravet til parkeringsnormen for byggeriet er jf. Kommuneplan 2015 højst 1 plads pr. 100 m2 til biler. Økonomiforvaltningen vurderer, at anvendelsen for FE’s hovedkvarter svarer til en S-ramme (Serviceerhverv) og forventer derfor at anbefale en norm på 1 plads pr. 150 m2 for hovedkvarteret, mens parkeringsnormen for de øvrige områder vil blive fastlagt i kommende byggeretsgivende tillæg til lokalplanen. Krav til cykelparkering til hovedkvarteret vil jf. kommuneplanen være 4 pladser pr. 100 m2. Parkeringskravene svarer til ca. 266 bilparkeringspladser og ca. 1.600 cykelparkeringspladser for de første 40.000 m2 etageareal bebyggelse. Parkeringskravet vil blive yderligere kvalificeret i en trafikanalyse, som bygherres rådgiver udarbejder for Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget.
Kommuneplan 2015, kommuneplantillæg
For at kunne realisere projektet skal rammerne i Kommuneplan 2015 ændres. I tillægget ændres den eksisterende O1*-ramme til en O2* (Institutioner og fritidsområder) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110, med en mulighed for en bebyggelseshøjde på op til 24 meter og bebyggelse punktvis op til 36 meter. Efter at Økonomiudvalget var blevet orienteret den 19. december 2016 (pr. mail) er der gennemført forudgående offentlig høring fra den 1. februar til den 1. marts 2017 om kommuneplantillæg på baggrund af Forsvarets ønske om at bygge op til 120.000 m2 etageareal nybyggeri. Der indkom seks svar (se bilag 4). Henvendelserne er beskrevet med forvaltningens bemærkninger i bilag 3. Et flertal udtrykte tilfredshed med den øgede tilgængelighed, der er foreslået i projektet. Områdets øgede grønne profil er også blevet positivt bemærket. Der ønskes muligheder for ophold i området. Her skal det bemærkes, at der er tale om planlægning på militært område, og at Forsvaret af sikkerhedsmæssige årsager har ønske om at begrænse ophold.
Anbefalinger til den videre planlægning
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes et lokalplanforslag idet der i det videre arbejde bl.a. videreudvikles på følgende forhold:
1. Hovedgreb: Hovedgrebet i vinderforslaget for konkurrencen er et vådområde og en gennemgående offentlig stiforbindelse, der henover kaserneanlægget forbinder Ryvang Naturpark med Ryvangs Allé. Det skal sikres, at hovedgrebet fastholdes og at arealet efter udbygning fremstår som et vådområde.
2. Bebyggelse: Hovedkvarteret for FE skal kvalificeres i forhold til omfang, højde og placering af bygningsvolumener samt ydre fremtræden. Herudover skal den øvrige bebyggelsesstruktur kvalificeres og fremtræde som tre mindre enheder; FE, det eksisterende og den øvrige nybebyggelse.
3. Byrum: Der skal arbejdes med overgange mellem bebyggelse og landskab. Herudover skal interne byrum i bebyggelsen kvalificeres i forhold til dagslysforhold og daglig brug.
4. Beplantning: Der skal udarbejdes en beplantningsplan for området, herunder en plan for etableringen af skoven, som omkranser lokalplanområdet. Herunder skal hovedbygningen i den oprindelige kasernebebyggelse friholdes, så den kan ses fra Ryvangs Allé.
5. Parkering: Der skal skabes en fordelingsnøgle mellem antallet af parkeringspladser på terræn og konstruktion. Herudover skal der arbejdes med, hvordan overfladeparkering kan tænkes sammen med beplantning og indpasses i en landskabsbearbejdning.
Stadsarkitekten deltager under Teknik- og Miljøudvalgets behandling af indstillingen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Det skønnes, at gennemførelse af projektet vil give en kommunal skatteindtægt på ca. 18 mio. kr. årligt (2012-priser). Antal arbejdspladser i FE er fortroligt af sikkerhedsmæssige årsager.
Videre proces
Når udvalgene har godkendt startredegørelsen, sættes planarbejdet i gang, og Teknik- og Miljøforvaltningen foretager en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP). Forvaltningerne forventer at forelægge forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen i efteråret 2017, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen og kommuneplantillægget forventes endeligt vedtaget foråret 2018.
Peter Stensgaard Mørch Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan ”Svanemøllens Kaserne” på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, jf. bilag 1.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
2. at Økonomiforvaltningen samtidig udarbejder forslag til tillæg til Kommuneplan 2015
på baggrund af de intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse,
jf. bilag 1.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ser gerne, at stiforløbet mod Kildevældsskolen får et mere direkte forløb fra skolen over banen – selvom dette kræver en længere stibro – og at parkering forholdsvist sker i konstruktion for at sikre mest grønt i området.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 9: Startredegørelse for lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg ”Svanemøllens Kaserne”, Østerbro (2017-0111123)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Et samlet Økonomiudvalg videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra udvalgets møde den 24. april 2017:
”Vi ser gerne, at stiforløbet mod Kildevældsskolen får et mere direkte forløb fra skolen over banen –selvom dette kræver en længere stibro – og at parkering forholdsvist sker i konstruktion for at sikre mest grønt i området.”