Tillægsbevilling til igangværende anlægssager (Teknik- og Miljøudvalget)
Tillægsbevilling til igangværende anlægssager (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 9. maj 2006
J.nr. ØU 157/2006
7. Tillægsbevilling til igangværende anlægssager (Teknik- og Miljøudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og
Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler:
at der gives en tillægsbevilling på 4,0 mio. kr. til
Ny Langeliniebro (BR 186/04) til dækning af ekstraordinære udgifter i forbindelse
med opførelsen af broen finansieret under Vej & Parks anlægsramme konto
2.22.3. (Vejanlæg)
at de forventede merforbrug på de i indstillingen
øvrige nævnte anlægssager tages til efterretning og afholdes indenfor Vej &
Parks anlægsramme konto 2.22.3. (Vejanlæg)
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. marts 2006
Anbefalet
Økonomiforvaltningen
indstiller:
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen, at der – udover tillægsbevillingen til Langeliniebroen - ligeledes gives anlægsbevilling på i alt 4,35 mio.kr. (2006 p/l) til dækning af merudgifter ved følgende tidligere givne anlægsbevillinger:
1,4 mio.kr. i anlægsbevilling til Vej og Parks bevilling Vejanlæg, funktion 0.21.3 (Renoveringen af Gefionspringvandet – BR 154/03).
1,8 mio.kr. i anlægsbevilling på Vej og Parks bevilling Vejanlæg, funktion. 0.21.3 (Prags Boulevard - BR 200/04).
1,15 mio.kr. i anlægsbevilling på Vej og Parks bevilling Vejanlæg, funktion 2.22.3 (Prags Boulevard – Rundkørsel BR 456/02 og BR 221/04).
Kassemæssig dækning anvises på Vej og Parks anlægsramme i 2006, funktion 2.22.3.
Endvidere forudsættes det, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges konkret sag vedrørende projekt på Otto Baches Allé."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2006
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Vej & Park har ca. 80
igangværende anlægssager. I 2005 blev der gennemført anlægsaktiviteter for mere
end 220 mio. kr. For hovedparten af sagerne gennemføres projekterne indenfor de
politisk vedtagne økonomiske rammer, men i et fåtal - mellem 1 – 5% opstår der
uforudselige problemer, der resulterer i, at bevillingerne overskrides. Hvor
det er muligt at identificere risikoen for overskridelser inden de sker,
justeres projektet, eller der søges rettidige tillægsbevillinger. Men i de få
tilfælde, hvor omkostningsforøgelsen først kendes på et tidspunkt, hvor
projektet ikke kan revideres/reduceres, forklares overskridelserne i
forbindelse med regnskabsaflæggelsen på de enkelte projekter.
Som det fremgår af
ovenstående, er det kun få procent af forvaltningens anlægssager, der ikke kan
holdes inden for den givne bevilling. Forvaltningens overslag over anlægsudgifter
baseres på en teknisk gennemgang af forholdene de pågældende steder, kortlagt
eksisterende viden om f.eks. ledninger, samt et stort erfaringsgrundlag.
Desuden afsættes ca. 15 % til uforudsete udgifter. Dette fører til, at en given
bevilling dækker udgiften til realisering af projektet, med mindre der opstår
uforudselige hændelser undervejs i anlægs forløbet - hændelser, som ikke kunne
forudses på forhånd – med mindre der blev brugt flere penge på tekniske
forundersøgelser – og selv da ville der kunne opstå overraskelser.
Årsagerne til disse uforudselige
meromkostninger er typisk jordforurening, tekniske vanskeligheder ved anlæg,
der berører banedrift, ledninger, der ikke fremgår af arkiverne m.v.
Forvaltningen og rådgivere laver også fejl, så ind i mellem skyldes ekstrabevillingsbehov
også fejlprojektering. Ønskes en "nul-fejlspraksis" på området skal forvaltningen
lægge større udgifter ind i budgettet til uforudsete udgifter. Dette vil
erfaringsmæssigt give flere projekter med underforbrug og dermed en dårligere
udnyttelse af anlægsrammen. Forvaltningen mener, at den nu anvendte metode er
mest hensigtsmæssigt.
Forvaltningen har aktuelt
fire sager, hvor resultatet vil ende med overskridelse af budgetterne. For 3 af
projekterne,. 'Renovering af Gefionspringvandet', 'Prags Boulevard' og 'Prags
Boulevard, rundkørsel', er der af forskellige årsager overskridelser af budgetrammerne,
som ikke længere er mulige at undgå. For den sidste – Ny Langeliniebro' – er
overskridelsen ligeledes en realitet, og den er af en størrelsesorden, der
nødvendiggør ansøgning om en tillægsbevilling. Det kan herudover endnu ikke
endeligt fastslås, om meromkostningen bliver større end de, 4 mio. kr. der
søges i tillægsbevilling til. Derudover forventer forvaltningen også, at der
vil opstå problemer med Otto Baches Allé krydset, idet anlægsbevillingen er
mange år gammel og såvel marked som projekt har udviklet sig i perioden.
Forvaltningen vil komme tilbage til dette projekt, når resultatet af udbuddet
kendes.