Medlemsforslag fra Enhedslisten om "at Københavns Kommune retter henvendelse til beskæftigelsesministeren med henblik på at få mulighed for at lave forsøg med extraordinær ansættelse af ledige i ordinære stillinger."
Medlemsforslag fra Enhedslisten om "at Københavns Kommune retter henvendelse til beskæftigelsesministeren med henblik på at få mulighed for at lave forsøg med extraordinær ansættelse af ledige i ordinære stillinger."
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 9. maj 2006
J.nr. ØU 142/2006
3. Medlemsforslag fra Enhedslisten om "at Københavns Kommune retter henvendelse til beskæftigelsesministeren med henblik på at få mulighed for at lave forsøg med extraordinær ansættelse af ledige i ordinære stillinger."
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender
og indstiller til Borgerrepræsentationen, at der ikke rettes henvendelse til beskæftigelsesministeren.
RESUME
Enhedslistens gruppe har stillet følgende medlemsforslag (BR
606/05):
Københavns kommune retter henvendelse til beskæftigelsesministeren, med henblik på at få mulighed for at lave et forsøg med extraordinær ansættelse af ledige i ordinære stillinger, med en medfinansiering fra staten, idet det stort set er gratis at ansætte arbejdsløse. Flere ansatte vil betyde bedre velfærd for borgerne og bedre arbejdsmiljø for alle ansatte.
Medlemsforslaget blev på mødet den 3. november 2005 i
Borgerrepræsentationen henvist til Økonomiudvalget.
Tilsvarende forslag er tidligere fremsat af Enhedslisten,
dels i Odense Byråd, dels i Folketinget.
Det må på baggrund af den politiske modvilje i Folketinget forventes, at en henvendelse til beskæftigelsesministeren ikke vil medføre de lovændringer, der er nødvendige for, at forslaget kan gennemføres.
SAGSBESKRIVELSE
Enhedslistens gruppe har stillet følgende medlemsforslag, der den 3. november 2005 er henvist til Økonomiudvalget:
"Københavns kommune retter henvendelse til beskæftigelsesministeren, med henblik på at få mulighed for at lave et forsøg med extraordinær ansættelse af ledige i ordinære stillinger, med en medfinansiering fra staten, idet det stort set er gratis at ansætte arbejdsløse. Flere ansatte vil betyde bedre velfærd for borgerne og bedre arbejdsmiljø for alle ansatte."
Enhedslisten anfører bl.a. i sin motivering, at det er en forudsætning for gennemførelsen af forslaget, at staten - beskæftigelsesministeren - går aktivt ind i forsøget ved at tilføre Københavns Kommune de sparede arbejdsløshedsdagpenge, den øgede statsskat samt provenuet ved merindtægten på moms og afgifter.
Lignende forslag er tidligere fremsat af Enhedslisten
a) i Odense Byråd og
b) i Folketinget.
Ad a) Forslag fremsat
i Odense Byråd.
Odense Byråd besluttede i juni måned 2005 på foranledning af et tilsvarende forslag (vedlagt som bilag) fremsat af Enhedslisten at rette henvendelse til Arbejdsmarkedsrådet Fyn "med anbefaling om, at der ses velvilligt på forslaget, og anmodning om, at AF-Fyn efter høring af Arbejdsmarkedsrådet ansøger beskæftigelsesministeren om dispensation til at gennemføre forsøget". Der blev dog taget forbehold for endeligt tilsagn til at indgå i et forsøg grundet de (ikke opgjorte) ekstraudgifter en gennemførelse af forslaget ville medføre for Odense Kommune.
Odense Kommune rettede på denne baggrund henvendelse til Arbejdsmarkedsrådet, der på grundlag af en nærmere beskrivelse af et konkret forslag til gennemførelse i oktober måned 2005 meddelte Odense Kommune,
· at rådet havde besluttet ikke at videresende Odense Kommunes forslag til beskæftigelsesministeren, idet forslaget havde som forudsætning, at der blev tilført forsørgelsesmidler, som Arbejdsmarkedsrådet og Arbejdsformidlingen ikke havde hjemmel til at disponere over, og
· at forsøget blev anset for at være uden for de rammer, rådet kunne agere inden for.
Ad b) Forslag fremsat
i Folketinget.
Beskæftigelsesministeren har ikke umiddelbart mulighed for at tilføre midler svarende til de sparede arbejdsløshedsdagpenge og de øgede indtægter i form af statsskat og øget provenu på moms og afgifter til Københavns Kommune. Dette vil forudsætte ændringer i lovgivningen, herunder i arbejdsløshedsforsikringsloven og i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats.
Enhedslisten har tidligere i Folketinget – som forslag til vedtagelse i forbindelse med forespørgselsdebatter - stillet tilsvarende forslag, der er bortfaldet på grund af manglende tilslutning.
På baggrund af den nævnte politiske modvilje i Folketinget vurderes en gennemførelse af de nødvendige lovændringer ikke realistisk.
Det vil derfor efter Økonomiforvaltningens opfattelse være "et slag i luften" at vedtage forslaget.
Det bemærkes i den forbindelse,
at det ikke er Københavns Kommune, men derimod arbejdsformidlingen, der efter
lovgivningen er ansvarlig for beskæftigelsesindsatsen for sikrede ledige.
Det er derfor
arbejdsformidlingen, der skal tage stilling til forslaget og i givet fald ansøge
beskæftigelsesministeren om dispensation til at gennemføre forslaget,
formentlig efter høring af det regionale arbejdsmarkedsråd.
Forslaget ville derfor i givet
fald skulle fremmes ved videresendelse med Kommunens anbefaling om, at der ses
velvilligt på forslaget.
Det bemærkes afslutningsvis, at sagen
er drøftet med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der bl.a. har
peget på, at Københavns Kommune allerede er involveret i en bred vifte af beskæftigelsesfremmende
tilbud, herunder også virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. Kommunen entrerer med en
lang række institutioner om meningsfuld aktivering bl.a. i projekter på
værksteder, i fælleskøkkener, på væresteder, caféer, i Kunstnere i Erhverv og
Hotellet.
Endvidere kan der peges på 180o-integrationsprojektet,
som også omfatter beskæftigelsesfremmende aktiviteter.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
· Enhedslistens medlemsforslag (BR 606/05).
· Enhedslistens forslag til Odense Byråd.
Claus Juhl
/ Bjarne Winge