Mødedato: 09.05.2006, kl. 15:15

Redegørelse om IT-sikkerhedsarbejdet

Redegørelse om IT-sikkerhedsarbejdet

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. maj 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 155/2006

 

 

22.                Redegørelse om IT-sikkerhedsarbejdet

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller

at Økonomiudvalget tager redegørelsen om IT-sikkerhedsarbejdet til efterretning

 

RESUME

Redegørelsen orienterer Økonomiudvalget om IT-sikkerhedsarbejdet i Københavns Kommune.

 

SAGSBESKRIVELSE

Formålet med redegørelsen er at orientere Økonomiudvalget om IT-sikkerhedsarbejdet i Københavns Kommune.

Det følger af styrelsesvedtægt for Københavns Kommune, § 12, stk. 6, at Økonomiudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens IT-forhold. Det betyder, at Økonomiudvalget har det overordnede tilsyn med og koordinerer sikkerhedsbestemmelserne i forvaltningerne. Dette gælder for al IT-anvendelse i kommunen. Økonomiudvalget fastlægger desuden det overordnede IT-sikkerhedsniveau ud fra en risikovurdering i de enkelte forvaltninger.

Overborgmesteren indtager en overordnet koordinerende rolle i forhold til alle forvaltninger og har ansvaret for at yde vejledning og rådgivning til både sikkerhedsledere og forvaltninger i IT-sikkerhedsspørgsmål, jf. sikkerhedsregulativets § 7, stk. 1. Borgerrepræsentationens Sekretariat varetager i overensstemmelse med sikkerhedsregulativets § 7, stk. 2, det daglige ansvar for sekretariatsbistanden på sikkerhedsområdet. Sekretariatet afholder blandt andet jævnligt møder for sikkerhedslederkredsen med fokus på udveksling af erfaringer og anden relevant information.

Overborgmesteren har således ansvaret for at yde sekretariatsbistand til Økonomiudvalget på sikkerhedsområdet. Overborgmesteren sørger desuden for koordinering af uddannelse og vejledning af sikkerhedsledere, systemansvarlige og IT-ansvarlige vedrørende den overordnede IT-sikkerhed og persondataloven, jf. sikkerhedsregulativets § 8.

Der er ved opbygningen af kommunens sikkerhedsorganisation tilstræbt adskillelse mellem den kontrollerende og den udførende funktion, ligesom der er tilstræbt uafhængighed af nøglepersoner ved udpegning af stedfortrædere.

Den kontrollerende funktion varetages af sikkerhedslederne, som udpeges af overborgmesteren og de enkelte borgmestre inden for hver deres område.

De udførende funktioner på IT-sikkerhedsområdet varetages af forvaltningernes ledelse, de systemansvarlige og de IT-ansvarlige, hvis opgaver i relation til IT-sikkerhedsregulativet specifikt fremgår af regulativets §§ 12-14 samt §§ 17-18.

I forbindelse med implementeringen af den nye struktur i kommunen pr. 1. januar 2006, skal der ske en formel udpegning/genudpegning af sikkerhedsledere og stedfortrædere. Dette skal ske for at skabe klarhed over, hvilke personer, der i de enkelte forvaltninger er ansvarlige for, at databehandling og IT-anvendelse sker i overensstemmelse med gældende sikkerhedsbestemmelser, herunder persondataloven og Københavns Kommunes sikkerhedsregulativ. Den enkelte borgmester har ansvaret herfor.

Det følger af sikkerhedsregulativets § 20, at de enkelte borgmestre hvert år skal afgive en årsberetning om sikkerhedsarbejdets forløb inden for deres områder. Det er de respektive borgmestre, der er ansvarlige for, at beretningen bliver udarbejdet. I den forbindelse har overborgmesteren ansvaret for at koordinere årsberetningerne med henblik på at sørge for en samlet forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Arbejdet med udarbejdelse af IT-årsberetning for 2005 er blevet iværksat.

Økonomiudvalget vil fremover blive orienteret om IT-sikkerhedsarbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af IT-årsberetningen. Økonomiudvalget vil desuden blive særskilt orienteret, såfremt der måtte være sager af særlig karakter.

 

ØKONOMI

-

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

 -

Claus Juhl                          /                                                                                                                                                        Flemming Dubgaard Hansen

 

Til top