Indgåelse af kontrakt om et 3 årigt Ph.D. projekt om aktionsforskning på Døgnkontakten (Socialudvalget)
Indgåelse af kontrakt om et 3 årigt Ph.D. projekt om aktionsforskning på Døgnkontakten (Socialudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 9. maj 2006
J.nr. ØU 152/2006
15. Indgåelse af kontrakt om et 3 årigt Ph.D. projekt om aktionsforskning på Døgnkontakten (Socialudvalget)
INDSTILLING
Socialforvaltningen
indstiller til Socialudvalget
at, udvalget godkender, at Socialforvaltningen i
samarbejde med Københavns Universitet gennemfører et treårigt
aktionsforskningsprojekt på Døgnkontakten for Børn og Unge.
at
Socialudvalget indstiller overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at
ovenstående projekt for perioden medio 2006, 2007 og 2008 finansieres af den i
Budgetforliget bevilgede 1.000.000 kr. til aktionsforskningsprojektet.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2006
Faglig vicedirektør Carsten Stæhr Nielsen deltog
under punktet. Punktet blev behandlet efter punkt 10.
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til indstillingen."
RESUME
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde d. 12.
oktober 2005 (FAU 663/2005) stillede Socialistisk Folkeparti,
Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti forslag
om, at de 9,7 mill. kr. i tilbageholdte midler på bevillingsområdet
Børnefamilier med særlige behov bl.a. udmøntedes sådan, at 1 mill. kr. blev
bevilliget til igangsættelse af et aktionsforskningsprojekt under
bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov.
D. 9. november 2005 vedtog
FAU indstillingen om tidlig anmodning om overførsel af mindreforbrug fra 2005
til 2006. Beløbet er vedtaget
overført fra funktion 520.01. (FAU 607/2005). Overførslen blev vedtaget af BR
d. 15. december 2005. (BR 737/05).
Det foreslås, at projektet iværksættes som et treårigt
Ph.D. projekt, der gennemføres på Døgnkontakten for Børn og Unge.
Den Ph.D. studerende, der
skal gennemføre projektet ansættes af Institut for Psykologi ved Københavns
Universitet med tiltrædelse d. 1. august 2006.
Københavns Kommune ved
Projektkontoret deltager i ansættelsen af den Ph.D. studerende og aftaler de
nærmere omstændigheder om projektets proces, leverancer og resultater i de tre
år.
Københavns Universitet ved
Institut for Psykologi har instruktionsbeføjelsen i forhold til den Ph.D.
studerende, og valg af teori og metode foregår i universitetsregi.
Københavns Universitet bidrager
med kr. 500.000,- til det treårige projekt.
Københavns Kommune og
Københavns Universitet finansierer dermed henholdsvis 2/3 og 1/3 af
omkostningerne.
Projektets formål er, at
udvikle Døgnkontaktens medarbejdere til at arbejde med unge i en
krisesituation, med en oplevelse af bedre metoder, større indsigt i målgruppen
og et fortsat stort engagement.
For unge skal denne højnelse
af medarbejdernes kompetence medføre større tilfredshed og kortere forløb.
SAGSBESKRIVELSE
Beskrivelse af Døgnkontakten
Døgnkontakten er Københavns
Kommunes krisecenter for børn og unge mellem tolv og atten år. Døgnkontakten
har i gennemsnit 1600 henvendelser om året. I ca. 300 af sagerne er der tale om
et længerevarende forløb i familien på baggrund af en henvendelse fra barnet
eller den unge selv til Døgnkontakten. (se bilag 1 for en nærmere beskrivelse
af målgruppen)
Døgnkontaktens formål er at
yde støtte til socialt udsatte unge og deres familier i en kortere
tidsafgrænset periode med henblik på, at den unge hurtigst muligt kommer i en
positiv udvikling. I den forbindelse støtter Døgnkontakten den unge, forældrene
og lokalcentrene med at afklare den konkrete problemstilling og handlemuligheder.
Derudover har Døgnkontakten
til opgave at medvirke til at analysere, koordinere og beskrive særlige
tværgående ungdomsproblemstillinger med udgangspunkt i Døgnkontaktens
pædagogiske praksis samt den konkrete erfaring og berøring med brugergruppen.
Døgnkontaktens overordnede formål er dermed at skabe
de bedste tilbud til socialt sårbare børn og unge i krise.
Aktionsforskning generelt
Aktionsforskning er en særlig
forskningsmetode, hvor forskeren deltager og samtidig indsamler sine data ved
at udføre deltagerobservation i en nærmere defineret social forandringsproces.[1]
Aktionsforskning er pr. definition
anvendelsesorienteret, og har som mål at producere forskningsbaseret viden, der
umiddelbart kan anvendes af praksisfeltet.
Aktionsforskning er nært beslægtet med en række andre
forskningsmetoder, hvor genstandsfeltet er social praksis. Metoden er
inddragende og demokratisk og sigtet er praktisk anvendelse[2].
Forskningsmetoden er i denne form inspireret af
systemisk tænkning (f.eks. Peter Lang) og genstandsfeltet er en
forandring/forbedring af en given social praksis, hvor praktikerne har den
aktive rolle i forandringsprocessen.
Fordi genstandsfeltet er social praksis er data
karakteriseret ved en stor grad af kompleksitet og kontekstualitet. Data er
primært kvalitative og indsamles gennem interviews, observationer og konkrete
interaktioner.
Validiteten af data sikres gennem "triangulering".
Triangulering indebærer at sammen fænomen studeres, analyseres og tolkes ud fra
forskellige perspektiver og positioner, hvorved hypotesen afprøves fra flere
forskellige vinkler. Triangulering handler grundlæggende om at afprøve sin
hypotese fra flere forskellige vinkler. Hermed søges svar på samme spørgsmål på
flere forskellige måder.
Der eksisterer i Danmark et anerkendt forskernetværk
omkring Aktionsforskning (primært forankret på RUC, Aalborg Universitet og
Copenhagen Business School (Handelshøjskolen) med deltagere som Karin Kildedal,
Ry Nielsen m.fl).
Som nylige eksempler hvor aktionsforskning i socialt
arbejde i København er brugt med succes kan nævnes:
1) Det kvalificerede hverdagsliv - samarbejde mellem
bl.a. Studentersettlementet på Vesterbro og forskere ved Aalborg Universitet.
Her udforskedes marginaliserede borgeres hverdagsliv, og på baggrund heraf
udvikledes nye metoder til udvikling af hverdagsliv i lokalsamfundet. Se også http://www.settlementet.dk/udvikling-hverdagsliv.php
eller http://vbn.aau.dk/research/det_kvalificerede_hverdagsliv(92544)/
2) Samarbejdet mellem Vilde Læreprocesser og hhv. Line
Lerche Mørck, Aarhus Universitet / DPU og Morten Nissen, Københavns
Universitet. I forbindelse med organisationens arbejde med udvikling af
socialarbejderes kompetence og af nye veje i arbejdet med "vilde
unge" indgik udforskning af læring som overskridelse af marginalisering og
af metodeforståelser og magt i socialt arbejde. Se evt. http://www.dpu.dk/site.asp?p=4988
eller http://www.vildelaereprocesser.dk/drift/kronik/kroniktekst.php?id=50
I disse aktionsforskningsprojekter
er forskeren gået ind i tilbuddenes hverdag og har holdt oplæg med udgangspunkt
i sin teoretiske ramme og i den observerede empiri i tilbuddet. Det har ført
til en bevidstgørelse om den hidtidige praksis samt en beskrivelse af den. Et
sted var der f.eks. blevet opstillet otte punkter for gode betingelser for
integration.
Dernæst har inddragelsen af
medarbejderne i evalueringen og beskrivelsen af den nuværende praksis og
udviklingen af nye metoder og ny praksis betydet, at medarbejderne føler et
nært kendskab og ejerskab til den nye metode. Den var indlært, tilegnet og accepteret
i løbet af udviklingsprocessen.
Aktionsforskningsprojektet på Døgnkontakten
I det konkrete
aktionsforskningsprojekt er praksisfeltet Døgnkontaktens kriseintervention.
Projektets sigte er i tæt samarbejde med praksisfeltet at afdække og analysere
den socialfaglige praksis i
lyset af anerkendte teorier på feltet.
Aktionsforskningsprojektets
formål er todelt
- Projektets formål er, via aktiv inddragelse af
medarbejderne i forskningsprocessen, at udvikle Døgnkontaktens
medarbejdere til at arbejde med unge i en krisesituation, med en oplevelse
af bedre metoder, større indsigt i målgruppen og et fortsat stort engagement.
- Dokumentation, kvalitetssikring og udvikling af
Socialforvaltningens indsats overfor børn og unge i krise. Med henblik på
at overføre metoden til andre dele af Socialforvaltningen.
I samarbejde med Psykologisk Institut og Døgnkontakten
aftales konkrete leverancer, som projektet skal levere for at opfylde disse
formål.
Således realiseres formålet ift. udvikling af den
socialfaglige kriseintervention ved at gennemføre en række konkrete
uddannelses- og kompetenceudviklingsaktiviteter for de medarbejdere, der
udfører kriseinterventionen.
Yderligere opstilles konkrete succeskriterier for
aktionsforskningsprojektet ift kvaliteten og anvendeligheden i relation til det
socialfaglige med de kriseramte socialt udsatte børn og unge.
Organisering af aktionsforskningsprojektet
Døgnkontaktens leder er den
øverst ansvarlige for projektet i tæt samarbejde med Socialforvaltningens
Projektkontor samt psykologisk institut, Københavns Universitet.
Til styring og
kvalitetssikring af projektet nedsættes en styregruppe og en følgegruppe.
Styregruppen træffer de overordnede beslutninger og sikrer dermed fremdriften i
projektet. Styregruppen vil bestå af kontorchefen for Projektkontoret, lederen
af Døgnkontakten, professor Morten Nissen og den Ph.D. studerende.
Følgegruppen bidrager med
viden og refleksioner over projektets resultater og proces. Følgegruppen vil
bestå af relevante fagpersoner, repræsentanter fra centralforvaltningens Mål-
og Rammekontor på børneområdet, medarbejderrepræsentanter fra institutionen,
repræsentanter fra lokalcentre og børn, unge og forældre.
Tids- og handleplan
Aktionsforskningsprojektet er
opdelt i tre trin. Hvert trin strækker sig over et år. I løbet af hvert af
årene leverer den Ph.D. studerende dele til det samlede projekt. Afleveringen
sker til følgegruppen, der kommenterer på det.
Der udarbejdes aftalte
delleverancer om indsats og resultater, herunder årlige delrapporter, jævnlige
workshops for socialfaglige medarbejdere på børn- og ungeområdet mv.
Styregruppen, der tager
stilling til og bedømmer delleverancerne.
Projektets tre trin
(foreløbig tids- og handleplan) er vedlagt som bilag 2.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af
Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde d. 12.
oktober 2005 (FAU 663/2005) stillede Socialistisk Folkeparti,
Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti forslag
om, at de 9,7 mill. kr. i tilbageholdte midler på bevillingsområdet
Børnefamilier med særlige behov bl.a. udmøntedes sådan, at 1 mill. kr. blev
bevilliget til igangsættelse af et aktionsforskningsprojekt under
bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov.
D. 9. november 2005 vedtog
FAU indstillingen om tidlig anmodning om overførsel af mindreforbrug fra 2005
til 2006. Beløbet er vedtaget
overført fra funktion 520.01. (FAU 607/2005).
Overførslen blev vedtaget af
BR d. 15. december 2005. (BR 737/05).
De samlede omkostninger ved
aktionsforskningsprojektet er 1,5 mill. kr. over en treårig periode i årene
2006-2009.
Københavns
Universitet finansierer 1/3 af det samlede beløb.
Fra Københavns Kommune er der
afsat 1 mill. kr. til aktionsforskningsprojektet på Døgnkontakten.
Tabel 1 Den ø
konomiske oversigt for perioden
Bidragsydere |
Udbetaling
i perioden |
||
|
2006 |
2007 |
2008 |
Københavns Universitet |
0,17 |
0,17 |
0,17 |
Socialforvaltningen |
0,33 |
0,33 |
0,33 |
I alt |
0,5 |
0,5 |
0,5 |
Døgnkontakten medfinansierer
de omkostninger, der er i tilknytning til afholdelse af et medarbejderseminar
(2 x 2 dage) samt de omkostninger, der er forbundet med personalemæssige
ressourcer og mødevirksomhed i udviklings- og implementeringsperioden.
ANDRE
KONSEKVENSER
Forløbet eller faserne kan
forsinkes, hvis den Ph.D. studerende er nødt til at afbryde sin uddannelse i
kortere eller længere tid eller hvis det faste studieophold, der indgår i et
sådan forløb, ikke kan passes hensigtsmæssigt ind.
HØRING
Sagen vurderes ikke at skulle
i høring.
BILAG (publiceret
på nettet)
- Bilag 1: Døgnkontaktens målgruppe og sagområde
- Bilag 2: De tre trin i Aktionsforskningsprojektet
– udkast til tidsplan.
- Bilag 3: Beslutningsprotokol fra Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalgets møde d. 12. oktober 2005 (FAU 663/2005) vedr.
forslag om, at de 9,7 mill. kr. i tilbageholdte midler på
bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov bl.a. udmøntedes sådan,
at 1 mill. kr. blev bevilliget til igangsættelse af et aktionsforskningsprojekt
under bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov
- Bilag 4: Beslutningsprotokol fra Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalgets møde den. 9. november 2005 om tidlig anmodning om
overførsel af mindreforbrug fra 2005 til 2006.
- Bilag 5: Beslutningsprotokol fra
Borgerrepræsentationens møde den 15. december 2005. (BR 737/05).