Mødedato: 09.04.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Sammenlægning af legater - Købmand Hans Larsens Mindelegat med Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal som legatbestyrelse godkende sammenlægning af Købmand Hans Larsens Mindelegat med Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer og underskrive fundatstillæg herom. Civilstyrelsen har forlods godkendt sammenlægningen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at Købmand Hans Larsens Mindelegat bliver sammenlagt med Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer,
  2. at Økonomiudvalget underskriver tillæg til fundats for Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer som den fortsættende fond.

Problemstilling

Bestyrelsen for Købmand Hans Larsens Mindelegat har i breve af henholdsvis 13. januar 2011 og 18. januar 2012 på grund af legatets størrelse på kun ca. 226 t.kr. ønsket, at legatet søges sammenlagt i kommunens almindelige trangslegat (Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer).

Da formålene i begge legaterne er til uddeling til trængende personer, har Økonomiforvaltningen den 17. juli 2012 forlods ansøgt Civilstyrelsen om at godkende sammenlægning af de to legater.

Civilstyrelsen har i brev af 30. august 2012 godkendt sammenlægningen af de to legater med Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer som den fortsættende fond.

Godkendelsen af sammenlægningen er betinget af, at der ikke sker ændring i de oprindelige formål, og at der heller ikke sker indskrænkninger i aktuelle rettigheder eller berettigede forventninger om ydelser fra fondene.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Civilstyrelsen og SKAT skal have tilsendt et eksemplar af fundatstillæg i underskrevet stand.



Claus Juhl                                                                      / Thomas Jakobsen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. april 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top