Høringssvar til Københavns Agenda 21 2004-2007
Høringssvar til Københavns Agenda 21 2004-2007
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 9. marts 2004
J.nr. ØU 56/2004
3. Høringssvar til Københavns Agenda 21 2004-2007
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår,
at Økonomiudvalget fremsender vedlagte høringssvar (jf. bilag 2) vedrørende Københavns Agenda 21 2004-2007 til Miljø- og Forsyningsudvalget.
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget har
på sit møde den 2. februar 2004 besluttet at sende Københavns Agenda 21
2004-2007 i udvalgshøring. Københavns Agenda 21 2004-2007 indeholder
målsætninger på miljøområdet for København. Økonomiforvaltningen foreslår, at
Økonomiudvalget afgiver vedlagte høringssvar.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen har på mødet den 28. november 2002 (BR 588/02) tiltrådt en indstilling om at igangsætte arbejdet med en Agenda 21 plan, hvor der i et samarbejde mellem kommune, borgere og erhvervsliv opstilles målsætninger på miljøområdet. Den 6. marts 2003 godkendte Borgerrepræsentationen et debatoplæg om Agenda 21, "Miljø så det batter" (BR 95/03). I august 2003 fik Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget samt Økonomiudvalget forelagt resultaterne af en borgerdialog, ligesom de godkendte et koncept for Agenda 21-planen.
Der blev i efteråret 2003 gennemført en forvaltningshøring. Nu sendes et forslag til Københavns Agenda 21 i udvalgshøring i alle udvalg. Efter udvalgshøringen forelægges planen til politisk behandling i Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter sendes planen i offentlig høring inden den forelægges til endelig politisk behandling i Borgerrepræsentationen.
Med Københavns Agenda 21
2004-2007 opstilles de kommende års målsætninger på miljøområdet for Københavns
Kommune. Agenda 21 udspringer af både det tværkommunale miljøsamarbejde Dogme
2000 og af det kommunale plansystem.
Arbejdet med at fastlægge planens indhold og forslag er primært forankret i Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen.
Høringsmaterialet består af en plan og en pjece. Målgruppen for planen er primært politikere og medarbejdere i kommunen samt særligt miljøinteresserede organisationer og borgere. Pjecen er skrevet til dem, som er interesseret i miljøet i byen uden at have behov for det fulde overblik over alle mål og indsatser.
Ud over plan og pjece består høringsmaterialet af indstillingen til Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 2. februar 2004, hvor indholdet i plan og pjece beskrives i hovedoverskrifter, samt bilag om den gennemførte forvaltningshøring og notater om finansiering af forskellige elementer i planen.
Økonomiforvaltningen bemærker, at der i forbindelse med fremlæggelsen
af Københavns Agenda 21 2004-2007 ikke er afsat ekstra økonomiske ressourcer.
De udgiftskrævende forslag til realisering af planens forskellige elementer
forudsættes holdt indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen
beslutter for udvalgene.
Notaterne om finansiering drejer sig om forslagene: "Omlægning til økologiske fødevarer", "Miljøcertificering" og "Forbedret vandkvalitet". Omkostningerne til disse pt. ufinansierede forslag vurderes i størrelsesordenen 30 mill. kr. årligt, og forslagene vil indgå i forbindelse med Miljø- og Forsyningsudvalgets ønskeliste til budget 2005.
Derudover er der mål og indsatser i Københavns Agenda 21 2004-2007 som forventes finansieret gennem anden sektorplanlægning.
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget afgiver vedlagte høringssvar.
Derudover vil Økonomiforvaltningen henlede opmærksomheden på, at Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere" og Københavns Agenda 21 2004-2007 i høj grad supplerer hinanden som udgangspunkt for den fremtidige udvikling af København. Med de to planer sættes fokus på bæredygtighedsbegrebet i sin fulde bredde - både økonomisk, socialt, kulturelt og miljømæssigt, som grundpille for den kommende udvikling af København.
Økonomiudvalget og borgerrepræsentationen ser sagen igen efter endt høring.
ØKONOMI
Det foreslåede høringssvar har ingen økonomiske konsekvenser.
MILJØVURDERING
Det foreslåede høringssvar har ingen miljømæssige konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
HØRING
Københavns Agenda 21 2004-2007 sendes i offentlig høring efter udvalgshøring og politisk behandling.
BILAG
Bilag 1: Høringsmateriale fra Miljø- og Forsyningsudvalget.
Bilag 2: Forslag til høringssvar.
Bilag 3: Udkast til tidsplan for høringsproces.
Erik Jacobsen
/ Bjarne Winge