Etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter
Etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 9. januar 2007
J.nr. ØU 2/2007
15. Etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiudvalget skal træffe endelig
beslutning om etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter i form af et
callcenter med tilhørende web-facilitet.
Problemstilling
ØU vedtog 20. juni 2006 (J. nr. ØU 240/2006) at sende indstilling om "Etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter – Én Indgang til kommunen for erhvervslivet" til høring i de stående udvalg og i Københavns Erhvervsråd.
Erhvervskontaktcentret planlægges etableret med det formål specielt at forbedre betjeningen af virksomhederne i Københavns Kommune, og medvirke til at sikre hurtigere svar på deres henvendelser. Erhvervskontaktcentret vil blive et nyt element i Københavns Kommunes erhvervspolitik, og det skal medvirke til, at byens virksomheder får en hurtigere og mere smidig betjening, når de henvender sig til Kommunen. Det sikres bl.a. ved, at centret hurtigst muligt formidler kontakt mellem virksomhederne og de relevante forvaltningsenheder. Centret etableres som et callcenter med understøttende web-facilitet. Centrets formål, målgrupper, bemanding, ydelser og funktionsgrundlag beskrives i bilaget til indstillingen.
Hen over sommeren 2006 er der indkommet høringssvar fra alle de stående udvalg samt fra 4 medlemmer af Københavns Erhvervsråd (Dansk Industri Hovedstaden, Horesta, Københavns City Center og Københavns Universitet).
Høringssvarene fra de stående udvalg er som udgangspunkt alle positive, dog tages der i de fleste tilfælde forbehold for en eventuel medfinansiering af driftsudgifterne for Københavns Erhvervskontaktcenter, bl.a. som følge af en fordelingsnøgle for dette, først skal udarbejdes i det kommende arbejde. Teknik- og Miljøudvalget tilkendegiver, at udvalgets andel af fælles driftsudgifter forventes at kunne indarbejdes i budgettet, idet det forudsættes, at andelen ikke overstiger 1 mio. kr. årligt.
Høringssvarene fra medlemmerne af Københavns Erhvervsråd er som udgangspunkt også positive, dog anbefaler DI-Hovedstaden, at det overordnede formål for Københavns Erhvervskontaktcenter ændres til at blive formuleret således: "at medvirke til at minimere det samlede tidsforløb" (for hele sagsforløbet fra virksomhedens henvendelse til kommunens endelige svar).
Høringssvarene ligger til gennemsyn i BR-sekretariatet, værelse 4 på 2. sal.
Løsning
Indstillingens afsnit om
finansiering af driftsomkostningerne er blevet modificeret og præciseret, jfr.
forvaltningernes høringssvar, således at driftsudgifterne i perioden fra
centrets åbning og frem til 31. december 2008 finansieres ligeligt mellem
Økonomi-forvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, medens driften fra 1.
januar 2009 finansieres af alle de berørte forvaltninger efter en fordelingsnøgle
baseret på det registrerede faktuelle antal henvendelser.
Tilsvarende er beskrivelsen af centrets formål og callcentrets ydelser, bemanding, funktionsgrundlag og den understøttende web-facilitet justeret, jfr. bl.a. høringssvaret fra DI-Hovedstaden.
Økonomi
Etablering af Københavns Erhvervskontaktcenter forudsætter finansiering af etableringen frem til den planlagte åbning 1. april 2007, og herefter årlige bevillinger til den centrets drift.
Udgifterne til etablering
dækkes af en tillægsbevilling på 4 mio.
kr. til Økonomiudvalgets 2007-bevilling, Økonomisk Forvaltning, Anlæg,
IM-funktion 6.48.67.3., som finansieres over Økonomiudvalgets
bevilling, Økonomisk Forvaltning, Drift, IM-funktion 6.45.51.1.
Udgifterne til drift anslås til 2 mio. kr. årligt i 2007 p/l-niveau
Driftsudgifterne for perioden 1. april 2007-31. december 2008 fordeles ligeligt mellem Økonomiforvaltningen. og Teknik- og Miljøforvaltningen. Driftsudgifterne finansieres på Økonomiforvaltningens bevilling, drift, IM funktion 6.48.67.1. Teknik- og Miljøforvaltningen opkræves for halvdelen af de anslåede årlige driftsudgifter i hhv. april 2007 og januar 2008.
I forbindelse med evalueringen af Erhvervskontaktcentret i 2008 vil der blive fremlagt forslag til ny bidragsfordeling og betalingsordning gældende fra 1. januar 2009. Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritids-forvaltningen samt Beskæftigelses- og Integrations-forvaltningen forventes at få flest henvendelser, hvorfor de også forudses at skulle bære de største dele af driftsudgifterne fra 2009.
Videre proces
Nærværende indstilling skal forelægges BR til endelig godkendelse.
Bilag
"Funktionsbeskrivelse for Københavns Erhvervskontaktcentret"
Claus Juhl
/Bjarne Winge
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. januar 2007
Anbefalet
Behandling: Borgerrepræsentationen