Mødedato: 09.01.2007, kl. 15:15

P-anlæg i Indre By: Udsendelse af udbudsbekendtgørelse vedr. Borgergade (Teknik- og Miljøudvalget)

P-anlæg i Indre By: Udsendelse af udbudsbekendtgørelse vedr. Borgergade (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 9. januar 2007

 

 

 

J.nr.             ØU 3/2007

 

 

7.                   P-anlæg i Indre By: Udsendelse af udbudsbekendtgørelse vedr. Borgergade (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der indrykkes EU udbudsbekendtgørelse for udbud vedr. Borgergade, som udbydes som salg af fast ejendom med mulighed for etablering af bolig og erhverv og tilhørende koncession vedrørende etablering og drift af et parkeringsanlæg, og

 

at tidligere beslutning om udbud af P-anlæg under Vesterbrogade, udskydes og afventer resultaterne af de igangværende aktiviteter vedr. udviklingsmulighederne i Metropolzonen.

 

at der gives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. finansieret af Vej & Park anlægsramme konto 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) til videreførelse af udbud og efterfølgende tilbudsvurdering.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2006

Sagen blev udsat

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2006

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

 

 

RESUME

I overensstemmelse med Bygge- og Teknikudvalgets beslutning på mødet den 7. september 2005 (BTU 499/2005) har forvaltningen fortsat arbejdet med forberedelsen af udbud af P-anlæg i den indre by.

 

Efterfølgende godkendte Bygge- og Teknikudvalget den 7. december 2005 (Efterretningsnotat af 24. november 2005), at forvaltningen kunne indrykke udbudsbekendtgørelse for projekterne.

 

På baggrund af de igangværende aktiviteter vedr. udviklingsmulighederne i Metropolzonen foreslås udbudet af P-anlæg under Vesterbrogade udskudt indtil resultaterne af dette arbejde foreligger.

 

Der er udarbejdet en udbudsbekendtgørelse som vedrører salg af fast ejendom i Borgergade med mulighed for etablering af bolig og erhverv og tilhørende koncession vedrørende etablering og drift af et parkeringsanlæg på op til 500 parkeringspladser på del af matr.nr. 626 Sankt Annæ Vester Kvarter, København, beliggende Borgergade, København.

 

Ved bud på ejendommen er det forudsat, at der etableres og drives et parkeringsanlæg. Udbudet foreslås ændret således at det indgår at parkeringsanlægget skal være under terræn eller bagvedliggende. Herved sikres det, at der i facaden og højden bygges serviceerhverv, kontor og boliger.

 

Til videreførelse af udbudsprocessen og den efterfølgende tilbudsvurdering er der behov for en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. Baggrunden er, at det i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmaterialet har vist sig, at opgaven er væsentlig mere kompliceret end vurderet ved opgavens start. Derfor har forvaltningerne vurderet, at der er behov, for at tilknytte ekstern ekspertise til tilbudsvurderingen, for at sikre en professionel gennemførelse af sidste del af opgaven.

Sagen var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. november 2006, men blev udsat.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte henholdsvis den 11. juni 2003, den 22. april 2004, den 3. og den 17. marts 2005 indstillinger om at igangsætte forberedelsen af udbud af 3 parkeringsanlæg henholdsvis under Vesterbrogade mellem H. C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade (herefter Vesterbrogade), i Borgergade og under Kvæsthusbroen. 

 

I overensstemmelse med Bygge- og Teknikudvalgets beslutning på mødet den 7. september 2005 (BTU 499/2005) har forvaltningen fortsat arbejdet med forberedelsen af udbud af de 3 P-anlæg i Indre By.

 

Efterfølgende godkendte Bygge og Teknikudvalget 7. december 2005 (Efterretningsnotat af 24. november 2005), at forvaltningen kunne indrykke udbudsbekendtgørelse for projektet.

 

 

Uddybning af indstilling

Generelt

På baggrund af de igangværende aktiviteter vedr. udviklingsmulighederne i Metropolzonen udskydes udbudet af P-anlæg under Vesterbrogade indtil resultaterne af undersøgelserne foreligger.

 

Da der i udbuddet af ejendommen i Borgergade indgår salg af kommunens faste ejendom med en forudsætning om, at der skal etableres og drives P-anlæg vil udbuddene skulle gennemføres efter 2 regelsæt. Dels efter reglerne i EU's udbudsdirektiv 2004/18/EF om udbud af en koncessionskontrakt om offentlige bygge- og anlægsarbejder, dels efter reglerne om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.

 

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med projektdeltagere i Vej & Park udarbejdet en EU udbudsbekendtgørelse.

 

Udbudsbekendtgørelsen vedrører salg af fast ejendom med mulighed for etablering af bolig og erhverv og tilhørende koncession vedrørende etablering og drift af et parkeringsanlæg på op til 500 parkeringspladser på del af matr.nr. 626 Sankt Annæ Vester Kvarter, København, beliggende Borgergade, København.

 

Den tidligere forudsætning om etablering af et P-hus er justeret til, at parkeringspladserne i stedet for etableres som hel eller delvis kælder.  Derved udnyttes muligheden for at bygge i højden til bolig og erhverv. Dette kræver muligvis efterfølgende en ny VVM screening og dispensation fra lokalplanen.

 

Ved bud på ejendommen er det forudsat, at der etableres og drives et parkeringsanlæg.

 

Udbudsform. Udbuddet af ejendommene og koncessionerne foregår i henhold til lov om kommunernes styrelse § 68 og bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme samt efter EU-direktiv nr. 2004/18/EF efter reglerne om koncessioner på offentlige bygge- og anlægsarbejder. Anlægget udbydes i begrænset udbud. (Dvs. med prækvalifikation) 

 

Udvælgelseskriterier. Tilbudsgiverne prækvalificeres på basis af udvælgelseskriterierne teknisk og økonomisk formåen (kapacitet).  Der udvælges et begrænset antal virksomheder/konsortier til at give tilbud på opgaven.

 

Tildelingskriterier. Tildelingskriteriet er det økonomisk mest fordelagtige. her vurderes efter følgende hovedkriterier:

 

Provenu:         50 %

Kvalitet:          50 %

 

Hvor der i vurderingen af Kvalitet vil indgå bedømmelse af

 

·      Den færdige bebyggelse (æstetik, udformning, anvendelsesmuligheder, bidrag til opfyldelse af lokalplanens intentioner om mere liv i gaden).

·      Det færdige P-anlæg (tryghed, æstetik, funktionalitet, tekniske løsninger, driftsikkerhed mv.)

·      Udførelsesperioden (tidsplan, logistik, opfyldelse af VVM krav vedr. miljøpåvirkninger, interessentprocessen)

·      Teknisk og administrativ formåen. Leverandørens evne til at levere det rigtige produkt til tiden.

 

Koncessionens varighed. Koncessionen er tidsbegrænset. Dette skyldes hensyn til provenuet, da tilbudsgivere sandsynligvis vil tage sig betalt for risikoen ved at binde sig for en længere periode.

 

Forbehold. Der tages i udbudsbekendtgørelsen forbehold for politisk godkendelse. Derfor vil det være muligt at annullere udbudsforretningen, såfremt de indkomne tilbud ikke skulle opfylde forventningerne til indhold, provenuet og/eller til kvaliteten.

 

Tidsplan. Der arbejdes efter følgende udbudstidsplan

·        Udsendelse af udbudsbekendtgørelse umiddelbart efter godkendelsen af denne indstilling.

·        Udvælgelse af tilbudsgivere og udsendelse af udbudsmateriale ca. to måneder efter godkendelsen af denne indstilling.

·        Tilbudsfrist/aflevering af tilbud ca. 3½ måned efter godkendelsen af denne indstilling.

·        Indstilling til valg af tilbudsgiver/bygherre 4½ til 5 måned efter godkendelsen af denne indstilling..

 

Interesse. Der har været stor interesse for udbudet af P-anlæg i Borgergade, ikke bare fra investorer, entreprenører, leverandørers side men også fra erhvervsdrivende, der ønsker at erhverve lokaler i Borgergade. Det forlyder fra flere sider, at konsortiedannelser allerede har fundet sted, og at man blot venter på udbudsbekendtgørelsen.

 

Økonomi

Det endelige provenu vil fremgå af de indkomne tilbud og den efterfølgende indstilling til de politiske udvalg og Borgerrepræsentationen. 

 

Provenuet tilgår Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, Forskydning i likvide aktiver, funktion 8.05.5. (kassen). Det skal i den forbindelse bemærkes, at Borgerrepræsentationen den 9/12 2004 besluttede, at provenuet fra salget af den resterende del af Elværksgrunden i Borgergade skal dække et beløb på 9,7 mio. kr. (2004 p/l), der blev overført til staten som en del af Københavns Kommunes medfinansiering af det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen (BR 634/2004). Overførslen af de 9,7 mio. kr. blev mellemfinansieret over kassen og skal tilbageføres til kassen ved salg af grunden.

 

Til videreførelse af udbudsprocessen og den efterfølgende tilbudsvurdering er der behov for en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. Forvaltningen foreslår, at der gives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. finansieret af Vej og Parks anlægsramme konto 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) i 2007.

 

 

 

Miljøvurdering

Der er givet VVM-tilladelse til at opføre et overjordisk parkeringsanlæg på grunden. Et underjordisk anlæg vil muligvis kræve en VVM-screening eller ny VVM-redegørelse, denne proces vil tage  omkring et år. Dette påvirker dog sandsynligvis ikke projektets gennemførelsesperiode, fordi screeningen/processen kan gennemføres sideløbende med at der detailprojekteres.

 

Høring

Der har været afholdt offentlige høringer.

 

 

Ole Bach

 

Til top