Mødedato: 08.12.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Model for gennemførsel af en inklusionsmåling i Københavns Kommune

Se alle bilag

Økonomiudvalget besluttede den 22. september 2020 på baggrund af et medlemsforslag, at Økonomiforvaltningen skal fremlægge forslag til, hvordan der i Københavns Kommune kan foretages en inklusionsmåling, der belyser barriererne for kvinders vej til topledelse. På den baggrund har Økonomiforvaltningen udarbejdet et oplæg til en undersøgelse, som indeholder såvel en kvantitativ som en kvalitativ analyse. Økonomiudvalget forelægges modellen til godkendelse, herunder at Økonomiforvaltningen arbejder videre med den frem mod forhandlingerne om Overførselssagen 2020-2021.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at modellen for gennemførelse af en inklusionsmåling i Københavns Kommune, som beskrevet i afsnittet Løsning, godkendes,
  2. at det tages til efterretning, at undersøgelsen gennemføres i april til juni 2021,
  3. at det godkendes, at der er udarbejdes et budgetnotat for den valgte model frem mod Overførselssagen 2020-2021,
  4. at det godkendes, at medlemsforslaget stillet af Venstre på Økonomiudvalgets møde den 22. september 2020, dagsordenspunkt 2, jf. bilag 1, hermed er håndteret.

Problemstilling

Den seneste afrapportering på Københavns Kommunes (KK) arbejde på ligestillingsområdet – som Borgerrepræsentationen (BR) fik forelagt den 20. august 2020 – viste, at 33 pct. af kommunens 24 niveau 1-ledere (administrerende direktører og direktører) i 2019 var kvinder.

Venstre fremsatte følgende medlemsforslag den 22. september 2020, jf. bilag 1, som Økonomiudvalget (ØU) godkendte:

  • ”at Økonomiforvaltningen vender tilbage til Økonomiudvalget inden udgangen af 2020 med forslag til, hvordan en inklusionsmåling kan foretages i Københavns Kommune i forbindelse med det videre arbejde med ligestillingsområdet.”

Ifølge medlemsforslaget kan gennemførelsen af en inklusionsmåling bidrage til en bedre forståelse for kulturen i en organisation, idet en sådan undersøgelse ”… kan give et billede af, hvem der føler sig en del af organisationen, og hvem der ikke gør og dermed fx afdække årsagerne til, at kvinder ikke i samme grad som mænd stiger i graderne”.

Løsning

Til håndtering af ØU-beslutningen har ØKF været i dialog med en række konsulentfirmaer, der har særlig viden om diversitets- og mangfoldighedsemner, og som vurderes at kunne gennemføre den efterspurgte undersøgelse. ØKF har derudover været i dialog med en række private virksomheder og organisationer, som tidligere har gennemført lignende undersøgelser om barriererne for kvinders adgang til toplederstillinger. Begge dele mhp. at kvalificere, hvordan en undersøgelse af barriererne for kvinders adgang til toplederstillinger i KK bedst muligt kan sammensættes.

I virksomhederne og organisationerne er barriereundersøgelserne sket med afsæt i både kvantitative (spørgeskema) og kvalitative (fokusgruppeinterviews og enkeltinterviews) metoder. Virksomhederne og organisationerne har ydermere påpeget, at den kvalitative del har været det bærende element i undersøgelserne, idet medarbejdere og ledere har haft bedre muligheder for at italesætte og påpege diverse konkrete problemstillinger og udfordringer i dagligdagen og ikke har været ”bundet” til et spørgeskema.

Konsulentfirmaer, som ØKF har været i dialog med, har samtidig understreget vigtigheden i, at komplekse problemstillinger og udfordringer undersøges igennem flere forskellige metoder, samt at brugen af både en kvalitativ og en kvantitativ tilgang bidrager til en valid og robust undersøgelse. Således er der i en kvantitativ del (spørgeskema) mulighed for at spørge bredt ind til udfordringerne på området, mens der i en kvalitativ del (fokusgruppeinterviews og enkeltinterviews) dels er mulighed for at uddybe og belyse de problemstillinger mv., der tydeliggøres i en spørgeskemaundersøgelse, dels er mulighed for at italesætte problemstillinger, der ikke tydeliggøres i et spørgeskema.

Oplæg til undersøgelse af barriererne for kvinders vej til topledelse i KK

Oplægget til undersøgelsen består af en række delelementer, der tilsammen skal sikre, at barriereproblematikken for kvinders adgang til toplederstillinger i KK belyses på en repræsentativ og fyldestgørende måde.

Undersøgelsen vil indledningsvist bestå af desk research samt forskellige analyser af bl.a. eksisterende data, personalepolitikker i KK og litteratur på området.

Det ene af undersøgelsens to ben vil være en kvantitativ analyse i form af en spørgeskemaundersøgelse med en repræsentativ gruppe af medarbejdere og ledere på tværs af forvaltningerne. Der spørges ind til barrierer, udfordringer og problematikker ift., hvorfor der er så få kvindelige topledere i KK. Spørgeskemaet vil blive sendt til i alt 1.500-3.000 personer (både medarbejdere og ledere) afhængigt af bl.a. den samlede undersøgelses omfang.

Undersøgelsens andet ben vil være en kvalitativ analyse bestående af en række fokusgruppeinterviews samt enkeltinterviews. Fokusgruppeinterviewene foreslås gennemført dels med en repræsentativ gruppe af medarbejdere (på tværs af forvaltninger og faggrupper), dels med en repræsentativ gruppe af ledere (på tværs af forvaltninger og forskellige ledelsesniveauer, herunder potentielle topledere). Derudover foreslås det, at der gennemføres enkeltinterviews med ledere på niveau 1 (adm. direktører og direktører), medlemmer af BR samt eksterne rekrutteringskonsulenter/eksperter. Der foreslås i alt gennemført 30-40 forskellige interviews. Den kvantitative undersøgelse foreslås gennemført forud for den kvalitative del mhp., at nogle af de tydeliggjorte problemstillinger mv. fra spørgeskemaundersøgelsen kan blive en del af interviewene.

Afrapporteringen forventes at bestå dels af en hovedrapport, der belyser tværgående barrierer for kvinder i topledelse i KK, dels af mere specifikke anbefalinger for hver af de syv forvaltninger. Af afrapporteringen vil også fremgå mere konkrete løsningsforslag til håndtering af evt. påviste udfordringer.

Den endelige rammesætning af opgaven, herunder vægtningen mellem de foreslåede aktiviteter i undersøgelsen og dens sigte vil ske i et samarbejde mellem ØKF og det eksterne konsulentfirma, der vælges til at udarbejde og gennemføre undersøgelsen.

Økonomi

Med udgangspunkt i dialoger som ØKF har haft med relevante konsulentfirmaer, der vurderes at kunne løse opgaven, er det ØKF’s vurdering, at undersøgelsen vil koste ca. 1 mio. kr. eksklusiv moms.

Videre proces

Såfremt ØU godkender model for undersøgelse af barrierer for kvinders adgang til toplederstillinger i KK, vil ØKF frem mod forhandlingerne om Overførselssagen (OFS) 2020-2021 gå i dialog med relevante konsulentfirmaer, der vurderes at kunne løse opgaven, ligesom undersøgelsesoplægget vil blive drøftet i kredsen af administrerende direktører. På baggrund heraf udarbejdes et budgetnotat, der nærmere beskriver finansieringsbehovet. Umiddelbart efter forhandlingerne om OFS 2020-2021 er overstået, vil ØKF indgå aftale om, hvem der skal udarbejde og gennemføre undersøgelsen.

 

Søren Hartmann Hede    /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Model for gennemførsel af en inklusionsmåling i Københavns Kommune (2020-0843757)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2020

Indstillingens 1. og 3.-4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top