Udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til TOMORROW Festival 2021
Foreningen Bæredygtighedsmødet har ansøgt Københavns Kommune om i alt 5 mio. kr. til planlægning og afholdelse af TOMORROW Festival i København i 2021. Økonomiudvalget forelægges sagen med henblik på beslutning om udmøntning.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Foreningen Bæredygtighedsmødet i alt tildeles 5 mio. kr. til planlægning og afvikling af TOMORROW Festival 2021,
- at det godkendes, at midlerne udmøntes fra Megaeventpuljen.
Sagsfremstilling
Foreningen Bæredygtighedsmødet ansøger Københavns Kommune om 5 mio. kr. i tilskud til at afholde TOMORROW 2021 den 3.- 4. september 2021 i Tunnelfabrikken i Nordhavnen. Ansøgningen er vedlagt som bilag 1 i denne sag. Økonomiforvaltningen indstiller, at midlerne udmøntes fra Megaeventpuljen.
Baggrund
TOMORROW er en ny festival, der stiller skarpt på klima og bæredygtighed samt vedvarende ændringer af borgernes adfærd. Målgruppen er almindelige københavnere og arrangøren har desuden fokus på at involvere unge gennem samarbejde med ungdomsorganisationer og folkeskoler.
Arrangøren ønsker at afholde festivalen første gang i 2021 med ambition om at blive en årligt tilbagevendende begivenhed med et stigende internationalt fokus. TOMORROW Festival tager afsæt i FN’s 17 verdensmål, og formidler naturvidenskabelig viden, der giver deltagere mulighed for at handle på nye måder. Arrangøren planlægger at sætte fokus på fire hovedtemaer i 2021: fødevarer, tøjforbrug, boligen og livet i byen.
TOMORROW-konceptet består overordnet af tre aktiviteter. ”Imagine TOMORROW” er en 48-timers tænke-/handletank med 25 anerkendte videnskabsfolk, humanister, filosoffer, økonomer, kunstnere, erhvervsledere og meningsdannere fra ind- og udland. ”TOMORROW Summit” er praktisk og internationalt orienteret konference for virksomheder og organisationer med ca. 400 deltagere. ”TOMORROW Festival” har debatter, scenesamtaler, musik og visuelt engagerede oplevelser, onsite-undervisning, involverende ”labs” og innovative showcases. Arrangøren forventer op mod 5.000 deltagere.
Foreningen Bæredygtighedsmødet har ansvaret for at planlægge og afholde eventen, og parterne i foreningen har stor erfaring indenfor bæredygtighedsdagsordenen samt planlægning af større events.
Løsning
Eventrådets vurdering
Eventrådet bemærker, at eventen har begrænset internationalt fokus og fremhæver som opmærksomhedspunkt, at Megaeventpuljen anvendes til enkeltstående events. Eventrådet bemærker desuden, at den offentlige andel af finansieringen er høj, jf. nedenfor.
Eventrådet finder festivalens emne interessant, men vurderer at der allerede findes lignende initiativer i København og resten af Danmark. Eventrådet anbefaler fusion fremfor at starte et nyt konkurrerende initiativ. Afslutningsvis påpeger Eventrådet en række COVID-19 relaterede udfordringer og anbefaler at rykke en eventuel afvikling til 2022.
Kultur- og Fritidsudvalgets vurdering
Kultur- og Fritidsudvalget vurderer, at festivalkonceptet ligger i forlængelse af kultur- og fritidspolitikkens målsætninger om at fremme medborgerskab via dialog og deltagelse og at realisere politiske visioner i samarbejder og partnerskaber. Derudover bemærker udvalget, at eventens indtægtsbudget er behæftet med væsentlige risici grundet COVID-19, som kan have indvirkning på mulighederne for at udvikle og afvikle eventen som beskrevet i ansøgningen.
Økonomiforvaltningens vurdering
Økonomiforvaltningen vurderer, at eventen kan bidrage til den internationale branding af København, på trods af det begrænsede potentiale for tiltrækning af udenlandske gæster, som det fremgår af Wonderful Copenhagens estimering af turismeomsætningen (0,5 mio. kr.). Wonderful Copenhagen anbefaler, at der som følge af COVID-19-krisen bør satses på hjemmedyrkede events, som kan skabe langsigtet og vedvarende værdi for København. Økonomiforvaltningen vurderer, at eventen på sigt kan bidrage til at tiltrække internationale gæster til København og bidrage til genopretningen af den københavnske oplevelses- og turismebranche.
Økonomiforvaltningen vurderer, at Tomorrow Festival kan understøtte international og national branding af København som en liveable by, der sætter grøn, social og økonomisk bæredygtighed højt. I forlængelse heraf viderefører eventen indsatser fra Københavns værtskab for C40 World Mayors Summit i 2019. TOMORROW Festivals stærke fokus på FN’s verdensmål understøtter Budgetaftalen for 2021 hvor aftalepartnerne vedtog, at Københavns Kommune skal styrke civilsamfundets inddragelse i arbejdet med FN’s verdensmål. Eventen kan understøtte dette ved at ”oversætte” verdensmålene til konkrete bæredygtige handlinger.
Arrangøren ønsker at samle virksomheder med fokus på bæredygtige produkter, teknologier og services. I et erhvervs- og vækstpolitisk perspektiv vil inddragelsen af virksomheder styrke Københavns Kommunes arbejde for fremme af eksport og internationale markedsandele indenfor grønne løsninger.
Afslutningsvis har arrangøren i sin afvikling fokus på fx catering, transport, materialeanvendelse nedrivning og genanvendelse. Økonomiforvaltningen vurderer, at dette understøtter Københavns Kommunes ambition om at afholde mere bæredygtige events i fremtiden.
Risikovurdering
Set i lyset af COVID-19 arbejder arrangøren med partnere og rådfører sig bl.a. med kongres- og eventafdelingen i Wonderful Copenhagen for opdatering af ny viden om sundhed og sikkerhedsforanstaltninger.
Arrangøren har i forlængelse heraf udarbejdet tre scenarier for festivalen, så den kan afholdes under forskellige restriktioner. Fysisk opdeling af festivalen i bidder på 500 deltagere, men stadig på festivalpladsen, satellitter med 6 -10 telte af 500 deltagere rundt omkring i byen og dermed inddragelse af hele byen med forskellige events eller et fuldt digitalt event uden begrænsninger i deltagerantal.
Økonomi
Eventens økonomi
Det samlede udgiftsbudget er på ca. 19,3 mio. kr., hvoraf kommunen ansøges om et direkte tilskud på 5 mio. kr. Indtægtsbudgettet er baseret på en forventning om fondsstøtte, virksomhedsbidrag, festivalsponsorer samt indtægter ved billetsalg. Økonomiforvaltningen bemærker, at der endnu ikke foreligger tilsagn fra øvrige bidragsydere. Københavns Kommune vil i en tilskudsaftale stille betingelser til øvrig finansiering samt eventens format. Overholdes betingelserne ikke, kan Københavns Kommune trække sit tilsagn om støtte tilbage.
Megaeventpuljen
Megaeventpuljen løber fra 2019-2022, og der blev afsat 12,5 mio. kr. i 2019 og 15 mio. kr. årligt i 2020-2022 (i alt 57,5 mio. kr.). Såfremt Økonomiudvalget godkender, at der udmøntes 5 mio. kr. til TOMORROW Festival i 2021, vil der være 9,41 mio. kr. tilbage i Megaeventpuljen.
Videre proces
Såfremt Økonomiudvalget godkender Økonomiforvaltningens indstilling, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med arrangøren en tilskudsaftale, som indeholder betingelser for udbetaling af tilskuddet.
Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til TOMORROW Festival 2021 (2020-0853210)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi forudsætter, at projektets budget tilpasses, hvis det alene gennemføres virtuelt.”