Forslag til lokalplan Kulbanevej Øst med kommuneplantillæg, Valby
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan Kulbanevej Øst med kommuneplantillæg i høring. Forslagene vil muliggøre udvikling af et område ved Kulbanevej/Retortvej med bl.a. boliger og daginstitution med op til 45.000 m2 nybyggeri.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at godkende forslag til lokalplan Kulbanevej Øst (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger,
3. at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejeren (bilag 4), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.
Problemstilling
En bygherre har anmodet kommunen om en ny lokalplan for ejendommen Retortvej 6. Bygherre ønsker at opføre boliger. Det kræver en ny lokalplan med et kommuneplantillæg, da den gældende lokalplan alene giver mulighed for serviceerhverv, og da Kommuneplan 2019 fastlægger, at rammerne skal fastlægges i den videre kommuneplanlægning. Der er konstateret behov for en kommunal daginstitution i området. Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkendte henholdsvis den 2. marts og den 17. marts 2020 startredegørelse for lokalplanen med kommuneplantillæg (bilag 7). I startredegørelsen blev anbefalet, at der i den videre planlægning skal være særlig fokus på, at området indgår i helhedsplanen for Kulbanekvarteret og er bindeled til Grønttorvsområdet, at der sikres mest muligt grønt, at der er trygge adgangsforhold, og at der indgås en udbygningsaftale om anlæg af en ny Kulbanevej gennem området.
Løsning
Lokalplanforslaget omfatter området for lokalplan Datacentralen og de tilstødende kommunale arealer op til Ringstedbanen. Området opdeles i tre delområder. Område I fastlægges til boliger med mulighed for en daginstitution, område II til serviceerhverv og område III til rekreativt grønt areal kombineret med regnvandsbassin. Der er i Budget 2018 (Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) givet bevilling til etablering af det rekreative areal med regnvandsbassin som en del af Kulbaneparken. Det samlede grundareal er ca. 64.000 m2. I anmodningen om lokalplan har bygherre vedlagt et forslag til nybyggeri på ca. 45.000 m2 på Retortvej 6 og på de tilstødende kommunale arealer svarende til en bebyggelsesprocent på 150. Desuden er der skitseret et nyt forløb af Kulbanevej gennem området fra et nyt kryds ved Retortvej/Ingrid Marievej til den eksisterende Kulbanevej. Endelig tilgodeses behovet for en 8-gruppers daginstitution, der placeres på den kommunale del af område I.
Ønsket om nybyggeri skal ses i sammenhæng med Områdefornyelsen Kulbanekvarteret. Ejendommen Retortvej 6 indgår i området, og i regi af områdefornyelsen er der udarbejdet en udviklingsplan, hvor der er peget på muligheden for nyt boligbyggeri bl.a. på denne ejendom og på tilstødende kommunale arealer. Desuden er det anbefalet at se på muligheden for flytning af krydset Retortvej/Kulbanevej til denne grund.
Byliv
Lokalplanområdet skal udgøre et bindeled mellem Grønttorvsområdet og Kulbaneparken samt de tilstødende eksisterende og kommende nye boligområder. Det skal være attraktivt at bevæge sig gennem området på stier og på veje, der er forsynet med fortove, cykelstier og træbeplantning. Internt i boligområdet vil der blive grønne opholdsarealer. Anlægget med regnvandsbassin vil blive indrettet, så det også kan bruges til forskellige rekreative formål. En ny daginstitution vil skabe yderligere liv i området.
Bæredygtighed og bynatur
Teknik- og Miljøforvaltningen har drøftet mulighederne for at implementere Københavns Kommunes politikker, planer og strategier for bæredygtighed i projektet med bygherre. Bygherre stiler mod, at byggeriet bliver Svanemærket.
Der er på nuværende tidspunkt 86 træer i området, der lever op til kriterierne for bevaringsværdige træer. Heraf står 52 træer i område II (serviceerhverv), og de fastlægges alle som bevaringsværdige. De resterende 34 står i område I (boliger/institution), hvor projektet forudsætter, at 34 træer kan fældes, bl.a. for at give plads til den nye Kulbanevej og til udvidelse af Retortvej, jf. bilag 5. De 34 træer er kirsebær, æble og cypres, og de er omkring 20 år gamle. I delområdet stilles der krav om plantning af mindst 120 nye træer. En del af disse træer vil være synlige fra Retortvej. I område III plantes der mindst 30 træer som led i indretningen til rekreative formål.
Almene boliger
Der vil i lokalplanen blive stillet krav om 25 % almene boliger (op til ca. 11.000 m2). Lokalplanområdet ligger inden for Lykkebo Skoles skoledistrikt, hvor andelen af almene boliger er 30 %, og med udvikling af Grønttorvsområdet og det aktuelle område, vil andelen af almene boliger i skoledistriktet falde til under 30 %. I henhold til retningslinjerne i forslag til Kommuneplan 2019 stilles kravet derfor. Vurderingen er uddybet i bilag 4.
Parkering
Lokalplanens område I og III ligger i et byudviklingsområde, hvor Kommuneplan 2019 muliggør, at området kan etableres som helt eller delvist bilfrit. Med lokalplanen trafikbetjenes området af den omlagte Kulbanevej, hvorfra der er adgang til parkeringskældre. Det betyder, at de ubebyggede arealer ved boligerne vil være fri for biltrafik.
I byudviklingsområder stiller Kommuneplan 2019 krav om én parkeringsplads pr. 250 m2 boligetageareal og én plads pr. 286 m2 til daginstitutioner. Lokalplanens område II ligger i øvrig by, hvor kravet i kommuneplanen er én parkeringsplads pr. 143 m2 for erhverv.
Kommuneplanen muliggør, at parkeringsbehovet kan vurderes konkret i lokalplanen. Når der – som i dette tilfælde – er tale om planlægning for enkelte bebyggelser i et allerede bebygget område, som ikke er planlagt som bilfrit eller delvis bilfrit område, kan parkeringsnormen fastholdes, jf. administrationsgrundlaget for parkering vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 11. maj 2020. Det indstilles derfor, at parkeringsnormen fastholdes, idet lokalplanområdet grænser op til eksisterende bebyggelse, herunder også Grønttorvsområdet, som ikke er planlagt som helt eller delvist bilfrie. Desuden vil en lavere norm indebære en risiko for, at beboere og besøgende vil vælge at parkere på de omliggende veje, herunder i det tilgrænsende område med villabebyggelse.
Cykelparkeringsdækningen til boliger, institutioner, plejeboliger og erhverv er henholdsvis 4, 2,5, 0,65 og 3 pladser pr. 100 m2 etageareal.
Kommuneplan
Med forslaget til tillæg til Kommuneplan 2019 fastsættes den maksimale bebyggelsesprocent for boligområdet til 150 (B4*-område), og afgrænsningen af kommuneplanrammen for dette område tilrettes, så den afgrænses af Ringstedbanen. I kommuneplanener boligdelen af området fastlagt som byudviklingsområde til udvikling i første del af planperioden med benævnelsen ”Kulbanevej” sammen med to områder nord for Ringstedbanen. Områderne kan anvendes til boliger med særlig bemærkning om, at rammerne fastlægges ved yderligere kommuneplanlægning (B*-område). En ejendom er fastlagt til serviceerhverv med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 (S1-område). Ringstedbanen og et smalt areal langs banen er fastlagt til offentlige tekniske anlæg, herunder kollektive trafikanlæg (T1-område). Byudviklingsområdet tilrettes til samme afgrænsning, og omkringliggende T1- og T*-rammer tilpasses boligrammens nye udstrækning.
Intern høring
Der har i forbindelse med fremlæggelse af startredegørelsen været gennemført en høring af bl.a. Valby Lokaludvalg, som har mulighed for at afgive høringssvar igen i forbindelse med den offentlige høring.
Miljøvurdering
Planerne medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Udbygningsaftale
På grundejers anmodning er der udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Aftalen indeholder anlæg af en ny Kulbanevej fra Retortvej overfor Ingrid Marievej til den eksisterende Kulbanevej samt etablering af et signalreguleret kryds ved den nye Kulbanevejs udmunding i Retortvej og udvidelse af Retortvej for at give plads til en buslomme og svingbane. Kommunen får anlæggene vederlagsfrit, når de er færdiganlagt og godkendt af kommunen. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer årlige driftsudgifter på 115.000 kr., der vil blive søgt dækket i forbindelse med budgetforhandlingerne, når anlæggene er etableret. Hvis der ikke bliver givet midler i budgetforhandlingerne, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt planforslagene, sender forvaltningerne forslagene i offentlig høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2021.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan Kulbanevej Øst (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, - at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.
- at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejeren (bilag 4), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2020
Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”således at der ikke stilles krav om opførelse af almene boliger, idet der i forvejen er over 30 procent almene boliger i skoledistriktet.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med 1 stemme mod 10. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C.
Imod stemte A, B, F, O, V, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at træerne bevares.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med 4 stemmer mod 6. 1 undlod at stemme.
For stemte: C, B, O og V.
Imod stemte: A, F og Ø.
Undlod at stemme: Å.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti synes, at der er uforsvarligt at opføre boliger på så støjplaget en grund.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 13: Forslag til lokalplan Kulbanevej Øst med kommuneplantillæg, Valby (2019-0343311)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. august 2020:
”Det Konservative Folkeparti ønsker, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig, så parkering kan holdes på egen grund uden at belaste de offentlige vejarealer.”
”Det Konservative Folkeparti synes, at det er uforsvarligt at opføre boliger på så støjplaget en grund.”