Forbedring af forholdene for cyklisterne på Grøndals Parkvej (Teknik- og Miljøudvalget)
Forbedring af forholdene for cyklisterne på Grøndals Parkvej (Teknik- og Miljøudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 8. august 2006
J.nr. ØU 275/2006
18. Forbedring af forholdene for cyklisterne på Grøndals Parkvej (Teknik- og Miljøudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forholdene
for cyklisterne på Grøndals Parkvej forbedres ved at forbinde de allerede
eksisterende cykelstier henholdsvis nord og syd for signalreguleringen ved Jernbane
Allé.
at der på Vej
& Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg) gives en anlægsbevilling på
6,8 mio. kr. til etablering af cykelstierne.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2006
Anbefalet
Økonomiforvaltningen
indstiller:
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets rammer.
Endvidere
forudsætter Økonomiudvalget, at tildelingen af en anlægsbevilling i 2007 sker
med forbehold for Borgerrepræsentationens bevilling af rådighedsbeløb til
Teknik- og Miljøudvalget i 2007."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2006
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Den 22. februar 2006 (TMU
104/2006) godkendte Teknik- og Miljøudvalget at anvende 5 mio. kr. til
etablering af cykelstier på Nordre Fasanvej, samt at de resterende midler af
puljen til etablering af cykelstier afsat på Vej & Parks investeringsplan
2006 disponeres sammen med midlerne for 2007 til bl.a. etablering af cykelstier
på Grøndals Parkvej.
Grøndals
Parkvej er en del af Ring 02. Ved krydset
Grøndals Parkvej/Jernbane Allé starter/slutter cykelstierne ca. 130 m syd for
krydset i begge sider af vejen, og nord for krydset ca. 60 m før krydset på
vest siden af vejen, mens den er ført helt frem til krydset på østsiden (bilag
1).
Forvaltningen foreslår at
forbedre forholdene for cyklisterne ved at anlægge cykelstier helt frem i
krydset. For ikke at forringe trafikafviklingen på Grøndals Parkvej ved at tage
pladsen fra vognbanerne foreslår forvaltningen, at der syd for krydset
inddrages 1,5-2,0 meter af beplantningen i Grøndalsparken og 0,5 m af
beplantningen nord for krydset (bilag 2+3).
Dette betyder, at flere store
træer skal fældes. Forvaltningen foreslår derfor, at disse erstattes af nye,
der således rykkes længere ind i parken. For at kompensere for at parkarealet
bliver mindre foreslår forvaltningen endvidere, at fjerne de dækningsgrave der
ligger i parken ud til Grøndals Parkvej syd for krydset, og at arealet
efterfølgende retableres med græs (bilag 4).
Projektet vil forbedre
cyklisternes forhold væsentligt, og der vil være en lille gevinst for
bilisterne, idet cyklisterne ikke længere vil fylde op i køresporene. Løsningen
forbedrer ikke den generelle trafikafviklingssituation i signalreguleringen.
Forvaltningen vurderer, at dette vil kræve en løsning der indeholder seks
kørespor til bilerne, hvilket vil kræve et indgreb i parken på ca. 10 m bredde.
Da en sådan løsning alligevel
ikke vil øge kapaciteten på selve strækningen, vurderer forvaltningen, at
løsningen ikke kan forsvares gennemført set i forhold til det meget store
indgreb i Grøndalsparken.