Busplan 2007 og 2008
Busplan 2007 og 2008
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 8. august 2006
J.nr. ØU 285/2006
11. Busplan 2007 og 2008
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen
indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Busplan
2007 tiltrædes som grundlag for busbetjeningen i København i 2007. Planen
fastholder et uændret betjeningsniveau for bustrafikken.
at der
ved åbningen af Metroens 3. etape i oktober 2007 foretages en tilpasning af
bustrafikken på Amager som beskrevet i Busplan 2007.
at Teknik-
og Miljøudvalget høres om de foreslåede investeringer i fremkommelighedsprojekter,
terminaler og stoppesteder inden sagen behandles i Borgerrepræsentationen.
at Økonomiforvaltningen
efter sommerferien påbegynder et analysearbejde til Busplan 2008. Busplan 2008
skal danne grundlag for Københavns Kommunes trafikkøb hos Trafikselskab Sjælland
næste forår.
at der
til brug for nødvendig konsulentbistand i forbindelse med udarbejdelse af
Busplan 2008 gives en bevilling på 1.000 t.kr. Der anvises kassemæssig dækning
på bevillingen Økonomiforvaltning, drift funktion 6.51.1 (administration).
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2006
Sagen blev udsat til næste uges møde.
Behandling: Økonomiudvalget.
RESUME
Som følge af
kommunalreformen overtager Københavns Kommune fra 1. januar 2007 ansvaret for
finansieringen af den lokale bustrafik i København. Samtidig dannes et nyt
trafikselskab, Trafikselskab Sjælland, der dækker hele Sjælland og Lolland-Falster,
med 45 kommuner og 2 regioner som bestillere af bustrafik.
Fremover får
kommunen ansvaret for at fastlægge busbetjeningen inden for kommunens område i
samarbejde med nabokommuner og Trafikselskab Sjælland. Væsentlige ændringer af
de ruter, der også forløber i nabokommunerne, skal aftales med de berørte
kommuner. Væsentlige ændringer i det samlede betjeningsomfang afstemmes med
Trafikselskab Sjælland, der skal håndtere ændringerne over for busvognmændene.
Trafikselskab Sjælland har ansvaret for at indgå (flerårige) kontrakter med
busvognmændene, der bl.a. afstikker rammerne for hvor store ændringer i
kørselsomfanget, der kan ske fra år til år (typisk op til 20 % i kontraktens
periode). Trafikselskab Sjælland viderefører HUR's nuværende buskontrakter.
En gang om året
afleverer kommunen en bestilling til Trafikselskab Sjælland for det
efterfølgende års trafik. Bestilling til 2007 vil derfor skulle afleveres i
2006. Da Trafikselskab Sjælland ikke er dannet fuldt ud, og da de fremtidige
procedurer endnu ikke er fastlagt i detaljer, bliver 2006 et overgangsår.
Københavns Kommune
og HUR har derfor i fællesskab udarbejdet et forslag til Busplan 2007 for
Københavns Kommune. Planen har til formål at give en status for bustrafikken i
København, at beskrive de foreslåede ændringer og at fungere som et oplæg til
det omfattende arbejde vedrørende Busplan 2008. Oplæg til Busplan 2007 er
vedlagt som bilag til indstillingen.
Busplan 2007
baseres på, at busbetjeningen skal forblive uændret i 2007, således at der er
tid til at få den nye organisering på plads. Kun hvor ydre forhold ændres, foreslås
ændringer af busdriften. Det drejer sig om åbning af metroens 3. etape og Ringbanens
videreførelse til Ny Ellebjerg station. Planen er afstemt med Tårnby og Frederiksberg
kommuners indmeldinger til Trafikselskab Sjælland.
Ved åbningen af
Metroens 3. etape i oktober 2007 fra Lergravsparken til Kastrup foreslås
følgende tilpasning af bustrafikken:
·
Linie 4A, der
betjener trafikken på tværs af Amager, flytter endestation på Metroen fra
Lergravsparken til Femøren.
·
Linie 12, der
løber delvist parallelt med metroen, får halveret frekvensen på strækningen
Hedegårdsvej-Islands Brygge.
·
Linie 2A, der
løber parallelt med metroen på strækningen Kastrup-Lergravsparken, får halveret
frekvensen på denne delstrækning.
Denne tilpasning
tager højde for den forventede overflytning af rejser fra busser til Metroen i
den første periode af Metroens åbning.
Når metroen er
åbnet, og de ny organisatoriske rammer er på plads, er der basis for at
gennemføre en samlet vurdering af den kollektive trafik i Københavns Kommune. Målet
er at øge det samlede antal kollektive rejser og optimere samspil mellem bus og
Metro. Til brug for denne vurdering foreslås igangsat et analysearbejde med henblik
på trafikkøb for 2008.
Analysearbejdet foreslås
gennemført i et projekt, Busplan 2008, der forankres i Økonomiforvaltningen. Teknik-
og Miljøforvaltningen, Trafikselskab Sjælland og andre interessenter inddrages
i arbejdet. For at gennemføre det omfattende analysearbejde i projektet, kræves
ekstern konsulentbistand fra specialistfirmaer inden for kollektiv
trafikplanlægning. Dette er vurderet at kunne gennemføres for 1 mio. kr.
Herudover forventes det nye Trafikselskab Sjælland at bidrage med faglig
ekspertise.