Afskaffelse af måltal for klagesager i Borgerrådgiverens beretning
Med denne indstilling anmoder Økonomiforvaltningen Økonomiudvalget om at revurdere udvalgets beslutning fra 2016 om, at Borgerrådgiveren indhenter måltal fra forvaltningerne om andelen af klager i forhold til den samlede sagsmængde med henblik på, at de kan indgå i Borgerrådgiverens beretning. Kravet, om at Borgerrådgiveren indhenter måltal til brug for beretningen, foreslås således afskaffet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Borgerrådgiveren ikke længere skal indhente oplysninger fra forvaltningerne om måltal for andelen af klager i forhold til den samlede sagsmængde med henblik på, at disse kan indgå i Borgerrådgiverens årlige beretning.
Problemstilling
Borgerrådgiveren har henvendt sig til Økonomiforvaltningen om forvaltningernes indmelding af måltal til Borgerrådgiverens beretning. Henvendelsen er vedlagt som bilag 1.
Økonomiudvalget besluttede på udvalgets møde den 26. april 2016 i forbindelse med behandlingen af dagsordenspunkt 7 Bedre sagsbehandling - ledelsesinformation og måltal, at de stående udvalg henholdsvis forvaltningerne inden for hver deres område i relevant omfang skal identificere de sagområder, hvor det er relevant at opstille måltal for andelen af klager i forhold til den samlede sagsmængde med henblik på, at oplysningerne kan indgå i Borgerrådgiverens årlige beretning. Det er frivilligt, om forvaltningerne ønsker at indmelde måltal.
Borgerrådgiveren har anmodet Økonomiforvaltningen om at genoverveje Økonomiudvalgets beslutning. Fra Borgerrådgiverens side kan det se ud som om, at processen kan virke tung for forvaltningerne, ligesom nytteværdien i forvaltningerne og overblikket for politikerne kan have en begrænset værdi her mere end fire år senere. Det skyldes, efter Borgerrådgiverens opfattelse, dels, at det er frivilligt, om forvaltningerne ønsker at indmelde måltal, og dels at det i praksis har vist sig, at der ikke er ret mange forvaltninger/udvalg, der finder det relevant.
I dag er Socialforvaltningen den eneste forvaltning, der har fastsat måltal for andelen af klager i forhold til den samlede sagsmængde.
Borgerrådgiveren har derfor påpeget, at nytteværdien af måltallene er begrænset for det politiske niveau og forvaltningerne i dag, og at det kan virke unødvendigt for forvaltningerne, at Borgerrådgiveren hvert år skal indhente oplysninger herom til brug for beretningen. Borgerrådgiveren har desuden redegjort for, at der er et vist ressourceforbrug forbundet med processen omkring indberetningen af måltal – både hos Borgerrådgiveren og i forvaltningerne. En afskaffelse af processen vil derfor også kunne ske med henvisning til et ønske om afbureaukratisering.
Løsning
Økonomiforvaltningen er enig med Borgerrådgiveren i, at det forekommer at have begrænset nytteværdi, at Borgerrådgiveren årligt skal indhente disse oplysninger, når måltal stort set ikke anvendes i praksis.
Forvaltningerne må selv beslutte, om de finder nytte i måltal for klagesager. Og de kan fortsat fastsætte måltal for klagesager. Det skal blot ikke ske med henblik på at indgå i Borgerrådgiverens beretning.
Det skal understreges, at indstillingen ikke har til formål at slække på det fokus, der er bredt set i kommunen på klagesager.
I vedlagte bilag 2 redegøres for forvaltningernes arbejde med klagesagsområdet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Økonomiudvalget tiltræder indstillingen, vil Økonomiforvaltningen orientere Borgerrådgiveren om udvalgets beslutning.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.