Mødedato: 08.06.2004, kl. 15:00

Behandling af indsigelser fra høring om tillæg til Københavns Kommuneplan 2001 om husbåde med henblik på supplerende høring

Behandling af indsigelser fra høring om tillæg til Københavns Kommuneplan 2001 om husbåde med henblik på supplerende høring

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. juni 2004

 

 


J.nr. ØU 222/2004

 

8. Behandling af indsigelser fra høring om tillæg til Københavns Kommuneplan 2001 om husbåde med henblik på supplerende høring

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender:

at Økonomiforvaltningen gennemfører en supplerende høring om fire forslag til ændringer af forslag til tillæg til Københavns Kommuneplan 2001 om husbåde, som efterfølgende forelægges i en ny indstilling med henblik på endelig vedtagelse.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2004

Udsat ved mødets start.

 

 

Behandling: Økonomiudvalget.

 

 

RESUME

Den 11. juni 2003 vedtog Borgerrepræsentationen at offentliggøre forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 om husbåde. Forslaget var udsendt i offentlig høring fra den 23. juni til den 14. november 2003. Samtidig var et debatoplæg til en Blå Plan fremlagt til debat.

Forvaltningen foreslår en række ændringer af forslaget til kommuneplantillæg som følge af den offentlige høring. De er beskrevet i indstillingen, og fremgår samlet af Bilag D. De fleste ændringer indskrænker mulighederne, og kræver derfor ikke en ny offentlig høring. Denne indstilling tager ikke stilling til disse ændringer, idet der senere forelægges en ny samlet indstilling for hele kommuneplantillægget.

Nogle forslag til ændringer giver dog nye muligheder for anvendelse af husbåde eller valg af placering. De kan derfor ikke vedtages endeligt, før de har været i en supplerende høring blandt parter, som kan have en interesse i at komme med bemærkninger. Med indstillingen anmodes Økonomiudvalget om at godkende, at der gennemføres en sådan høring. Når der er indkommet og behandlet svar på den supplerende høring, kan kommuneplantillægget forelægges til endelig vedtagelse.

For at se de ændringsforslag, der kræver en supplerende høring, i sammenhæng er der i denne indstilling redegjort for alle indsigelser, vurderinger heraf og givet et overblik over forslag til ændringer på baggrund af indsigelserne, men der skal ikke tages stilling til disse ændringer, før der foreligger en ny samlet indstilling

De ændringer, der indstilles udsendt i supplerende høring, er:

·        muligheden for at anvende husbåde i Frederiksholms Kanal (Indre By, side 46 i planforslaget) til publikumsorienterede serviceerhverv,

·        muligheden for at anvende husbåde ved Havneholmen, (Vesterbro, side 54 i planforslaget) til publikumsorienterede serviceerhverv, idet placeringen også rettes efter at kajkanten er ændret,

·        muligheden for at anvende husbåde på en mindre del af Teglholmen (Kongens Enghave, side 56 i planforslaget) til publikumsorienterede serviceerhverv,

·        samt et forslag til friere rammer for den konkrete placering af et reduceret antal husbåde i Søndre Frihavn (Indre Østerbro, side 50 i planforslaget).

Et udkast til høringsmateriale til en supplerende høring er vedlagt som Bilag E. Efter høringen sammenfattes og vurderes de indkomne bemærkninger, og de indgår sammen med de øvrige indsigelser, når kommuneplantillægget forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med henblik på endelig vedtagelse.

Der er indkommet 89 forskellige henvendelser og indsigelser, og samlet set flere, da en række personer har indsendt kopierede indsigelser. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har som den eneste kommunale forvaltning ytret sig i debatten. Trafikministeriet, Forsvarets By gningstjeneste, Stiftsøvrigheden og Hovedstadens Udviklingsråd har som de få offentlige myndigheder svaret. Heraf har de to sidste ingen bemærkninger. En oversigt over indsigelserne og deres indhold kan findes i Bilag A.

Der blev holdt et offentligt møde den 7. oktober 2003, hvor der blev orienteret om planforslaget og givet lejlighed til at stille spørgsmål og komme med kommentarer. Referat af mødet er vedlagt som Bilag B.

Planforslaget (vedlagt som Bilag C) afspejlede et ønske om, at husbådene tilfører havnen liv, aktiviteter og en oplevelse af variation. Det sikres via rammebestemmelser for størrelse, antal og tæthed, at bebyggelser mv. på land bevarer kontakten til vandet. Dette tema har været genstand for bemærkninger fra borgere og virksomheder, der i dag har udsigt over vandet.

Anvendelsen var primært fastlagt som boliger og i mindre grad institutioner og lign. samt publikumsorientere serviceerhverv. Der er i indsigelserne overvejende ønske om at få en bredere anvendelse end boliger. Ønsket om bestemte anvendelser får også nogle indsigere til at påpege, at de finder rammerne for størrelsen utilstrækkelige.

Det blev understreget, at et kommuneplantillæg ikke medfører nogen form for handlepligt for de grundejere mv., der får mulighed for at etablere pladser til husbåde. Dette har ikke været klart nok, for mange indsigere ser planforslaget som et kommunalt indgreb og varsler erstatningskrav.


 


Til top