Mødedato: 08.06.2004, kl. 15:00

Etnisk rådgivningsenhed i Københavns Kommune

Etnisk rådgivningsenhed i Københavns Kommune

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. juni 2004

 

 


J.nr. ØU 226/2004

 

10. Etnisk rådgivningsenhed i Københavns Kommune

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget godkender en principbeslutning om,

at   oprette og bemande en etnisk rådgivningsenhed pr. 1. januar 2005. Rådgivningsenheden skal forankres i Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling, EVU. Rådgivningsenheden er et 3-årigt projekt med min. 5 medarbejdere. Det ansøgte beløb er 2,5 mio. kr. årligt i 2005, 2006 og 2007, der søges indarbejdet i forbindelse med budgetvedtagelsen.

at   Økonomiforvaltningen fremsender en foreløbig ansøgning til EU-programmet EQUAL i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, AF-Storkøbenhavn, Odense og Århus Kommuner med det formål at "fremme iværksættere med anden etnisk baggrund i nye brancheområder".

at   Økonomiforvaltningen inden årets udgang fremsender indstilling vedrørende den endelige ansøgning til EU-programmet EQUAL til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse.

at   sætte fokus på iværksætterkulturen – herunder unge på byens uddannelsesinstitutioner gennem et 3-årigt projekt. Udgifter hertil vil beløbe sig til 200 t.kr årligt i 2005, 2006 og 2007. Udgifterne afholdes indenfor det indeværende budget for Økonomiforvaltningens drift, 06.62.1. Erhvervsfremme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2004

For stemte 11 medlemmer: A, B, C, D, F, V og Ø

Imod stemte 1 medlem: O

Indstillingen blev således godkendt.

 

 

Behandling:-

 

 

RESUME

Økonomiudvalget behandlede på møde den 13. januar 2004 et medlemsforslag fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard om at iværksætte en idé-konkurrence for etablering af en særlig rådgivning for iværksættere af anden etnisk herkomst end dansk.

 

Der blev truffet beslutning om at sende forslaget i høring i Københavns Erhvervsråd samt i Det Rådgivende Integrationsudvalg, inden sagen genoptages i Økonomiudvalget.

 

Med denne indstilling er der således taget stilling til medlemsforslaget, idet det er vurderet, at de forslåede konkrete indsatsområder erstatter en idé-konkurrence.

 

En arbejdsgruppe under Københavns Erhvervsråd blev indkaldt til møde af Økonomiforvaltningen med det formål at drøfte oplæg til indstilling. På mødet den 17. februar 2004 blev der både drøftet erfaringer fra den hidtidige indsats i Københavns Kommune overfor etniske iværksættere samt forslag til den fremtidige indsats.

 

Den hidtidige indsats har primært været:

·        Pilotprojektet "Butikskonsulent" på Nørrebro

·        Erhvervscenter for Vækst og Udvikling - EVU

·        New Insights analyse "Flere og bedre virksomheder ejet af etniske minoriteter i København"

 

Derudover blev idéer til den fremtidige indsats drøftet.

 

På mødet i arbejdsgruppen var der bred enighed om, at Københavns Kommune skal sikre kontinuiteten i de eksisterende aktiviteter samt styrke indsatsen overfor de eksisterende virksomheder med en opsøgende direkte rådgivning. Der var endvidere stor enighed om, at der skal være en én-strenget rådgivningsmodel i København for iværksættere og små virksomheder.

 

Derudover blev det vurderet, at der er behov for øget fokus på iværksætterkulturen i København blandt borgere med anden etnisk baggrund, og at der er behov for at hjælpe disse til at etablere sig indenfor andre brancher end de traditionelle "indvandrer-virksomheder".

 

Det overordnede formål med initiativet er, at sikre at understøtte etniske iværksættere i København. Én af Københavns styrkepositioner er den høje iværksætterlyst blandt etniske minoriteter[1], og der er behov for at fokusere på de muligheder og udfordringer, det medfører.

 

I 2002 var der ca. 2.900 indvandrerejede virksomheder i Københavns Kommune, som gav beskæftigelse til i alt ca. 4.000 personer. Analyser vurderer, at der i 2006 vil være 5.000 beskæftigede på mere end 3.200 etniske virksomheder.

 

Arbejdsgruppens forslag om dels at oprette en etnisk rådgivningsenhed og dels at styrke iværksætterkulturen generelt blandt borgere med anden etnisk herkomst er senere drøftet på møder i henholdsvis Københavns Erhvervsråd, Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg. Bemærkninger fra disse råd og udvalg er indarbejdet i denne indstilling.

 

Det forslås derfor, at Københavns Kommune indgår en aftale med Erhvervscentret for Etablering, Vækst og Udvikling om oprettelse af en etnisk rådgivningsenhed pr. 1. januar 2005. Der bør som minimum være 5 rådgivere. Projektet er et 3-årigt projekt, der udløber pr. 31. december 2007. Indsatsen skal evalueres.

 

Den etniske rådgivningsenhed skal yde opsøgende rådgivning til etnisk ejede virksomheder indenfor alle brancher i Københavns Kommune med hensyn til bl.a. generel rådgivning om økonomiske og juridiske forhold, virksomhedsdrift, miljø- og hygiejneregler, skabe netværk og henvise til det øvrige erhvervsfremmesystem.

 

Det er målet med den etniske rådgivningsenhed, at etniske virksomhedsejere bliver bedre til at drive forretning, at de opnår vækst og på den måde bidrager til at skabe flere arbejdspladser i København.

 

Derudover forslås det, at Københavns Kommune sætter øget fokus på iværksætterkulturen blandt borgere med anden etnisk baggrund. Det er målet at flere etablerer sig indenfor vækstorienterede brancher. Der skal målrettes tilbud om uddannelse, kurser og oplysning til etniske iværksættere. Specielt skal der sættes fokus på de unges iværksætterlyst, og der skal etableres et samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner om at motivere flere unge – specielt med anden etnisk baggrund – til at blive selvstændige erhvervsdrivende.

 

Under forudsætning af at Økonomiudvalget tiltræder indstillingen på møde den 8. juni 2004, vil Økonomiforvaltningen kunne fastholde aktiviteter i forbindelse med etnisk iværksætteri allerede i indeværende år. Pilotprojektet "Butikskonsulenten" på Nørrebro udløber pr. 31. maj 2004, men hvis en beslutning om etablering af en etnisk rådgivningsenhed tiltrædes kan den opbyggede viden og erfaringer fra "Butikskonsulenten" videreføres i resten af 2004.

 

Økonomiforvaltningen agter, såfremt Økonomiudvalget tiltræder indeværende forslag, i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, AF-Storkøbenhavn, Odense og Århus Kommuner at indgive en foreløbig ansøgning til EU-programmet EQUAL den 21. juni 2004 med det formål at fremme iværksættere med anden etnisk baggrund end dansk i nye brancheområder. Hvis den etniske rådgivningsenhed realiseres vil Økonomiforvaltningen kunne forelægge en indstilling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i forbindelse med den endelige ansøgning til EQUAL-programmet inden årets udgang.

 

Økonomiudvalget drøftede på møde den 27. april 2004 indstilling om etnisk iværksætteri. Det blev besluttet på mødet, at Økonomiforvaltningen skal arbejde videre med sagen på det foreliggende grundlag med inddragelse af arbejdsgruppen, og at sagen på ny skal forelægges Økonomiudvalget med fornyet indstilling før sommerferien 2004.

 

På den baggrund har Økonomiforvaltningen indkaldt arbejdsgruppen til møde den 25. maj 2004, bl.a. for at drøfte de nærmere arbejdsopgaver for den pågældende rådgivningsenhed og profiler på de pågældende rådgivere.

 

På mødet i arbejdsgruppen var der bred opbakning til den foreliggende indstilling. Arbejdsgruppen var enige i den overordnede målsætning om, at der er behov for at støtte etniske iværksættere i København. Der blev udtrykt ønske om, at sikre en lokal forankring og at sikre koordinering med Københavns Kommunes øvrige aktiviteter på området.


 



[1]  Blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande i Københavns Kommune er 7,1% selvstændige. Tilsvarende er kun 4% af de etnisk danskere selvstændige i København.


Til top