Mødedato: 08.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Lokalplanforslag Metrostationsplads Nørrebros Runddel - Cityringen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Nørrebros Runddel metrostationsplads”, der skal fastlægge bestemmelser for indretning af pladsen i forbindelse med den kommende metrostation.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at vedtage forslag til lokalplan ”Nørrebros Runddel metrostationsplads” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse i to måneder,
  2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planlægningsmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 22. marts 2010 (2010-9832) startredegørelse om successivt at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser i Københavns Kommune. Baggrunden var Naturklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 om, at etablering af de kommende stationspladser ved Gammel Strand og Marmorkirken (Frederiks Kirke) var lokalplanpligtige.

På baggrund af forudsætningerne i startredegørelsen (2010-9832) har der været afholdt borgermøder og workshops omkring de 14 stationspladser, der har resulteret i 14 dispositionsplaner. På dette grundlag har forvaltningen nu udarbejdet lokalplanforslag for fire stationspladser på Nørrebro. Tidligere er fremlagt lokalplanforslag for stationerne på henholdsvis Vesterbro, Østerbro og Indre By 

Placeringen af stationen med tilhørende trapper, elevatorer, nødtrapper, ventilationsanlæg, ovenlysåbninger m.m. er fastlagt i Lov om en Cityring.

Løsning

Generelt for alle fire lokalplaner

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningen udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere, og de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010. I dispositionsplanerne fastlægges trafikløsninger herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene og den offentlige høring i lokalplanprocessen.

På borgerdialogmøderne var et centralt ønske, at tilføre de fremtidige stationsbyrum lokal identitet og byliv. I lokalplanen fastlægges de overordnede principper for, hvor forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Det gøres for at sikre en fleksibel plan, som ramme for den efterfølgende projektudvikling, hvor detaljer og den præcise udformning fastlægges.  Det er også i denne fase at detaljer omkring belægning, belysning og byinventar udvikles med fokus på at understøtte den lokale identitet.

Konkret for denne lokalplan

Stationens elementer som hovedtrappe og elevatorer er orienteret ud mod Nørrebros Runddel og hovedindgangen til Assistens Kirkegård og Metroforpladsen. Det er intentionen at genskabe den grønne parkkarakter, så stationen føles placeret i en park. Graverboligen er en fredet bygning, som i byggeperioden har været flyttet midlertidigt, men bliver genplaceret på sin oprindelige plads.

Kirkegårdens eksisterende retvinklede stisystem, der løber parallelt og vinkelret på Nørrebrogade, bliver repeteret, så der bliver skabt en sammenhæng mellem stationsarealet og det resterende grønne areal.

Der bliver placeret i alt 450 cykler, heraf 60 i stationens underjordiske cykelparkeringskælder. Størstedelen af cyklerne er placeret langs murene mod Jagtvej og Nørrebrogade i tilknytning til stisystemet og indgangene. De resterende cykler er placeret på et areal ved cykeltrappen. Der forventes ca. 10.000 passagerer i døgnet ved stationen.

Parkering

I forbindelse med etableringen af metrostationen nedlægges der ingen parkeringspladser.

Tilgængelighed

Der vurderes ikke umiddelbart at være forhold, der er til hinder for, at tilgængeligheden sikres, jf. bilag 2.

Intern høring

Der er foretaget intern høring med henvisning til startredegørelsen.
Nørrebro Lokaludvalg har fremsendt høringssvar og har følgende kommentarer til metrostationspladsen.

Lokaludvalget mener, at den ændrede arealanvendelse og omfanget af byggeriet, samt trafikken i området gør, at lokalplanområdet bør omfatte hele Nørrebros Runddel, og at den intensive trafik bør reguleres.

Udvalget ønsker, at Assistens Kirkegård bevarer sin status af park og kirkegård.

Udvalget ønsker at adgangen til stationen sker uden for kirkegården og ønsker indarbejdet i lokalplanen, at der etableres adgange fra de tre hjørner på Nørrebros Runddel til stationen. Dette mener Lokaludvalget kan gøres, fordi der spares penge ved Skjolds Plads. Udvalget mener ikke, at hjørnet af kirkegården kan håndtere et dagligt passagerantal på 10.000 personer.

Nørrebro lokaludvalg vil ikke have cykelparkering inden for kirkegårdsmuren og vil have cykelparkering på runddelen og i underjordisk cykelparkering.

Forvaltningens bemærkninger

Lokalplanen regulerer de fysiske forandringer over jorden i forbindelse med etableringen af stationen og tager udgangspunkt i de udarbejdede dispositionsforslag. Der er ikke lagt op til trafikale forandringer i krydset Jagtvej/Nørrebrogade, men lokalplanen hindrer ikke, at man laver en ændret trafikregulering i Runddelen.

I forbindelse med etableringen af stationen i hjørnet af Assistens Kirkegård er det ved trappens placering sikret, at passagerer kan komme til og fra stationsnedgangen uden at komme i konflikt med Runddelens øvrige trafikanter. Med stationsforpladsens indretning genskabes kirkegårdens grønne parkkarakter, så stationen opleves som en station placeret i en park.

Lokalplanen kan ikke regulere adgange til metroen ved Runddelen, da trapper, elevatorer etc. er fastlagt i Lov om en Cityring. Herunder har forvaltningen ikke indsigt i Metroselskabets økonomi. Hjørnet af Assistens Kirkegård med tre åbninger er vurderet til at kunne håndtere det forventede antal passagerer.

Med nedgangen til metroen inden for murene, er det vurderet som den bedste løsning, at have cykelparkeringen placeret i forbindelse med bevægelseslinjerne til nedgangen til metroen. Det nedsætter risikoen for fejlparkerede cykler med dertil hørende cykelkaos.
Der etableres plads til 60 cykler under jorden.

Offentlig høring

Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i to måneder. Forvaltningen vil inddrage Nørrebro Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:

  • Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring
  • Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde sammen med planen for ”Nuuks Plads”, efter aftale med Nørrebro Lokaludvalg
  • Annoncering i områdets lokalaviser.

Økonomi

Eventuelle kommunale tilkøb til etableringen af metrostationspladserne er behandlet i særskilt indstilling (2011-15303). Lokalplanforslaget i sig selv har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter den offentlige høring vil forvaltningen forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene der forventes at ske i efteråret 2012.

 

         Hjalte Aaberg                                /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at vedtage forslag til lokalplan ”Nørrebros Runddel metrostationsplads” (Bilag 1) med henblik på offentliggørelse i to måneder,
  2. at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. april 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance finder, at der er alt for få cykelparkeringspladser, og at der ligesom ved f.eks. Nørrebro Station bør være plads til betydeligt flere cykler.”

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 8. maj 2012


Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 


Mogens Lønborg (C) videreførte Det Konservative Folkepartis protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 16. april 2012.

Venstre og Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top