Mødedato: 08.05.2007, kl. 15:15

Revision af retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune (Kultur- og Fritidsudvalget)

Revision af retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. maj 2007

J.nr. ØU 150/2007

 

17. Revision af retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune (Kultur- og Fritidsudvalget)

Kultur- og Fritidsudvalget skal træffe beslutning om godkendelse af reviderede retningslinier for støtte til folkeoplysning.

 

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.      at de reviderede retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune, jf. bilag 1, i overensstemmelse med Folkeoplysningsudvalgets indstilling, godkendes.

 

Økonomiforvaltning indstiller overfor Økonomiudvalget,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationens med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

Socialdemokratiet videreførte følgende protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalget: "Socialdemokraterne har fået en del henvendelser fra ældre, som ikke er helt tilfredse med mulighederne for at få tildelt haltider i dagtimerne til diverse aktiviteter. Derfor vil Socialdemokraterne gerne høre forvaltningen om der kan gøres noget ved problemet ved f.eks. at prioritere ældreorganisationer efter handicappede, skoler, børn og unge under 19 år og unge mellem 19-25 år."

 

 

Problemstilling

I 2005 blev Københavns Idrætsanlæg (KI) kommunaliseret, og der blev lavet nye fordelingsregler for idræts- og fritidsfaciliteter. De nye fordelingsregler blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 26. januar 2006, og Kultur- og Fritidsforvaltningen blev samtidig bemyndiget til at indarbejde fordelingsreglerne i "Retningslinier for tilskud til folkeoplysning" (BR 28/06).

Der er desuden lavet en ny klageprocedure for folkeoplysningsområdet. Klageproceduren blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 27. april 2006 (BR 263/06).

Endvidere vedtog Folketinget den 12. december 2006 en ændring af folkeoplysningsloven vedrørende kommunens tilskud til oplysningsforbund og aftenskoler. Ændringen giver mulighed for fleksible tilrettelæggelsesformer og for overførsel af ubrugte midler.

 

På den baggrund indstilles det, at "Retningslinjer for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune" revideres i overensstemmelse med det vedlagte bilag 1. De reviderede retningslinjer er godkendt af Folkeoplysningsudvalget henholdsvis den 12. december 2006 og den 20. marts 2007.

 

Løsning

De nye fordelingsregler og den ny klageprocedure er indarbejdet i "Retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune"(bilag 1). På baggrund af lovændringen af folkeoplysningsloven er der endvidere indarbejdet et nyt afsnit om fleksible tilrettelæggelsesformer, hvorimod muligheden for overførsel af ubrugte midler ikke er indarbejdet. Endelig er der indarbejdet en række præciseringer og ændringer, som vil lette det administrative arbejde for foreningerne og give større overskuelighed for det samlede område. Ændringerne er nærmere beskrevet herunder.

Generelt for hele området

Ansøgningsfrister

I de nuværende retningslinier er det Folkeoplysningsudvalget, der fastsætter ansøgningsfrister på folkeoplysningsområdet. Det foreslås, at ansøgningsfrister fra den 1. januar 2008 fastsættes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, så der opnås en mere fleksibel administration af fristerne.

 

Der vil fortsat være to frister for tilskud til voksenundervisning, fem frister for foreninger under tilskud til frivillige folkeoplysende foreninger samt tre frister for lån af offentlige lokaler. Ansøgningsfristerne vil blive offentliggjort i god tid i relevante medier og på kommunens hjemmeside.

 

Klageprocedure
Den nye procedure for behandling af klager på folkeoplysningsområdet er indarbejdet i de reviderede retningslinjer, jf. punkt 2.33, 3.24 og 5.11.

 

Foreninger, der ikke har søgt i 2 år, skal godkendes igen.

En forening betragtes som ny, når den ikke har modtaget støtte inden for de to seneste år. Dette har været gældende praksis for tilskud til frivillige folkeoplysende foreninger i de nuværende retningslinjer. Det foreslås, at denne praksis udvides til også at gælde for tilskud til voksenundervisning og ved lån af offentlige lokaler.

 

Fælles ændringer for den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

Visitkortmodellen

For at tilgodese foreninger, der ønsker at søge tilskud både til voksenundervisning og til aktiviteter for børn og unge, foreslås en mere fleksibel ansøgningsform, der understøtter disse initiativer. Det foreslås således, at foreningerne fortsat skal overholde ansøgningsfristen i forhold til deres hovedaktiviteter, men at der ingen ansøgningsfrist er i forhold til foreningernes sekundære aktivitet. Fritid & Idræt vil behandle ansøgninger vedrørende foreningernes sekundære aktiviteter løbende.

 

Stikprøvekontrol

Det præciseres i retningslinierne, at Fritid & Idræt til enhver tid kan indkalde regnskab og andet materiale til kontrol fra en forening.

 

Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

Væsentlig stigning i aktivitetsniveau

I dag kan børne- og ungeforeninger maksimalt lægge 10 % oveni det foregående års medlemstal, når de søger om grundtilskud. Det præciseres i retningslinierne, at børne- og ungeforeninger, der forventer en væsentlig stigning i aktivitetsniveauet i løbet af tilskudsåret kan søge om grundtilskud til dette. Foreningerne skal vedlægge en nærmere begrundelse herfor i ansøgningen, som Folkeoplysningsudvalget kan foretage en konkret vurdering ud fra. Denne procedure gælder også for tilskud til voksenundervisning, og er allerede beskrevet i retningsliniernes kapitel 2.

 

Ansøgning om driftstilskud i løbet af året

Det præciseres i retningslinierne, at foreninger - der allerede har søgt grundtilskud - og i løbet af tilskudsåret ønsker at søge om driftstilskud, kan ansøge om dette ved de løbende ansøgningsfrister. Desuden præciseres det, at foreninger, der har søgt driftstilskud og får væsentlige merudgifter i løbet af tilskudsåret, fx ved udvidelse af/nyt lejemål, kan søge om øget driftstilskud til de løbende ansøgningsfrister. Disse foreninger skal indsende ansøgning om tilskud til driftsudgifter. Ansøgningen forelægges Folkeoplysningsudvalget.

 

Aktiviteter etableret i samarbejde med institutioner og lignende

Det præciseres i retningslinierne, at folkeoplysende foreninger, der etablerer folkeoplysende aktiviteter i samarbejde med en institution, skal opfylde følgende regler: Aktiviteten udøves af en selvstændig forening, jf. folkeoplysningslovens § 14, og foreningen er økonomisk ansvarlig. Instruktører fra foreningen skal forestå aktiviteten. Der skal være fri deltagelse, og det forudsættes derfor, at den enkelte deltager selv træffer beslutning om deltagelse i aktiviteten. Åbenhedskriteriet skal være opfyldt, så aktiviteten er åben for alle. Der skal foretages egenbetaling (kontingent) for deltagelse i aktiviteten.

Denne procedure gælder også for tilskud til voksenundervisning, og er allerede beskrevet i retningsliniernes kapitel 2.

 

Offentlige lokaler

Fordelingsregler i fritidsfaciliteter

Kultur- og Fritidsforvaltningen har indarbejdet de væsentligste principper i de nuværende fordelingsregler i retningslinierne, jf. punkt 5.2. Fordelingsreglerne er udførligt beskrevet i bilag 2 (ligger elektronisk på www.kk.dk og på KFUPortalen).

 

Voksenundervisning

Fleksible tilrettelæggelsesform er

Lovændringen om fleksible tilrettelæggelsesformer er indarbejdet i retningslinierne som et nyt punkt 2.9. Det indarbejdede punkt følger en vejledning udsendt af KL. Fleksible tilrettelæggelsesformer giver aftenskolerne mulighed for at tilbyde aktiviteter på en anderledes måde, fx ved fjernundervisning.

 

Overførsel af ubrugte midler

Muligheden for at kommunen kan lade foreninger overføre mindre uforbrugte midler bevilget til debatskabende aktiviteter til det efterfølgende år, benyttes ikke, da det med ca. 100 oplysningsforbund og aftenskoler i Københavns Kommune vil have betydelige administrative konsekvenser at skulle styre, hvem der overfører midler, som så vil skulle afregnes i efterfølgende regnskabsår, og hvem der ikke overfører midler.

 

 

Videre proces

Under forudsætning af Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse vil indstillingen blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse. De reviderede retningslinier vil – under forudsætning af godkendelsen - træde i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.

 

 

Bilag

-         Oversigt over politisk behandling

 

Bilag 1: Forslag til Retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune

Bilag 2: Fordelingsregler for idræts- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune (ligger elektronisk på www.kk.dk og på KFUPortalen)

 

 

         Mads Kamp Hansen                                                                   

                                                                                                             /Anders Christensen

 

 


 

Til top