Gang i København: Deregulering for restauranter (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Gang i København: Deregulering for restauranter (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 8. maj 2007
J.nr. ØU 158/2007
10. Gang i København: Deregulering for restauranter (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
For at give byens borgere og gæster muligheder for
at opleve et øget natteliv, og for at forenkle relationerne mellem restauranter
og myndigheder, foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen
en række initiativer sat i værk.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og
Miljøforvaltningen og Økonomforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget
og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler 1. at restauranterne i to afgrænsede områder af byen i
et forsøg får lempede vilkår for støj i forbindelse med driften. 2. at forsøget med lempede støjvilkår finder sted i
Nyhavn på restaurationssiden og i den nordlige del af den foreslåede
Metropolzone, omkring Rådhuspladsen, Vesterbrogade og Axeltorv. 3. at forsøget løber fra medio juni i år indtil 30.
september 2008. 4. at restaurationsforskriftens bestemmelser om støj
fra restauranters drift i forsøgsområderne ophæves i forsøgsperioden. 5. at det tilføjes i byggetilladelser til
erhvervslokaler, der ligger i forsøgsområderne, og som ønskes omdannet til
boliger, at restauranterne i området har lempede vilkår, bl.a. for støj, i forbindelse
med driften. 6. at Teknik- og Miljøudvalget på baggrund af
spørgeundersøgelser i forsøgsområderne evaluerer forsøget i 2008 efter
forsøgsperiodens udløb. 7. at Bevillingsnævnet opfordres til at tage til
efterretning, at udendørs servering til gaden mellem kl. 00 og 02 tillades
for restauranterne i forsøgsområderne, som i forvejen har nattilladelse til
kl. 02 eller senere. 8. at Københavns Kommune udarbejder et konkret forslag til, hvorledes rådgivning over for restauranterne forbedres og koordineres på tværs af kommunale og statslige myndigheder. Denne rådgivning bør være opsøgende og neutral. Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 8. maj 2007: Økonomiudvalget oversendte indstillingen til Borgerrepræsentationen uden stillingtagen. |
PROBLEMSTILLING
Den 7. februar 2007 og 13.
marts 2007 vedtog Teknik- og Miljøudvalget (TMU 74/2007) henholdsvis
Økonomiudvalget (ØU 64/2007), at de to forvaltningers indstilling "Gang i
København: Deregulering for restauranter" blev sendt i høring, specielt rettet
mod berørte parter, dvs. restaurationsbranchen samt borgere i forsøgsområderne.
Høringen sluttede den 10. april, og der indkom 19 høringssvar i alt, 4 fra
branchens organisationer og 16 fra beboere i både forsøgsområderne og udenfor
samt fra andre organisationer.
Med få undtagelser har
høringssvarene fra de private samt fra Københavnernes Miljøforening talt imod
forsøget. Især har beboerne bag høringssvaret fra Nyhavnsinitiativet udtrykt bekymring
for væsentlig mere støj, især på grund af forslaget om udendørs servering til
kl. 02. Erhvervslivet er positiv over for de forskellige forslag.
Forvaltningerne foreslår, at
forsøget gennemføres i overensstemmelse med de foreslåede initiativer i
høringsindstillingen. Med argumentation især for Nyhavn er baggrunden herfor
følgende:
·
Støjen fra restaurationsgæsterne vurderes ikke at stige
væsentligt, fordi der tillades senere udendørsservering. Flere restauranter har
åbent til senere end kl. 02, så der vil stadig i sæsonen og i godt vejr være
mange gæster i Nyhavn også efter kl. 02.
·
Det er ikke nærliggende at tro, at den typiske
nyhavnsgæst ændrer adfærd med mere støj og vold til følge, fordi der nogle
steder kan serveres udendørs i to timer ekstra. Erfaringer fra Århus bekræfter
dette.
Høringssvarene er resumeret i bilag 2.
Uddybning af
indstillingens beslutningspunkter
Lempede
vilkår for støj
Forsøgsområderne
I Nyhavn
på restaurationssiden er der forholdvis mange beboelser i ejendommene med et
meget tæt restaurationsliv. Aktivitetsniveauet og baggrundsstøjen på gadesiden
er højt, også om natten. Regulering af restauranternes støj vurderes at kunne blive
lempet med begrænsede yderligere støjgener for beboerne i området til følge, og
området foreslås derfor afgrænset som et forsøgsområde.
Nyhavns beboeres
oplevelse af støjen skal måles ved en spørgeundersøgelse efter forsøgsperioden.
I den
nordlige del af den foreslåede metropolzone langs Vesterbrogade og omkring
Rådhuspladsen og Axeltorv, er restaurationstætheden relativ høj, og
baggrundsstøjen fra trafikken er meget høj. Der er forholdsvis få beboelser i
området.
Området
er velegnet til forsøg, fordi en efterfølgende spørgeundersøgelse blandt
restauranterne vurderes at kunne belyse, om lempelserne har haft gunstig
indflydelse på projektets formål, bl.a. at give byens borgere og gæster
mulighed for at opleve et øget natteliv.
Undersøgelserne
vil indgå i Teknik- og Miljøudvalgets evaluering af forsøget, når
forsøgsperioden er udløbet.
Det er en
forudsætning for forsøget, at restaurationsforskriftens bestemmelser om
begrænsning af støjgener ved drift af restaurationer ophæves i forsøgsperioden
i de to forsøgsområder. Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning herom, og
det forventes derfor, at forsøget kan indledes medio juni 2007. Det foreslås,
at forsøget løber frem til 30. september 2008.
Byomdannelse fra erhverv til bolig
For at
begrænse konsekvenserne for de restauranter, der oplever, at et erhverv oven
over ændres til bolig, vil der i byggetilladelserne til ombygninger i
forsøgsområderne blive tilføjet, at restauranter i området har lempede
støjvilkår. Fremtidige beboere vil hermed vide, at de kan forvente mere støj i
boligen end i tilsvarende boliger uden for forsøgsområdet.
Udendørs servering
I
forsøgsområderne har de fleste restauranter tilladelse til at holde åbent indendørs
til kl. 03 eller senere. Det vurderes kun at medføre begrænset yderligere
støjgener for områdernes beboere, hvis den tilladte åbningstid for udendørs
servering på gadesiden udvides til kl. 02.
Bevillingsnævnet
kan modsætte sig, at restauranterne holder åbent efter kl. 24 for udendørs
servering. Derfor foreslås det, at Bevillingsnævnet opfordres til at tage den
foreslåede udvidede åbningstid til efterretning.
Århus
Kommune vedtog i 2004, at der gives permanent mulighed for forlænget åbningstid
for udeserveringer i City og på havnen i Århus til kl. 02.00 i sommerhalvåret
natten efter fredag og lørdag samt nætterne før "skæve helligdage".
Inden da havde Århus kørt et forsøg i et år. Evalueringerne fra forsøget viste,
at ordningen ikke havde givet anledning til flere klager til politiet og heller
ikke anledning til flere problemer for naboerne til udeserveringsarealerne.
Samarbejde om
rådgivning mv.
Københavns Kommune har gode erfaringer med opsøgende rådgivning over for
virksomheder via arbejdet i Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling (EVU).
Det vurderes, at omtrent halvdelen af kommunens mange restauranter er
ejet af en person med anden etnisk baggrund end dansk. Det anbefales at bygge
videre på de gode erfaringer med opsøgende rådgivning med hensyn til at
formidle information om regler, krav m.m. fra myndighedernes side. Der bør
etableres et tæt samarbejde mellem de kommunale og statslige myndigheder (på
områderne miljøkontrol, bevilling og nattilladelse, byggetilladelse, brandvæsen
mv. samt skat, fødevareregion og politi) med henblik på at etablere et korps af
medarbejdere, der bygger bro mellem de erhvervsdrivende og myndighederne.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil tage initiativ
til, at der udarbejdes et konkret forslag.
Mere støj
Det
forventes, at forsøget med lempede vilkår til støj fra restaurationsdriften i
forsøgsområderne vil medføre flere klager over støj. Miljøkontrollen skal
stadig behandle sådanne klager. Hvis støjforholdene et sted af den ene eller
den anden grund øges væsentligt, kan Miljøkontrollen gribe ind med påbud om
regulerende foranstaltninger efter miljøbeskyttelsesloven. Bilag 3 redegør
nærmere herfor.
ØKONOMI
VIDERE PROCES
I forlængelse af
Borgerrepræsentationens vedtagelse af denne indstilling skal forsamlingen
godkende, at restaurationsforskriftens bestemmelser om begrænsning af støjgener ved drift af restaurationer ophæves i
forsøgsperioden i de to forsøgsområder. Desuden vil der blive udarbejdet
forslag om konkret samarbejde mellem de statslige og kommunale myndigheder i
relation til restauranterne.
BILAG
-
Oversigt over politisk behandling
Bilag 1: Miljøvurdering
Bilag 2: Resumé af
høringssvar
Bilag 3: Notat om
mulighederne for at lempe støjgrænser
Fremlagt på Rådhuset, 1. sal, værelse
36:
Bilag 4: Høringssvar
Claus Juhl