Mødedato: 08.04.2008, kl. 15:15

Klimaindsats: Internationalt borgmestertopmøde under FN?s klimakonference (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Se alle bilag

Klimaindsats: Internationalt borgmestertopmøde under FN?s klimakonference (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. april 2008

 

 


J.nr. ØU 120/2008

 

4. Klimaindsats: Internationalt borgmestertopmøde under FN's klimakonference (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Der afsættes midler til et internationalt borgmestertopmøde under klimatopmødet i 2009.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen planlægger og gennemfører et borgmestertopmøde i København i forbindelse med FN's klimakonference 2009

 

2.                  at der udmøntes 0,5 mio. kr. i 2008 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1 Øvrig planlægning, undersøgelser, tilsyn m.v. til planlægning og gennemførsel af borgmestertopmødet , samt

 

3.                  at der til finansiering af bevillingen overføres 0,5 mio. kr. i 2008 fra Økonomiudvalgets bevilling, Fælles Rammepuljer, funktion 6.45.51.1., driftspulje vedr. Klimatopmødet, til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1 Øvrig planlægning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2008

Indstillingen blev anbefalet.

 

Problemstilling

50 % af verdens befolkning lever i byområder, og byerne står for ca. 75 % af verdens CO2-udslip. Byerne spiller derfor en afgørende rolle i indsatsen for at reducere verdens CO2-emissioner. Der er behov for global fokus på byernes konkrete indsats, byernes handlemuligheder og byernes rolle i FN's klimaforhandlinger.

 

Dermed har verdens store byer også en særlig mulighed for at understøtte mulighederne for at indgå en ambitiøs, bindende klimaaftale under klimakonferencen i København.

 

Løsning

Københavns Kommune ønsker som miljømetropol i samarbejde med regeringen og andre parter at understøtte målsætningen om at indgå en bindende klimaaftale under topmødet i København.

Med resultatet af FN-topmødet på Bali i december 2007 er der igangsat en proces mellem regeringer om fremtidige klimaforpligtelser, der afsluttes i København 2009. Der er dog langt fra garanti for, at FN's klimakonference i København vil føre til en endelig aftale om fremtiden.

De store internationale byorganisationer er i forbindelse med FN's klimakonference på Bali for første gang nogensinde blevet enige om en fælles erklæring (Bilag 1). Borgmestertopmødet og planlægningen af dette møde vil understøtte denne proces.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen foreslår derfor, at Københavns Kommune i samarbejde med de internationale miljø-byorganisationer C40 og ICLEI gennemfører et internationalt borgmestertopmøde under FN's klimakonference i København. Begge organisationer har givet positive tilsagn om at indgå i samarbejdet.

C40 er en sammenslutning af verdens største byer, der arbejder mod at håndtere klimaforandringer. C40 blev skabt i oktober 2005 i London. Der blev her underskrevet et communiqúe, der anerkender at byer skal være aktive og samarbejde hen imod at reducere klimaforandringer. Medlemmer af C40 er bl.a. Berlin, London, Madrid, New York og Paris. Præsident for C40 er Ken Livingstone, borgmester for London. Københavns Kommune er associeret medlem af C40, og C40 har på forespørgsel af fra Københavns Kommune (jf. bilag 2) givet positivt tilsagn om at indgå i et nærmere samarbejde frem mod COP15.

ICLEI repræsenterer byer, regioner og sammenslutninger af disse, der har forpligtet sig til bæredygtig udvikling. Præsident for ICLEI er David Cadman, borgmester for Vancouver. Ud over København er bl.a. Barcelona, Berlin, Helsingfors, London og Oslo medlemmer. ICLEI har været anerkendt som officiel samtalepartner og repræsentant for byerne ved alle FN's store klimakonferencer både i Rio, Johannesburg og siden ved COP-konferencerne. ICLEI har hver gang inviteret Københavns Kommune til at deltage i forhandlingerne. ICLEI afholder traditionelt en by-konference parallelt med FN's internationale klimatopmøder. Københavns Kommune har ført en omfattende dialog med ICLEI om at samarbejde om planlægningen og udførelsen af et borgmestertopmøde.

Formålet med et internationalt borgmestertopmøde vil være at samle nøgleborgmestre fra større og vigtige byer på klimaområdet, som ved deres tilstedeværelse medvirker til at styrke klimaindsatsen og skabe momentum i klimaforhandlingerne.

Derudover vil et mål for borgmestertopmødet være at opnå et resultat i form af en politisk erklæring, som styrker klimaindsatsen i byerne. Herunder et forslag til byernes rolle i det fremtidige internationale klimasamarbejde efter topmødet. Erklæringen skal derfor knytte an til de internationale forhandlinger på regeringsniveau.

Borgmestertopmødet kan danne en politisk platform for, at byer både kan fremme klimaindsatser og påtage sig forpligtelser.

Borgmestertopmødet vil finde sted umiddelbart før ministrene ankommer til FN's klimakonference i december 2009. Overborgmesteren vil være hovedvært for mødet, og teknik- og miljøborgmesteren vil være medvært.

Et succesfuldt resultat af mødet forudsætter, at Københavns Kommunes nationale og internationale aktiviteter op til klimatopmødet understøtter hinanden. Kommunens aktiviteter skal planlægges, så de understøtter borgmestertopmødet, samtidig med at borgmestertopmødet kan fungere som en platform, hvor aktiviteterne kan vises frem for såvel københavnere som internationale gæster.

Den forberedende proces er blandt andet, at:

-                     Forberede selve borgmestertopmødet i sammenhæng med Københavns Kommunes øvrige aktiviteter.

-                     Forberede rammerne af en ambitiøs politisk erklæring i samarbejde andre byer og med udgangspunkt i ovenstående formålsbeskrivelse for borgmestertopmødet.

-                     Afholde et internationalt virtuelt formøde til borgmestertopmødet i København i foråret 2009, f.eks. med det formål at skabe en platform for "verdensborgernes stemme".

 

Økonomi

Det indstilles, at der udmøntes 0,5 mio. kr. i 2008 til udarbejdelse af koncept til at forberede borgmestertopmødet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1 Øvrig planlægning. Midlerne afholdes af de i budget 2008 afsatte midler til klimatopmødet, og der overføres 0,5 mio. kr. i 2008 fra Økonomiudvalgets bevilling, Fælles Rammepuljer, funktion 6.45.51.1., driftspulje vedr. Klimatopmødet, til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, funktion 0.52.89.1 Øvrig planlægning.

 

Der er ikke indenfor den eksisterende ramme mulighed for at finansiere det internationale virtuelle formøde. Der skal skabes finansiering til denne indsats.

 

Der vil efterfølgende blive udarbejdet yderligere en indstilling til konkretisering af aktiviteter i 2009.

 

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen vil i samarbejde med Økonomiforvaltningen udarbejde et endeligt oplæg til borgmestertopmødet. Det fremlægges i efteråret 2008 for Teknik- og Miljøudvalgets og for Økonomiudvalget til godkendelse.

 

Bilag

-                     Oversigt over politisk behandling

 

Bilag 1: World Mayors and Local Government Climate Agreement inklusive dansk oversættelse.

Bilag 2 a og 2b: Overborgmesterens brev til C40 med projektforslag.

 

 

Claus Juhl                                                                        Hjalte Aaberg

 

 

 

 

 

 


 

Til top