Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 8. april 2008
ØU 129/2008
8. Jordrensning på Kløverparken - forslag til kommuneplantillæg med VVM (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Der skal godkendes forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 med tilhørende
VVM-redegørelse, der åbner mulighed for, at den forurenede jord på Kløverparken
kan renses på stedet.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
1.
at forslag til VVM-redegørelse
for jordrensning på Kløverparken vedtages med henblik på en offentlig høringsperiode
i 2 måneder.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget
over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1.
at forslag til
tillæg til Kommuneplan 2005 for jordrensning på Kløverparken vedtages sammen
med forslag til VVM-redegørelse med henblik på en offentlig høringsperiode i
2 måneder. |
Problemstilling
Ejendommen Kløverparken, der ligger øst for
Kløvermarken ud mod Prøvestenskanalen, er ubebygget, men meget forurenet.
Skanska Danmark A/S ejer ejendommen og ønsker at rense jorden, så den på sigt
kan anvendes til boligformål.
Hovedstadens Udviklingsråd nåede som
regionplanmyndighed inden sin nedlæggelse at vurdere jordrensningsprojektet som
VVM-pligtigt.
Kommuneplantillægget med tilhørende VVM-redegørelse,
ændrer rammen for industri J1 til J1*, hvor stjernen henviser til særlig
bestemmelse – som i dette tilfælde skal muliggøre rensning af forurenet jord på
stedet i overensstemmelse med en hertil hørende VVM-redegørelse og
miljøgodkendelse.
Løsning
Forslaget til Kommuneplantillæg med VVM-redegørelse
gælder for et område afgrænset af Prags Boulevard mod syd, Prøvestensbroen mod
øst, Prøvestenssundet mod øst, Kløvermarksvej mod nordvest og raffinaderivej
mod vest, jf. kort i bilag 1.
Forslaget til VVM-redegørelse afdækker de væsentligste
miljøkonsekvenser af jordrensningen. Disse kan sammenfattes til en risiko for
lugtgener som følge af fordampende kulbrinter samt påvirkningen af en mindre
bestand af Grønbroget Tudse i området. Grønbroget Tudse er omfattet af EUs
habitatdirektiv. Vandkvaliteten i Prøvestenssundet vurderes ikke at blive
påvirket af projektet.
For at undgå lugtgener vil gravearbejdet blive
tilrettelagt efter vindretningen samt i øvrigt efter vilkårene i den
miljøgodkendelse, der bliver udstedt samtidig med kommuneplantillægget. Der er
givet tilladelse af Skov- og Naturstyrelsen til flytning af tudserne til et
andet sted inden for området, mens der graves. I VVM-redegørelsen gennemgås de
nævnte konsekvenser, ligesom en lang række yderligere forudsete virkninger
beskrives.
Området har i Kommuneplan 2005 anvendelseskoden J1,
industri. Anvendelsen ændres med forslaget til kommunetillæg til J1*, hvor
stjernen henviser til en særlig bestemmelse om, at der kan foretages rensning
af forurenet jord på stedet i overensstemmelse med den tilhørende
VVM-redegørelse og miljøgodkendelse.
Forslaget til kommuneplantillæg fastlægger udelukkende
den supplerende anvendelse til jordrensningsprojekt og ændrer således ikke ved,
hverken arealanvendelse eller rækkefølge for byudvikling, der fremgår af
Kommuneplan 2005.
I den nordlige del af området ligger Haveforeningen
Prøvestenen. I forbindelse med Københavns Kommunes salg af ejendommen i 1967
blev det aftalt med Kolonihaveforbundet for Danmark, at når arealet skal
anvendes af køber, så er kommunen forpligtet til at stille erstatningsareal til
rådighed for haveforeningen. Grundejeren har indvilget i at lade haveforeningen
blive på Kløverparken til udgangen af 2008. Særskilt indstilling om flytning af
haveforeningen vil senere blive forelagt Borgerrepræsentationen via Økonomiudvalget.
Der har været en forudgående høring med indkaldelse af
forslag og idéer til VVM-redegørelsen, som fandt sted med høringsfrist den 29.
november 2006. Der er indkommet ét bidrag – fra Komitéen for bedre bebyggelse
på Amager. Brevet indeholder kommentarer og forslag samt oplyser om en fredet
bygning. Forslag og kommentarer er indarbejdet i VVM-redegørelsen.
Miljøvurdering
Da ændringen af kommuneplanrammen kun medfører en mulighed
for et midlertidigt anlæg, har forvaltningerne vurderet, at planforslaget ikke
er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser for Københavns
Kommune forbundet med vedtagelsen af forslag til kommuneplantillægget.
Grundejeren afholder udgifterne i forbindelse med jordrensningen.
Videre proces
Forslaget til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse
skal efter vedtagelsen i Borgerrepræsentationen offentlig høres i en periode på
to måneder. Efter denne periode forelægger forvaltningerne indstilling om
endelig vedtagelse af planforslaget for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen.
Selve iværksættelsen af projektet kræver en tilladelse
efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. I overensstemmelse med lovkrav skal
denne miljøgodkendelse offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af det
endelige kommuneplantillæg.
Bilag
- Oversigt
over politisk behandling
1.
Forslag til
kommuneplantillæg
2.
Forslag til
VVM-redegørelse (-ligger tilgængeligt på Internettet)
Claus Juhl Hjalte
Aaberg