Mødedato: 08.04.2003, kl. 15:00

Redegørelse om igangsætning af forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Redegørelse om igangsætning af forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. april 2003

 

 


J.nr. ØU 106/2003

 

9. Redegørelse om igangsætning af forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen fremsender nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets samt Økonomiudvalgets drøftelse med henblik på udarbejdelse af forslag til lokalplan "Sundbyøsterhallen" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2003

Drøftedes

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2003

Drøftet.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 26. september 2002 har Kultur- og Fritidsforvaltningen i brev af 25. november 2002 anmodet om, at der tilvejebringes det nødvendige plangrundlag i form af en lokalplan, der muliggør en udvidelse af Sundbyøsterhallen.

Det fremgår af beslutningsprotokollen fra mødet, at der rettes henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen om at igangsætte udarbejdelse af lokalplan, når det er afklaret om Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil indgå i projektet med en idrætsfritidsklub. Endvidere fremgår det, at projektet sættes i bero for så vidt angår projektets finansiering.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i brev af 20. november 2002 tilkendegivet, at man fortsat er interesseret i projektet og vil bidrage med en forholdsmæssig andel af udgifterne i forbindelse med en permanentgørelse af en fritidsklub og en udbygning af Sundbyøsterhallen.

Sundbyøsterhallen ligger i karreen mellem Amagerbrogade, Parmagade, Grækenlandsvej og Smyrnavej. Karreen omfatter endvidere Sundbyøster Plads, hvor Vej & Park har igangsat en fornyelse af pladsen samt Amager Bilcenter A/S,  to boligbebyggelser og Sundbyøster Skole.

I Kommuneplan 2001 indgår karreen i rammebestemmelserne i områder for henholdsvis offentlige formål (O2-område) samt boliger (B3-område). Et hjørne af Sundbyøster Plads ved Smyrnavej er sammen med Amagerbrogade vist uden signatur (offentlig vej).

BBP Arkitekter A/S har på vegne af Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et skitseprojektet, der omfatter den eksisterende Sundbyøsterhal samt en nybygget del i op til 11 m´s højde med ca. 4.200 m2  etageareal indeholdende blandt andet foyer, opvisningsarena og multirum. En fritidsklub på ca. 400 m2 opføres i en tilbygning til den eksisterende hals sydlige del. Den eksisterende hal ombygges i mindre omfang. På de ubebyggede arealer etableres der en række baner til forskellige boldspil.

Forvaltningen vurderer, at det foreliggende skitseprojekt til en udvidelse af Sundbyøsterhallen kan danne grundlag for en lokalplanlægning. Planlægningen bør omfatte hele karreen med bevaringsværdige bebyggelser fastlagt som bebyggelsesplan, samt pladsdannelsen mellem Amagerbrogade og Sundbyøsterhallen.

På den baggrund foreslås området opdelt i 5 underområder, der fastlægges  henholdsvis til offentlige formål, såsom idrætsanlæg mv., skole og rekreativt område (område IA, IB og IC) og til boliger (område IIA og IIB).

Den maksimale bebyggelsesprocent fastsættes henholdsvis til 60 for område IA (idrætsanlæg mv.) og 150 for område IB (skolen). I område IC (pladsanlæg) må der opføres de for anvendelsen til rekreative formål fornødne bygninger. For boligområdet fastlægges den bevaringsværdige bebyggelse som bebyggelsesplan, hvilket indebærer bebyggelsesprocenter på henholdsvis ca. 200 og ca. 120.

Ovenstående indebærer afvigelser i forhold til de i kommuneplanen fastlagte afgrænsninger og bebyggelsesprocenter mv., hvilket betyder, at der skal udarbejdes et tillæg til Kommuneplan 2001.


 


Til top