Mødedato: 08.04.2003, kl. 15:00

Busfremkommelighed i Vesterbrogade (Bygge- og Teknikudvalget)

Busfremkommelighed i Vesterbrogade (Bygge- og Teknikudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 8. april 2003

 

 


J.nr. ØU 109/2003

 

11. Busfremkommelighed i Vesterbrogade (Bygge- og Teknikudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at resultaterne fra den offentlige høring om projektet tages til efterretning med de bemærknin­ger, som er nævnt i denne indstillings sagsbeskrivelse.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiud­valget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Vesterbrogade omlægges som beskrevet i denne indstilling, primært med henblik på at skabe større fremkommelighed for busser

at der gives en kapitalbevilling på 9 mio. kr. til etablering af projektet under Vej & Parks anlægsramme funktion 2.22.3, udformet som en udgiftsbevilling på 17,6 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 8,6 mio. kr. svarende til Frederiks­berg Kommune og HURs økonomiske bidrag. Projektet finansieres af 9 mio. kr. af puljen til "Trafik og nye boligområder"

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2003

Sagen blev udsat

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2003

Godkendt og anbefalet.

Søren Pind (V),Wallait Khan (V).Ole Hentzen (C) og Karin Storgaard (O) tog forbehold.

Karin Storgaard (O) afgav følgende bemærkning: "Dansk Folkeparti vil gerne tilslutte sig, at busfremkommeligheden forbedres, men mener der er for mange uløste problemer i denne sag, bl.a. mulighed for af- og pålæsning. Dansk Folkeparti kan ikke vedblivende acceptere nedlæggelse af p-pladser, idet her tilfælde 31 pladser."

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at evt. mindreindtægter ved nedlæggelse af parkeringspladser dækkes af Bygge- og Teknikudvalgets ramme.

 

Det bemærkes, at Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at der ikke – som angivet i indstillingen – kan påregnes en merudgift på 6 mill.kr. til trafikregulerende foranstaltninger mv. Bygge- og Teknikforvaltningen har ligeledes oplyst, at de omtalte udgifter til ledningsflytninger, mulig kloakrenovering samt mulige belægningsforstærkninger afholdes af de respektive ledningsejere."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. april 2003

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Denne indstilling gør rede for resultatet af høringen om projektet for busfremkommelighed i Vesterbrogade og beskriver forvaltningens endelige projektforslag.

Bygge- og Teknikudvalget drøftede på sit møde den 20. marts 2002 (BTU 117/02) forvaltningens forslag til et projekt, som primært styrker bussernes fremkommelighed på Vesterbrogade. Ud­valget udtrykte ønske om, at forslaget blev sendt i høring forud for en endelig beslutning om projektets gennemførelse. Udvalget besluttede grundlaget for høringen den 19. juni 2002 (BTU 341/02).

Høringen om projektet blev afsluttet den 16. september 2002. Ved høringens udløb var der ind­kommet 19 høringssvar, herunder 2 der omfatter underskriftsindsamlinger. Høringssvarene kan deles i tre hovedgrupper:

·        10 svar er positive over for projektet. 3 af disse positive svar peger endvidere på trafikale og miljømæssige problemer i Kingosgade. Et af de tre Kingosgade-svar er vedlagt 38 under­skrifter med adresse i Kingosgade "imod konsekvenserne for området ved ombygning af krydset Værnedamsvej, Frederiksberg Allé samt Vesterbrogade". Et andet af de positive svar påpeger samtidig vigtigheden af at fastholde tidsbegrænset parkering og mulighed for af- og pålæsning af varer til gadens forretninger. Yderligere et af de positive svar fremsætter ønske om en afsætningsplads til turistbusser foran Bymuseet og nævner problemer med ulovlig kørsel i Absalonsgade.

·        8 svar er negative, fordi muligheder for parkering, for af- og pålæsning af varer samt for afsætning og –hentning af personer reduceres. Blandt disse svar er et, der er vedlagt 80 un­derskrevne protestbreve fra forretningsdrivende mod nedlæggelse af parkeringspladser på Vesterbrogade.

·        1 svar forholder sig ikke til projektet som helhed men fremsætter ønske om flytning af et bestemt busstop.

Forvaltningen har vurderet de indkomne høringssvar, som er nærmere beskrevet i sagsbeskri­velsen. De negative svar kritiserer reduktionen af parkeringspladser, pladser til vare af- og på­læsning samt personafhentning og –aflevering. Forvaltningen har stor forståelse for disse syns­punkter og har undersøgt, om projektet kunne forbedres på disse punkter. Den begrænsede ga­debredde giver imidlertid ikke mulighed for yderligere at øge mulighederne for parkering. Derimod er indarbejdet forbedret vare- af- og påsætning ved Trommesalen, hvilket der sker ved nedlæggelse af yderligere ca. 10 parkeringspladser.

Det foreliggende projektforslag vil medføre forbedringer for den kollektiv trafik i form af 10-15% kortere rejsehastighed i gennemsnit for busserne og – hvad der er meget væsentligt – større regularitet for busdriften, hvilket bl.a. vil betyde bedre regularitet (dvs. mindre sammenklump­ning af busser). Disse resultater er i overensstemmelse med projektets hovedformål, nemlig at forbedre bussernes fremkommelighed. Forvaltningen kan ikke anbefale, at forslaget ændres således, at parkering og/eller af- og pålæsning forøges yderligere. En sådan ændring vil medføre, at der ikke opnås resultater for busserne, der står i rimeligt forhold til anlægsinvesteringen.

Forvaltningen vurderer, at det foreliggende forslag vil gøre det muligt for hoteller og virksom­heder at få varelevering i det tidsrum, hvor af- og pålæsning kan ske i busbanerne (kl. 10-14).

En del høringssvar beskriver risikoen for øget trafik i Kingosgade som konsekvens af ombyg­ningen af krydset Værnedamsvej / Frederiksberg Allé / Vesterbrogade. Projektet vil imidlertid ikke medføre nævneværdig øget trafik i Kingosgade. Dette begrundes med, at den nuværende trafik i Værnedamsvej ikke forventes at flytte til Kingosgade, idet Kingosgade allerede i dag er kapacitetsbegrænsende på strækningen, hvorfor bilisterne søger alternative veje hertil. Forvalt­ningen er dog enig i, at der på sigt bør ske en trafiksanering af strækningen Enghavevej / Kin­gosgade, men det ligger udenfor dette projekt og bør ske i forlængelse af den samlede Trafik­plan for Vesterbro.

Der er modtaget høringssvar, der spørger til, hvorfor de mindre tiltag i forslaget ikke er gen­nemført allerede. Det drejer sig som signalsamordning og samordning af p-restriktioner. Alle­rede i dag sker der signalsamordning i Vesterbrogade, men de i projektet foreslåede ændringer gør det muligt yderligere at optimere signalsamordningen. For at undgå åbenbare urimeligheder ved p-restriktioner har forvaltningen hidtil anvendt p-restriktioner tilpasset meget lokale for­hold. Projektet for Vesterbrogade markerer et forsøg med en ny politik for p-restriktioner, hvor et større område får samme restriktion uanset de lokale forhold.

Det er således forvaltningens samlede vurdering af høringen, at den ikke giver anledning til æn­dringer i projektet, bortset fra justeringerne ved Trommesalen. Detailprojekteringen kan yderligere give mindre justeringer af p-pladserne, idet pladsforholdene er meget snævre.

 

Projektet giver følgende forbedringer:

·        Bussernes rejsehastighed forbedres med 10-15% og busdriften bliver mere stabil (regula­riteten forbedres).

·        Bilernes rejsehastighed på langs af Vesterbrogade forbedres med op til 10%.

·        Forholdene for krydsende fodgængere forbedres væsentligt ved etableringen af "midtervulste". Det gælder især mellem Trommesalen og Frederiksberg Allé, hvor krydsnings­behovet på grund af den store koncentration af butikker på begge sider af Vesterbrogade er størst. Dette understøtter gadens lokale funktion som handelsgade.

·        Forholdene for cyklisterne forringes ikke, og forbedres på enkelte punkter

·        Det noget slidte byrum får et æstetisk løft, vulsten vil stramme gadeprofilet op og træ­plantningen vil gøre gaden grønnere og mere harmonisk.

 

Projektet giver følgen de forringelser:

·        Forbedringerne opnås på bekostning af trafik fra lokalgaderne. Forsinkelser ved udsving fra lokalgaderne må forventes forøget med omkring 20%.

·        Antallet af parkeringspladser på Vesterbrogade reduceres med ca. 31 parkeringspladser samt en ændret geografisk fordeling af de resterende parkeringspladser. Heri er inkluderet ca. 10 pladser, der nedlægges for at give plads til af- og påsætning samt taxiholdeplads mellem Vester Farimagsgade og Trommesalen. Forslaget med­fører, at der fremover ikke vil være parkeringsmuligheder på strækningen Stk. Jørgens Allé - Stenosgade  og strækningen Bagerstræde – Værnedamsvej. Nye parkeringsmulig­heder oprettes tilgengæld på strækningen Vester Farimagsgade – Skt. Jørgens Allé og Værnedamsvej – Kingosgade.

·        Vare af- og pålæsning pålægges skærpede restriktioner for at øge fremkommeligheden i Vesterbrogade. Af- og pålæsning vil alene være tilladt i tidsrummet kl. 10 - 14. Desuden foreslås, at arealet til af- og pålæsning indskrænkes på Vesterbrogade. Forvaltningen vil undersøge om der som kompensa­tion herfor kan anlægges læssezoner i sidegaderne. De mere ensartede regler for vare af- og pålæsning forventes at medvirke til, at det er lettere at sikre disse overholdt.

 

Projektet er beregnet til at koste ca. 17,6 mio. kr., og finansieres i et samarbejde mellem HUR, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

Anlægsudgiften på de 17,6 mio. kr. forudsætter, at anlægsarbejderne kan gennemføres med del­vis ensretning af trafikken på Vesterbrogade. Kan dette ikke lade sig gøre, må der påregnes en merudgift på omkring 6 mio. kr. til trafikregulerende foranstaltninger og ekstra udgifter til en­treprenøren på grund af de mere vanskelige arbejdsforhold. Der er behov for, at trafikken ens­rettes i perioder, hvor midtervulsten etableres.

De nedlagte parkeringspladser skønnes at give et provenuetab på 200.000 kr. om året, men da der i projektet oprettes netto flere parkeringspladser i betalingszonen, vurderes det økonomiske tab reelt at være mindre.

Inden projektets endelige gennemførelse vil der blive udarbejdet en trafikafviklingsplan for anlægsperioden.

Sagen var på dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 12. marts 2003, hvor den blev udsat.


 


Til top