Mødedato: 08.01.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmepleje 2019 og tilsynspolitik for ydelser efter § 83 på Socialforvaltningens område

Se alle bilag

Resumé

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Socialforvaltningen har udarbejdet en kvalitetsstandard for hjemmepleje for 2019. Socialudvalget forelægges kvalitetsstandarden til godkendelse med henblik på videre godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Udarbejdelsen af Socialforvaltningens kvalitetsstandard er sket i tæt samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og deres kvalitetsstandard målrettet ældre borgere, så de to kvalitetsstandarder i videst muligt omfang er harmoniserede. Socialudvalget har vedtaget, at Socialforvaltningens tilsynspolitik for ydelser efter servicelovens § 83 på forvaltningens område skal behandles sammen med kvalitetstandarden. Socialudvalget skal godkende, at der ikke foretages ændringer af tilsynspolitikken.

Tidligere beslutninger

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmehjælp for 2019 ”Hjælp i hverdagen 2019”.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Kommunalbestyrelsen skal i medfør af servicelovens § 139 én gang årligt godkende en borgerrettet kvalitetsstandard for serviceydelser efter servicelovens §§ 83, 83a og 86 om personlig- og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb og genoptræning. I kvalitetsstandarden har borgeren mulighed for at læse om mulighederne for at få hjælp i hverdagen, hvis borgeren har et fysisk, psykisk eller socialt problem, der gør det vanskeligt at klare de daglige opgaver. I kvalitetsstandarden er også beskrevet tilbud om for eksempel sundhedsfremme og forebyggelse, samværs- og aktivitetstilbud samt træning og ældreboliger i Københavns Kommune. Udarbejdelsen af Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmepleje for 2019 er sket i tæt samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og deres kvalitetsstandard for hjemmepleje for 2019 målrettet ældre borgere. Forvaltningernes koordinering har til hensigt at sikre, at de to kvalitetsstandarder i videst muligt omfang er harmoniserede, hvor det giver mening i forhold til forvaltningernes forskellige målgrupper.

Kommunalbestyrelsen skal i henhold til servicelovens § 151c udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for tilbud efter servicelovens § 83 om personlig hjælp og pleje, som indeholder klare retningslinjer og faste procedurer for, hvordan kommunen tilrettelægger tilsyn med disse tilbud. Kommunalbestyrelsen skal følge op på tilsynspolitikken mindst én gang årligt. Socialudvalget vedtog den 13. december 2017, at den årlige opfølgning på tilsynspolitikken sker som led i den årlige behandling af Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmepleje.

Løsning

Kvalitetsstandard for hjemmehjælp for 2019 ”Hjælp i hverdagen 2019”

Der er udarbejdet et udkast til ny kvalitetsstandard for 2019. Udkastet er vedlagt som bilag 1. Udarbejdelsen er sket i tæt samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i forhold til deres kvalitetsstandard målrettet ældre borgere, så de to kvalitetsstandarder i videst muligt omfang er harmoniserede. Udkastet har været sendt i ekstern høring hos relevante interessenter. Hvor der har været fælles høringsparter med Sundheds- og Omsorgsudvalget, har der været foretaget en fælles høring. Der er modtaget seks høringssvar med bemærkninger og forslag til ændringer, og kvalitetsstandarden er herefter blevet tilrettet i forhold til høringsparternes bidrag. Inden kvalitetsstandarden bliver trykt, vil den blive opsat grafisk, takster og sidehenvisninger vil blive opdateret, og der vil blive udført en endelig korrektur. Sundheds- og Omsorgsudvalget får den 13. december 2018 forelagt en tilsvarende indstilling om kvalitetsstandard for hjemmehjælp målrettet ældre borgere over 65 år. 

Ændringer foretaget inden høring, herunder i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Foruden grammatiske justeringer har Socialforvaltningen foretaget ændringer i forhold til 2018-udgaven af kvalitetsstandarden. De væsentligste ændringer vedrører:

  • Afsnittet ”Tidsfrister for opstart” hvor rehabiliteringsforløb har fået en særskilt underoverskrift.
  • Formuleringsændring vedr. klippekortsordningen for borgere med behov for personlig pleje. Ændringen består i at tydeliggøre, at klippekortet er forbeholdt borgere, der har brug for støtte til personlig pleje.
  • Ændringer i en række afsnit med baggrund i et ønske om at støtte borgerne i at mestre eget liv. Det gælder for eksempel afsnittene ”Ekstra rengøring”, ”Hjælp og støtte til vask i hjemmet” og ”Hjemmesygepleje”.

Ændringer foretaget som led i høringen
Socialforvaltningen har i forbindelse med høringen modtaget seks høringssvar. Høringssvarene fremgår af bilag 2. I bilag 3 gives en nærmere gennemgang af de indkomne ændringsforslag samt Socialforvaltningens bemærkninger hertil. De høringssvar, der er imødekommet er markeret med grønt. Det gælder for eksempel:

  • Dialogforums forslag om at udbrede kendskabet til kvalitetsstandarden blandt borgere med sindslidelse.
  • Dialogforums forslag om at indskrive eksempler på, hvad psykisk pleje om omsorg kan bestå af.

Flere høringssvar udtrykker tilfredshed med kvalitetsstandardens læsevenlighed og opbygning.

Når Socialforvaltningen ikke imødekommer forslag i høringssvarene, skyldes det hovedsageligt, at forslagene enten er for detaljerede i forhold til hensigten med kvalitetsstandarden, eller at de vedrører emner, der ikke er omdrejningspunktet for kvalitetsstandarden. Kvalitetsstandardens primære formål er at beskrive serviceniveauet for §§ 83, 83a, 84 og 86, hvorfor beskrivelsen af øvrige tilbud ikke går i samme detaljeniveau.

Tilsynspolitik for § 83-ydelser på Socialforvaltningens område

Socialudvalget godkendte den 23. maj 2018 en tilsynspolitik for ydelser efter servicelovens § 83 på Socialforvaltningens område (bilag 4). Socialforvaltningen vurderer ikke, at der for nuværende er behov for at justere tilsynspolitikken.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil kvalitetsstandarden for 2019 blive forelagt for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. Tilsynspolitikken med ydelser efter servicelovens § 83 på Socialforvaltningens område, herunder eventuelle justeringer, vil blive forelagt Socialudvalget igen som led i godkendelsen af kvalitetsstandarden for hjemmepleje for 2020.

Nina Eg Hansen                                       /Lise Stidsen Vandahl

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmehjælp for 2019 ”Hjælp i hverdagen 2019”.

 

Socialforvaltningen indstiller,

 

2. at Socialudvalget godkender, at der ikke foretages justeringer af tilsynspolitikken for ydelser efter servicelovens § 83 på Socialforvaltningens område.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2018

Indstillingen blev godkendt under behandlingen af dagsordenens punkt 1.

Beslutning

Dagsordenspunkt 18: Godkendelse af Socialforvaltningens kvalitetsstandard for hjemmepleje 2019 og tilsynspolitik for ydelser efter § 83 på Socialforvaltningens område (2018-0216869)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. januar 2019

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top