Valg af område for servicebusser
Valg af område for servicebusser
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 8. januar 2008
ØU 10/2008
19. Valg af område for servicebusser
De to første servicebusruter blev etableret i Valby og Vanløse i oktober
2007, og med denne indstilling skal der med udgangspunkt i budgettet for 2008
besluttes i hvilke bydele rute nr. 3-8 skal køre.
INDSTILLING OG Beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at Servicebussernes fase 1 b (servicebusrute nr. 3 og 4) planlægges etableret på det nordlige Amager og indre Østerbro, 2. at Servicebussernes fase 2 (servicebusrute nr. 5-8) planlægges etableret på henholdsvis det sydlige Amager/Islands Brygge, ydre Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum. Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 8. januar 2008: Indstillingen blev anbefalet. Det er vigtigt, at vi løbende tager ruterne op til revision, så de fortsat passer bedst muligt med målgruppens behov. Som eksempel kan det nævnes, at de på Østerbro for nylig er oprettet Plejehjemmet Debroahcentret og Aktivitetscentret i Randersgade. Der er centralt, at busserne tilpasses sådanne institutioner." |
Problemstilling
I budgettet for 2007 blev der afsat midler til Servicebussernes etape 1 (rute 1-4), hvoraf de to første er startet i oktober 2007 i Valby og Vanløse (etape 1a). I budget 2008 er der afsat midler til yderligere fire ruter, idet det i budgetaftalen indgår, at de fire nye ruter evt. kan betjene det sydlige Amager, ydre Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum. Der skal med denne indstilling træffes endelig beslutning om, i hvilke bydele etape 1b og etape 2 skal etableres.
Løsning
Etableringen af servicebusruterne i Valby og Vanløse er sket i dialog med de nyetablerede lokaludvalg og ældreorganisationer. Lokaludvalgene har været aktive og samlet de lokale interesser i forhold til ruteforløb.
I budgettet for 2008 er der lagt op til hvilke områder der fremover skal have etableret servicebusser, og det er de områder der beskrives nedenfor.
Fase 1b etableres på indre Østerbro og det nordlige Amager. Begge områder er steder med mange ældre som er hovedmålgruppen for servicebussen. Øvrige målgrupper er handikappede og andre gangbesværede. Den endelige ruteføring skal planlægges i forhold til de eksisterende ruter og de besluttede ændringer i de almindelige busruter i de to bydele i marts 2008.
De resterende fire servicebusruter anbefales etableret på det sydlige Amager/Islands Brygge, ydre Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum. Disse områder er, foruden de to bydele, hvor der allerede er etableret servicebus, de områder i kommunen, der har den højeste andel af ældre.
På indre Østerbro planlægges, at ruten kan indvies først i maj 2008. Processen omkring planlægningen af ruten fastlægges sammen med lokaludvalget.
På Amager har lokaludvalgene konstitueret sig i december 2007 og her planlægges processen om valg af ruteføring også i samarbejde med lokaludvalgene. De to ruter på Amager planlægges samtidig og forventes at kunne indvies i juni 2008.
De 3 sidste ruter på hhv. ydre Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj - Husum forventes sat i drift i 4. kvartal 2008. På kortet i bilag 1 er vist et forslag til ruteføring, som blev udarbejdet i 2004. I de områder hvor ruterne nu planlægges etableret, inddrages som nævnt lokale ønsker, og der tages højde for de ændringer, der er sket i byen siden ruteforslaget blev udarbejdet i 2004. Ruterne på bilag 1 kan derfor kun betragtes som retningsgivende for, hvilke områder de enkelte ruter vil kunne dække.
Oversigt forventet udrulning af servicebusser i Københavns Kommune
Etape |
Bydel |
Indvielse af rute |
1a |
Valby og Vanløse |
Oktober 2007 |
1b |
Indre Østerbro |
Maj 2008 |
Nordlige Amager |
Juni 2008 |
|
2 |
Sydlige Amager |
Juni 2008 |
Ydre Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum |
4. kvartal 2008 |
|
Indstilling til Budget 2009 |
Kongens Enghave, Vesterbro, indre Nørrebro og ydre Nørrebro |
2009 |
Ved etablering af servicebusruterne vil der skulle nedlægges p-pladser for at give plads til stoppesteder, samt for at sikre bussernes fremkommelighed på smalle vejstrækninger. Antallet af berørte p-pladser afhænger af endelig ruteføring, som udarbejdes i en arbejdsgruppe med Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen samt Movia.
Forslag til ruteføring og udgifter i forbindelse med etablering af ruterne og herunder finansieringen af provenutabet ved evt. nedlæggelse af parkeringspladser, vil blive fremlagt politisk i særskilte indstillinger. Disse indstillinger forelægges Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til beslutning.
På indre Østerbro og Amager vil der blive nedlagt pladser i grøn og blå betalingszone. Ved etablering af de to første ruter i Valby og Vanløse blev der samlet nedlagt omkring 100 pladser i alt. Ud fra disse erfaringer og arbejdet med indstillingen fra 2005 (BR 271/05) anslås, at hver rute kan resultere i nedlægges af 50-100 parkeringspladser. Nedlægges der p-pladser i den blå eller grønne parkeringszone findes der i en kommende fællesindstilling med Teknik- og Miljøforvaltningen anvist dækning af provenutabet fra "Puljen til nedlæggelse af P-pladser"(afsat under Teknik- og Miljøudvalget i medfør af budget 2007, Ændringsforslag 157). I blå zone er provenutabet 5.278 kr. pr. p-plads, hvilket ved for eksempel 50 p-pladser giver 263.900 kr. årligt. En p-plads i grønzone er sat til 15.723 kr. Priserne er enhedsprisen for indtjeningen på en parkeringsplads og de fremgår af Teknik- og Miljøforvaltningens ydelseskataloger for 2008.
Movia har gennemført et udbud af servicebuskørsel, og der er indgået aftale med en entreprenør om kørsel med to busser på de to første ruter (1b) og aftalen har en option på yderligere fire busser. Den valgte bustype kører på diesel og har den meget miljøvenlige miljøstandart EEV. For de to sidste af de otte ruter skal der gennemføres et nyt udbud, som også vil have option på yderligere 4 busser. Også ved dette udbud vægtes miljøet højt.
I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2009 vil Økonomiforvaltningen fremlægge forslag til den sidste etape af servicebusruter i kommunen med henblik på, at alle bydele vil kunne have servicebusser i 2010.
Økonomi
Denne indstilling omhandler udelukkende valg af bydele for de nye servicebusruter der indgår i budget 2007 og budget 2008. Økonomiske konsekvenser i form af provenutab ved nedlæggelse af parkeringspladser vil fremgå af særskilte indstillinger om ruterne for servicebusserne.
I budgettet for 2008 er der under ØU afsat 3,726 mio. kr til drift af servicebusruter i etape 1 og 2, hvilket muliggør ibrugtagning af servicebusserne i den i indstillingen beskrevne takt. Det årlige tilskudsbehov pr. servicebusrute er ca. 0,8 mio.kr.
Videre proces
Når forslag til ruter er fastlagt i samarbejde med lokaludvalgene, Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia vil indstillinger herom blive forelagt politisk.
Bilag
1. Skitsekort over servicebusruter