Mødedato: 07.12.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Besvarelse af medlemsforslag om tidsplan for planlægningen af den fremtidige infrastrukturbetjening og byudvikling af Kløverparken og Refshaleøen

Se alle bilag
Økonomiudvalget vedtog den 25. august 2021 et medlemsforslag om at Økonomiforvaltningen skulle fremlægge en tidsplan for den fremtidige infrastrukturbetjening af Kløverparken og Refshaleøen. Økonomiudvalget forelægges med denne indstilling en tidsplan for planlægningen af den fremtidige infrastrukturbetjening og byudvikling af Kløverparken og Refshaleøen til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

  1. at tidsplanen, som beskrevet i afsnittet Løsning, tages til efterretning,
  2. at det godkendes, at medlemsforslaget stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti på Økonomiudvalgets møde den 25. august 2021, jf. bilag 1, hermed er håndteret.

Problemstilling

Kløverparken og Refshaleøen er udpeget som perspektivområder i Kommuneplan 2019. Kommuneplanen fastlægger, at det er en forudsætning for udvikling af områderne, at der findes tilfredsstillende løsninger på den fremtidige infrastrukturbetjening, herunder kollektiv trafikbetjening. Det fremgår desuden, at der i umiddelbar forlængelse af en afklaring af linjeføring og finansiering af infrastrukturen, er mulighed for at fremrykke byudviklingen gennem et kommuneplantillæg.

Folketinget vedtog i juni 2021 en anlægslov for Lynetteholm. Der blev samtidig indgået en aftale om undersøgelse af infrastruktur til Lynetteholm i form af en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af metro og Østlig Ringvej, der også skal betjene Kløverparken og Refshaleøen.   

Økonomiudvalget har den 25. august 2021 besluttet, at Økonomiforvaltningen skal fremlægge en tidsplan for planlægningen af den fremtidige infrastrukturbetjening og byudvikling af Kløverparken og Refshaleøen.

Løsning

I Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024 forventes der et fortsat fokus på, hvordan København kan huse en voksende befolkning og byens virksomheder m.v. Kløverparken og Refshaleøen indgår som perspektivområder i forvaltningens vurdering af mulighederne for at udlægge nye, større byudviklingsområder.

Planlægningen af Kløverparken og Refshaleøen anbefales at ske på baggrund af en tidlig offentlig dialog om udviklingen af områderne, der koordineres med kommuneplanprocessen.

En konkret planlægning af byudviklingen forudsætter, at en række plan- og miljømæssige forhold i områderne afklares. Det gælder bl.a. miljø- og risikoforhold ift. virksomhederne på Prøvestenen, Kraftværkshalvøen og Refshaleøen og trafikforhold, fx nødvendige ændringer af veje og stier på Nordøstamager. Disse forhold kan indeholde væsentlige bindinger for områdernes planlægning og udnyttelse.

Planlægningen af Kløverparken og Refshaleøen skal koordineres med beslutningen om etablering og finansiering af infrastrukturen. Linjeføringer (herunder om der er tale om anlæg over eller under terræn) og placering af stationer og tilslutningsanlæg for både metro og Østlig Ringvej har stor betydning for, hvordan områderne kan disponeres ift. anvendelsesmuligheder (fx fordeling af bolig- og erhverv), bebyggelsestætheder, veje, stier og pladser m.v. I principaftalen om anlæg af Lynetteholm fremgår det desuden, at grundejerne i Østhavnen skal bidrage til at finansiere etablering af metro og Østlig Ringvej, som er en forudsætning for udvikling af områderne.

I forbindelse med planlægningen af områderne bør der desuden tages hensyn til anlægsfasen for metro og Østlig Ringvej, både med hensyn til placering af infrastrukturanlæg og byggepladser, for at minimere miljøkonflikter (støj, vibrationer, trafik m.v.) og undgå fordyrelse af anlægsfasen ved uhensigtsmæssig placering og indretning af byggepladser, kompensationsbetaling for støjgener m.v.

Hovedfaser

Processen for den fremtidige infrastrukturbetjening og byudvikling af Kløverparken og Refshaleøen kan beskrives i følgende hovedfaser:

  • Afklaring af infrastruktur: Der gennemføres miljøkonsekvensvurderinger af linjeføringer, placeringer af stationer, klargøringscenter og tilslutningsanlæg m.v., som grundlag for en beslutning om anlæg og finansiering, herunder eventuel etapedeling, af metro og Østlig Ringvej.

  • Tekniske undersøgelser: Grundejer gennemfører undersøgelser af bl.a. miljø- og risikoforhold, trafikforhold og kulturmiljøer, som grundlag for udarbejdelse af struktur- og bebyggelsesplaner og lokalplaner for områderne.

  • Helhedsplaner: Grundejer tilrettelægger en proces for udarbejdelse af helhedsplaner for hvert område, fx på grundlag af konkurrencer. En helhedsplan fastlægger en overordnet bystruktur, fx anvendelse og tæthed i forskellige delområder, herunder placering af rekreative områder, offentlige funktioner og privat service, samt en mere detaljeret disponering af de fysiske og funktionelle sammenhænge i de enkelte delområder, bl.a. under hensyn til placering og udformning af infrastrukturanlæggene og eventuelle bindinger fra de tekniske undersøgelser.

     

  • Lokalplaner med kommuneplantillæg: Københavns Kommune udarbejder på grundlag af materiale fra grundejerne et plangrundlag for byudviklingen i områderne. Planlægningen vil ske i etaper, fordi udviklingsmulighederne på kort sigt bl.a. vil være begrænset af kapaciteten i den eksisterende vejinfrastruktur og miljø- og risikoforhold omkring virksomheder i området.

I bilag 2 er der knyttet supplerende bemærkninger til hovedfaserne.

Tentativ tidsplan

Undersøgelserne af og beslutningen om etablering og finansiering af metro og Østlig Ringvej har følgende overordnede tidsplan:

  • 2022-2024: Miljøkonsekvensvurderinger (VVM) af infrastruktur.

  • 2024: Beslutning om etablering af infrastruktur og fremsættelse af anlægslove.
  • 2025-2045: Projektering, udbud og anlæg af infrastruktur.

Hvis planlægningen og udviklingen af Refshaleøen og Kløverparken koordineres med processen for infrastruktur til Lynetteholm, så kan der opstilles følgende tentative tidsplan: 

  • 2022-2023: Tekniske undersøgelser.
  • 2023-2024: Kommuneplanstrategi og kommuneplan.
  • 2023-2024: Helhedsplaner samt borgerdialog.
  • 2025-2026: Lokalplaner med kommuneplantillæg.

For at sikre, at byggemuligheder i området koordineres med metro og Østlig Ringvej, anbefaler Økonomiforvaltningen, at lokalplaner med kommuneplantillæg udarbejdes efter der er truffet beslutning om etablering og finansiering af infrastrukturen, herunder linjeføringer, placering af stationer, eventuel etapedeling m.v.

Hvis lokalplaner med kommuneplantillæg udarbejdes inden der er truffet beslutning om infrastrukturen, så indebærer det en risiko for, at planlægningen ikke kan koordineres tilfredsstillende med placeringen af infrastrukturen og med anlægsfasen, jf. ovenfor.

Helhedsplaner kan udarbejdes samtidig med undersøgelserne af og beslutningen om infrastrukturen. Det indebærer, at der vil være behov for en efterfølgende revision, som indarbejder den faktisk besluttede infrastruktur i helhedsplanerne.

Tidsplanen indebærer, at borgerdialogen om udviklingen af Refshaleøen og Kløverparken kan koordineres med processen for Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

Dialog med grundejere

Økonomiforvaltningen har påbegyndt dialogen med de største grundejere på Kløverparken og Refshaleøen om tekniske undersøgelser, planproces og tidsplan m.v.

Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn bemærker, at forvaltningens anbefaling til tentativ tidsplan ser fornuftig ud og er forenelig med grundejerens forestillinger om den kommende proces for Refshaleøen.

Skanska bemærker på vegne af de private grundejere på Kløverparken (Raffinaderivej 10 A/S og Kløvermarken A/S), at de ikke har udfordringer i forhold til at levere i overensstemmelse med forvaltningens anbefaling til tentativ tidsplan. De vurderer dog, at det vil være muligt at fremrykke tidsplanen med ca. 2 år for dele af det vestlige område, hvis arbejdet med lokalplan og kommuneplantillæg påbegyndes samtidig med miljøkonsekvensvurderinger af hhv. metro og østlig ringvej.

Økonomiforvaltningen bemærker hertil, at hvis en lokalplan med kommuneplantillæg udarbejdes inden der er truffet beslutning om infrastrukturens placering og udformning, så er der risiko for, at byudviklingen ikke koordineres tilfredsstillende med infrastrukturen, jf. de generelle bemærkninger til den tentative tidsplan for hovedfaserne. For Kløverparken er der endnu ikke truffet beslutning om metroens linjeføring (herunder om den føres på højbane eller i tunnel), stationsplacering samt et eventuelt tilslutningsanlæg til Østlig Ringvej. Det vanskeliggør planlægningen af bebyggelsens anvendelse, udformning og tæthed samt udformning af den lokale vejinfrastruktur. Endelig indebærer det en risiko i forhold til anlægsfasen, idet planlægningen ikke tager hensyn til placering af byggepladser og støjgener m.v.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen fortsætte dialog med grundejerne på Kløverparken og Refshaleøen om de tekniske undersøgelser mv., som skal udarbejdes som grundlag for planlægningen af områderne. Økonomiforvaltningen vil ifm. Kommuneplanstrategi 2023 og Forslag til Kommuneplan 2024 vurdere boligbehovet og behovet for udlæg af arealer til byudvikling.

Søren Hartmann Hede  / Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Besvarelse af medlemsforslag om tidsplan for planlægningen af den fremtidige infrastrukturbetjening og byudvikling af Kløverparken og Refshaleøen (2021-0340910)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2021

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning med 8 stemmer med 0. 2 medlemmer udlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, og F.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: V og C.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 8 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, og F.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: V og C.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Der er behov for infrastruktur både til Kløverparken og Refshaleøen i en prioriteret rækkefølge om med forskellige formål og fokus. Vi ønsker at fremrykke infrastruktur i forhold til Kløverparken, så der kan bygges boliger der. Vi mener dog at man allerede nu kan gå i gang med at bygge ungdomsboliger. I forhold til Refshaleøen så ønsker vi at fastholde området til primært kultur og erhverv, eventuelt i kombination med ungdomsboliger. Men derfor er der alligevel behov for bedre kollektiv trafik til Refshaleøen.

Vi er imod Lynetteholm og Østlig Ringvej. Så vi ser ingen grund til at koordinere dette. Derimod mener vi man bør se på en koordinering i forhold til en ny metrolinje fra Amager over Inderhavnen, da den nuværende metro allerede nu har kapacitetsproblemer og forventes senest i 2035 at være overbelastet.”

Til top