Mødedato: 07.12.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Screening af tilpasning af metro i Ydre Nordhavn

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen forelægges afrapportering af ”Metro i Ydre Nordhavn. Screening af linjeføringer syd om Nordhavnstippen” til efterretning. Borgerrepræsentationen skal samtidig tage stilling til, om By & Havn skal gives mandat til at udrede to metrolinjer i form af Rød variant og Blå hovedforslag. Screeningen er udarbejdet på baggrund af politisk beslutning i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 om at arbejde for at bevare hele Nordhavnstippen. Hvis indstillingen godkendes, igangsættes en udredning af næste etape af metro i Nordhavn.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at screeningsrapporten "Metro i Ydre Nordhavn. Screening af linjeføringer syd om Nordhavnstippen” tages til efterretning (bilag 1),
  2. at det godkendes, at bestilling fra Kommuneplan 2019 om undersøgelse af ”muligheden for at lave en linjeføring for den sidste etape af Nordhavnsmetroen, så den placeres syd for Nordhavnstippen” hermed er håndteret,
  3. at det godkendes, at der igangsættes en udredning af de to metrolinjer Rød variant (tre stationer) og Blå hovedforslag (to stationer),
  4. at det godkendes, at By & Havn gives mandat til at indgå aftale med Metroselskabet vedr. udarbejdelse af en udredning, jf. 3. at-punkt, samt at denne finansieres af By & Havn.

Problemstilling

I december 2020 blev en screening af mulighederne for at føre Nordhavnsmetroen syd om Nordhavnstippen igangsat. Arbejdet tager afsæt i Borgerrepræsentationens beslutning med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 om, at kommunen skal ”arbejde for at bevare hele Nordhavnstippen f.eks. ved, at Metroselskabet undersøger muligheden for at lave en linjeføring for den sidste etape af Nordhavnsmetroen, så den placeres syd for Nordhavnstippen”.

Screeningen er gennemført i samarbejde mellem Metroselskabet, Københavns Kommune og By & Havn.

Løsning

Planen for yderligere metrobetjening af Nordhavn er i dag baseret på linjeføringen ”Lille spørgsmålstegn”, som Borgerrepræsentationen besluttede i juni 2016.

Screeningen undersøger, om det er muligt at føre metrolinjeføringen syd om Nordhavnstippen, og genbesøger samtidig, om der er behov for fire stationer i Ydre Nordhavn som forudsat i ”Lille spørgsmålstegn”.

Screeningen omfatter fire linjeføringer, i form af to hovedforslag og to varianter (jf. bilag 1 og 2):

  • Rød hovedforslag med fire stationer og variant med tre stationer
  • Blå hovedforslag med to stationer og variant med tre stationer.

Det forudsættes i screeningens trafikmodelberegninger, at Nordhavn er fuld udbygget i 2062, hvor der skal være plads til ca. 35.000 beboere og 28.000 arbejdspladser. Linjen er forudsat etableret på højbane med en frekvens på 185 sekunder i myldretiden, svarende til den eksisterende Nordhavnsmetro. Strækningen mellem Orientkaj og v/Levantkaj er ens på alle fire linjeføringsvarianter. Det er i beregningerne forudsat, at hele linjen åbner i 2030. Linjerne er vurderet i forhold til økonomiske og passagermæssige effekter samt en række vurderingsparametre, der har til formål at identificere de enkelte linjers fordele og ulemper. Vurderingsparametrene omfatter stationsnærhed (defineret som det stationsnære kerneområde med udgangspunkt i 600 m fra en station), overensstemmelse med strukturplanen for Nordhavn fra 2018, betjening af Krydstogtkaj samt CO2-aftryk.

Økonomiske nøgletal samt antal merpåstigere for de undersøgte linjeføringer fremgår af tabel 1. De undersøgte linjer har næsten samme antal merpåstigere pr. hverdagsdøgn, hvor merpåstigere afspejler, at det samlede metrosystem bliver større og mere attraktivt.

 

 

Anlægsoverslag, mia. kr.*

Restfinansiering, mia. kr.*

Daglige merpåstigere i 2062

Rød hovedforslag (4 stationer)

2,8

2,7

29.000

Rød variant

(3 stationer)

2,6

2,4

28.000

Blå hovedforslag (2 stationer)

1,8

1,3

26.000

Blå variant

(3 stationer)

2,5

2,4

27.000

Tabel 1: * Anlægsoverslag og restfinansiering er 2021-priser inkl. 50% korrektionstillæg.

 

Rød hovedforslag med fire stationer er den linje, der er den mest direkte tilpasning af Lille spørgsmålstegn fra 2016. Linjen har den højeste restfinansiering (2,7 mia. kr.), giver størst stationsdækning og har størst overensstemmelse med den eksisterende strukturplan. Linjen har et relativt stort CO2-aftryk, pga. større udledning til anlæg, uden at antallet af passagerer øges tilsvarende. Afstanden mellem stationerne er ganske kort, hvilket betyder, at rejsetiden fra endestationen til Østerport forøges i forhold til de linjer med færre stationer pga. lavere hastighed og flere stop.

Rød variant med tre stationer har en lidt lavere restfinansiering (2,4 mia. kr.) end hovedforslaget, men kun ca. 1.000 færre merpåstigere. Linjen har næsten samme dækningsgrad af stationsnærhed som hovedforslaget, og er samtidig i fin overensstemmelse med strukturplanen. CO2-aftrykket er noget mindre pga. mindre udledning til anlæg.

Blå linje hovedforslag med to stationer har den laveste restfinansiering (1,3 mia. kr.), det mindste CO2-aftryk, men også den dårligste stationsdækning. De få stationer betyder, at linjen i mindre grad er i overensstemmelse med strukturplanen for Nordhavn, og der er langt fra endestationen til krydstogtterminalen. De få stationer betyder dog kort rejsetid til Østerport, men at flere passagerer får længere til stationen. Endeligt er restfinansieringsbehovet tættest på den ramme, som er reserveret til metroudvidelsen i By & Havn, jf. Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen.

Blå variant med tre stationer har en noget højere restfinansiering (2,4 mia. kr.). Linjen har stort sammenfald med Blå hovedforslag, men har derudover en station ved krydstogtterminalen. Stationen har dog begrænset passageropland. Linjen er i mindre grad i overensstemmelse med strukturplanen og har det største CO2-aftryk.

Følsomhedsberegninger viser, at flere arbejdspladser samt helt eller delvis bilfrihed i Nordhavn vil kunne bidrage med hhv. ca. 4.000 og 2.000-3.000 merpåstigere pr. hverdagsdøgn i 2062. Omvendt vil ca. 20% reduceret byudvikling betyde ca. 5.000 færre merpåstigere i samme år. Det bemærkes, at den anvendte trafikmodel har vanskeligt ved at estimere effekten af markante ændringer i bilejerskabet, hvorfor følsomhedsberegningen af hel eller delvis bilfrihed er forbundet med meget stor usikkerhed. 

Det er i screeningen vurderet, at såfremt der på et tidspunkt er ønske om at forbinde metrolinjerne på Nordhavn og Lynetteholm, vil det være mest hensigtsmæssigt at forlænge M5 Vest fra Lynetteholm til Nordhavn. Dette vil kræve en rampe i den nordlige del af Lynetteholm samt en tunnel under havnen. På Nordhavn vil der kunne etableres en skiftestation enten ved Krydstogtkaj eller ved Nordhavn C.

Vurdering

Screeningen viser, at den passagermæssige gevinst ved at anlægge fire stationer, som hidtil har indgået i planlægningen af Lille spørgsmålstegn i Nordhavn, er begrænset.

Med Rød variant, med tre stationer, er det muligt at føre metroen syd om Nordhavnstippen samtidig med, at der bevares en god stationsdækning og overensstemmelse med strukturplanen. Blå hovedforslag vil også friholde Nordhavnstippen, er restfinansieringsmæssigt billigst og vil med to stationer være sammenlignelig med antallet af stationer på Lynetteholm. Rød hovedforslag med fire stationer er dyrest, har det næststørste CO2-aftryk samt længst rejsetid. Blå variant er dyr uden at bidrage med betydelig flere passagerer og har det største CO2-aftryk af de fire undersøgte linjeføringer.

På den baggrund anbefaler Økonomiforvaltningen, at Rød variant (tre stationer) og Blå hovedforslag (to stationer) indgår i en udredning, der er næste skridt i planlægningen af metroudvidelsen. Udredningen er på et mere detaljeret niveau end screeningen og skal bl.a. belyse anlæg af metroen i etaper samt beregne anlægs- og driftsøkonomi med 30 % korrektionstillæg. Desuden vil grænseflader til Østlig Ringvej, Nordhavnstunnel og Tunnelfabrikken blive belyst.

Det fremgår af lovbemærkningerne til implementeringen af Sydhavnsmetroen og mere metro i Nordhavn, at By & Havn afsatte 1 mia. kr. (2014) i sit langtidsbudget til etablering af yderligere metro i Nordhavn. Ved brug af KL’s anlægs-PL, aftalt mellem staten og KL, kan 1 mia. kr. PL-reguleres til ca. 1,1 mia. kr. i 2021.  

Økonomiforvaltningen anbefaler, at By & Havn, jf. Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen, gives mandat til at indgå aftale med Metroselskabet om at Metroselskabet udarbejder en udredning af Rød variant og Blå hovedforslag, således at byudvikling og udbygning af metro kan følges ad.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

En udredning af metro i Ydre Nordhavn, omfattende to linjeføringer, vurderes af Metroselskabet at koste 8-12 mio. kr. Udredningen finansieres af By & Havn af de midler, der er afsat til metro i Nordhavn i By & Havns langtidsbudget, jf. ovenfor.

Den endelige finansiering af metro i Ydre Nordhavn vil først skulle klarlægges og eventuelt aftales med staten efter en udredning af metrolinjerne og i forbindelse med, at der tages en endelig beslutning om linjeføring og etablering af metro i Ydre Nordhavn.

Transportministeriet og Frederiksberg Kommune vil blive orienteret om, at Borgerrepræsentationen har godkendt, at en udredning sættes i gang samt, at finansiering heraf sker indenfor rammerne af Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen.

Videre proces

I udredningen vil Metroselskabet nærmere kvalificere omkostninger, besparelsesmuligheder, risici mv. i forbindelse med de to undersøgte løsninger.

Udredningen forventes at tage 12-14 måneder, og resultatet vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen sammen med en anbefalet linjeføring til beslutning. Såfremt linjeføringen er dyrere end det, der blev lagt til grund i Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen, skal der anvises finansiering.

På baggrund heraf vil der kunne gennemføres en VVM-undersøgelse af den besluttede linjeføring, der igen forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvorefter metrolinjen kan anlægges.

Anlæg af metro i Ydre Nordhavn forventes jf. principaftalen finansieret af By & Havn, men overvejelser om etapedeling, fremtidige passagerindtægter (restfinansieringsbehov) mv., der kan bidrage til finansiering, vil også blive taget i betragtning i den kommende udredning.

Eventuel manglende finansiering vil i udgangspunktet skulle tilvejebringes af Københavns Kommune. Alternativt vil der skulle forhandles en tillægsaftale med staten til Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen omhandlede merfinansiering fra f.eks. By & Havn. 

Søren Hartmann Hede          /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Screening af tilpasning af metro i Ydre Nordhavn (2021-0324954)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2021

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 0. 1 medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og C.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: V.

 

Indstillingens 4. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og C.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: Å og V.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Helt principielt mener vi, at staten bør medfinansiere infrastruktur i København, på linje med hvad man gør i resten af landet. Samt at Københavns Kommune skal adskille finansiering af metro fra byudvikling og derfor skal konstruktionen i forhold til By & Havn i den kommende periode ændres. Der skal derfor være en medfinansiering fra staten af metro i Ydre Nordhavn på baggrund af det udredningsarbejde der nu sættes i gang.”

 

Enhedslisten, Alternativet og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er afgørende for partierne, at linjeføringen sikrer, at hele Nordhavnstippen bevares, som også er præciseret i indstillingen.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Helt principielt mener vi, at Staten bør medfinansiere infrastruktur i København på linje med hvad man gør i resten af landet. 

Derudover er det afgørende at Linjeføringen sikrer, at hele Nordhavnstippen bevares som også er præciseret i indstillingen.”

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre er bekymrede for, at Økonomiforvaltningens foreslåede linjeføringer ikke giver tilstrækkelig god metrobetjening af den kommende Nordhavnspark. Det vil være utrolig ærgerligt, og vi opfordrer derfor til, at der også laves en udredning af en linjeføring, der sikrer stationsnær adgang til Nordhavnsparken.” 

Til top