Pris- og lønregulering af bestyrelseshonorarerne i Københavns Kommunes selskaber
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at bestyrelseshonorarernes størrelse i Københavns Kommunes selskaber Metroselskabet I/S, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, HOFOR A/S (Københavnerdelen), Arena CPHX P/S og Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S fastholdes på det nuværende niveau,
-
at bestyrelseshonorarerne i Metroselskabet I/S, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, HOFOR A/S (Københavnerdelen) og Arena CPHX P/S fra 2018 og frem reguleres én gang årligt med Danmarks Statistiks samlede lønindeks for private virksomheder og organisationer (ILON12), jf. reguleringsretningslinjerne for statens selskaber,
-
at bestyrelseshonorarerne i Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S fra 2018 og frem reguleres én gang årligt pr. 1. april med en reguleringsprocent, der beregnes af Økonomi- og Indenrigsministeriet på baggrund af lønudviklingen på det kommunale og regionale arbejdsmarked, jf. "Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv" (Økonomi- og Indenrigsministeriet den 9. december 2016).
Problemstilling
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet henvendte sig den 28. marts 2017 til Københavns Kommune med forslag om, at bestyrelseshonorarerne i Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S fra 2018 skulle reguleres, da honorarerne ikke havde været reguleret siden selskabernes etablering i 2007. Samtidig foreslog ministeriet, at der fremadrettet bør ske en årlig pris- og lønregulering af honorarerne.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet oplyste desuden, at der allerede er sket justering af bestyrelseshonorarerne i andre selskaber, som staten er eneejer eller medejer af.
I bilag 1 ses en oversigt over de aktuelle bestyrelseshonorarer, hverv og regulering i Københavns Kommunes ni større selskaber. Det fremgår, at der p.t. ikke sker pris- og lønregulering af bestyrelseshonorarerne i Metroselskabet I/S, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, HOFOR A/S (Københavnerdelen) og Arena CPHX P/S, som er selskaber i Økonomiforvaltningens ressortområde, og ej heller i Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR I/S), som ligger i Teknik- og Miljøforvaltningens ressortområde.
Desuden fremgår det af bilag 1, at Trafikselskabet Movia, som har ressort i Økonomiforvaltningen, og I/S Amager Ressourcecenter og I/S Vestforbrænding, som har ressort i Teknik- og Miljøforvaltningen, foretager regulering af bestyrelseshonorarerne én gang årligt pr. 1. april med en reguleringsprocent, der beregnes af Økonomi- og Indenrigsministeriet på baggrund af lønudviklingen på det kommunale og regionale arbejdsmarked.
I Hovedstadens Beredskab I/S, som er et selskab i Økonomiforvaltningens ressortområde, udbetales der ikke bestyrelseshonorarer.
Løsning
Økonomiforvaltningen har i august 2017 haft en drøftelse med Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, som er indforstået med, at bestyrelseshonorarerne i Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S ikke reguleres bagudrettet, udelukkende fremadrettet. Frederiksberg Kommune, som ejer 8,3 pct. af Metroselskabet, har haft indstillingen i høring og er enig i, at der bør ske en regulering af bestyrelseshonorarerne i Metroselskabet.
Endvidere har Økonomiforvaltningen valgt også at anbefale statens retningslinjer vedrørende regulering af bestyrelseshonorarerne for så vidt angår HOFOR A/S (Københavnerdelen) og Arena CPHX P/S, således at der fremadrettet fra 2018 skal ske en pris- og lønregulering i disse selskaber.
Desuden anbefales det, at CTR I/S fremadrettet fra 2018 regulerer selskabets bestyrelseshonorarer på linje med andre § 60-fællesselskaber, jf. "Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv" (Økonomi- og Indenrigsministeriet den 9. december 2016). Da CTR I/S er et selskab i Teknik- og Miljøforvaltningens ressortområde, har indstillingen været sendt i høring, og Teknik- og Miljøforvaltningen er enig i indstillingen vedrørende CTR I/S.
Det estimeres, at de nævnte reguleringer samlet vil beløbe sig til ca. 100.000 kr. årligt (2 pct. p.a.) for de fem selskaber.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Økonomiforvaltningen meddeler Borgerrepræsentationens beslutning om honorarregulering til Metroselskabet I/S, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, HOFOR A/S (Københavnerdelen), Arena CPHX P/S og CTR I/S med henblik på, at selskaberne på deres (førstkommende) respektive interessentskabsmøde, generalforsamling eller bestyrelsesmøde kan fremlægge Københavns Kommunes forslag om regulering af bestyrelseshonorarerne til beslutning.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Pris- og lønregulering af bestyrelseshonorarerne i Københavns Kommunes selskaber (2017-0319817)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.