Forslag til lokalplan "Den Hvide Kødby" med kommuneplantillæg, Vesterbro
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende forslag til lokalplan ”Den Hvide Kødby” (bilag 1) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 1) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 17. november 2011 vedtaget ”Strategi for Den Hvide Kødby” for at udvikle og bevare Den Hvide Kødby som et miljø for kreative virksomheder og fødevareproduktion samt sikre frednings- og bevaringsværdier i området. To hjørnegrunde foreslås udviklet med skole- og erhvervsbyggeri. I Budget 2017 er det besluttet at undersøge mulighederne for at etablere en skole med idrætshal ved Skelbækgade/Ingerslevsgade. For at planerne kan realiseres, skal der udarbejdes lokalplan med kommuneplantillæg.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en bevarende lokalplan for fredede og bevaringsværdige bygninger og overordnede rammer for nybyggeri. Lokalplanen fastlægger et maksimalt etageareal på op til 76.421 m2, heraf muliggør planen 17.000 m2 i nybyggeri, se også bilag 2 Faktaark. Da byggeønskerne ikke er konkretiserede, er planen ikke byggeretsgivende, men fastlægger rammer for nybyggeri. Et byggeretsgivende tillæg for skolen forventes udarbejdet i 2019.
Fredede og bevaringsværdige bygninger udlægges til blandet erhvervsområde. For at sikre fremtiden for erhverv inden for fødevarebranchen, jf. strategien, fastlægger planen en minimumsandel på 30 %. En trafik- og byrumsstruktur skaber plads til parkering og varelevering samt ophold og events. Lokalplanen fastlægger bygninger med høj bevaringskategori (værdi 1-3) som bevaringsværdige. I område III fastlægges det for Halmtorvet 15 (forbygningen har bevaringskategori 3 og bagbygningen har kategori 6), at bygningerne vil kunne nedrives i forbindelse med udarbejdelse af supplerende og byggeretsgivende lokalplantillæg. I lokalplantillægget vil der blive taget endelig stilling til en evt. nedrivning på baggrund af en konkret vurdering af hensynet til bevaring over for hensynet til den fremtidige udformning og anvendelse. Inden for område IV vil lokalplanen muliggøre nedrivning af to bygninger (med bevaringskategori 3) samt bygninger med bevaringsværdi 4-6 og bebyggelse, der indgår i bevaringsværdig sammenhæng, se bilag 1 s. 17 og kort s. 13. Der muliggøres nedrivning, da der aktuelt er ønske om at anvende grunden til skolebyggeri. Tilladelse til nedrivning af bevaringsværdige bygninger med bevaringsværdi 3 er baseret på en konkret vurdering, hvor der er lagt afgørende vægt på det samfundsmæssige hensyn om at tilvejebringe tilstrækkelig skolekapacitet. Der er også lagt vægt på, at bygningerne ikke har væsentlig betydning for fortællingen om Kødbyen, samlet set, som nationalt industriminde. Lokalplanen fastlægger også bevaringsbestemmelser for belægninger. På grunden Halmtorvet 15 foreslås en mindre serviceerhvervsbebyggelse (3.000 m2) i 3 etager. På grunden Skelbækgade/Ingerslevsgade foreslås en skole med idrætshal (14.000 m2). Begge dele kræver som nævnt byggeretsgivende tillæg. Bebyggelsen tilpasses skalaen i området med maksimale etageantal på 3-5 etager og vil tage hensyn til sigtelinjer og kulturarv. Kødboderne skal omdannes, så der bliver skabt sikre skoleveje.
Byliv
Eksisterende og nye byrum til events og ophold vil tilgodese mange forskellige brugere og fremme målet om en levende by, jf. Fællesskab København. Den samme plads kan bruges af flere. Trygge forbindelser vil være med til at styrke sammenhængen inden for lokalplanområdet og i forhold til den omgivende by.
Miljø og bynatur
For at bevare eksisterende bynatur udpeges tre bevaringsværdige træer. Der udpeges placering af mulig nyplantning af træer, som vist på lokalplantegning nr. 6. Lokalplanen stiller krav om begrønning af flade tage på nybyggeri, der ikke anvendes til opholdsareal.
Parkering
Parkeringsnormen for nybyggeri fastlægges i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. Et kommuneplantillæg ændrer normen for delområde I fra 1:100 således, at normen samlet for området fastlægges til 1 pr. 150 m2 svarende til serviceerhverv. For skolen fastlægges 30 parkeringspladser samt 10 afsætningsplader. Begrundelsen er uddybet i bilag 4 og belægningsprocenter fremgår af bilag 5 Parkering i Den Hvide Kødby. Krav til cykelparkering er 4 pladser pr. 100 m2 nybyggeri i forbindelse med arbejdspladser generelt og 0,5 pr. studerende og ansat i forbindelse med uddannelsesinstitutioner, jf. Kommuneplan 2015. Mulighederne for at forbedre parkeringsmulighederne for erhverv vil indgå i den kommende p-redegørelse.
Kommuneplantillæg
Kommuneplantillægget ændrer rammen for den nordlige hjørnegrund (område II og III). Området ændres fra C2 (boliger og serviceerhverv) område til S2* (serviceerhverv) med en maks. højde på 13 m. Bydelscenteret udvides, og butiksetagearealet øges med 1.000 m2. P-normen ændres for en del af området (område I) fra 1 plads pr. 100 m2 og fastsættes til 1 pr. 150 m2 for hele området, svarende til serviceerhverv.
Intern høring
Der er foretaget intern høring, herunder af Vesterbro Lokaludvalg, København Museum og Slots- og Kulturstyrelsen, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring.
Vesterbro Lokaludvalg finder det positivt, at der bygges en ny skole med idrætshal, og mener:
- Grundens forurening må ikke påvirke inde- og udeklima, og der skal være tilstrækkeligt med forureningsfrie udearealer.
- Der skal sikres en sikker og hensigtsmæssig skolevej.
Forvaltningens bemærkninger:
- Håndtering af jordforureningen efter gældende regler vurderes, at være tilstrækkeligt til at sikre inde- og udeklima og forureningsfri udearealer.
- Kødboderne omdannes, så der bliver skabt sikre skoleveje med afsætningspladser og gode forhold for cyklister og fodgængere. Der etableres afsætningspladser i Ingerslevsgade. Afsætningspladser skal placeres, så børn og forældre kan komme hen til skolen på en hensigtsmæssig måde.
Københavns Museum (pkt. 1) og Slots- og Kulturstyrelsen (pkt. 2) bemærker:
- Der mangler en præcisering af, hvilke bygninger der ønskes nedrevet ved Skelbækgade/Ingerslevsgade. Kødboderne 2 og 18 mangler på listen over bevaringsværdige bygninger.
- Kødbyen er samlet set udpeget som nationalt industriminde og optaget som sådan i kommuneplanen. Skala og materialer skal tilpasses til den eksisterende bebyggelse.
Forvaltningens bemærkninger:
- Beskrivelsen af bevaringsværdige bygninger er opdateret, præciseret og korrigeret for fejl.
- Det beskrives i lokalplanen, at Kødbyen, samlet set, er et af 25 nationale industriminder, og at den er udpeget som kulturmiljø i Kommuneplanen. Nybyggeri afstemmes i skala og materialer, og vil efterfølgende blive detaljeret i et byggeretsgivende tillæg.
Miljøvurdering
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har besluttet, at der i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer skal udarbejdes en miljørapport, da Den Hvide Kødby er et nationalt industriminde, og da der er virksomheder og forurening i området. Miljøvurderingens foreslåede tiltag i forhold til bl.a. jordforurening, ammoniakanlæg og støj fra virksomheder og vej til imødegåelse af væsentlige indvirkninger på miljøet er inddraget i udarbejdelsen af lokalplanforslaget. I forbindelse med byggeretsgivende tillæg vil der blive udarbejdet et nyt sikkerhedsdokument for ammoniakanlægget samt andre supplerende undersøgelser for at præcisere nødvendige foranstaltninger for at muliggøre en skole. Miljøvurderingen er vedlagt som bilag 3 og vil blive sendt i høring sammen med planforslagene. På baggrund af sikkerhedsdokumentet gennemføres en konkret risikovurdering af skolebygningen, som skal indrettes efter evt. designkriterier anvist i risikovurderingen. Dette vil ske i forbindelse med byggeretsgivende tillæg.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Skøn over genererede antal arbejdspladser samt skatteindtægter i forbindelse med nybyggeri foretages, når byggeretsgivende lokalplanforslag foreligger. Fastlæggelse af et minimumskrav om erhverv inden for fødevarebranchen kan potentielt medføre, at Københavns Ejendomme og Indkøb har mindre mulighed for at optimere indtjeningen på disse 30 % af ejendomsmassen i Kødbyen.
Byggeri København vil i forhandlingerne om Budget 2019, som en del af anlægsbevillingen til skolen, søge om finansiering til afledte økonomiske konsekvenser bl.a. i forbindelse med at håndtere ammoniakanlæg i området og at skabe en sikker skolevej med afsætningspladser i Kødboderne og på Ingerslevsgade.
Nedlæggelse af 20-30 parkeringspladser i Kødboderne vil medføre et årligt indtægtstab på ca. 0,3-0,5 mio. kr.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget og miljørapporten i offentlig høring. Høringsperioden fastlægges til 8 uger for at sikre tilstrækkelig offentlig inddragelse. Der afholdes borgermøde. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen maj 2018.
Peter Stensgaard Mørch Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan ”Den Hvide Kødby” (bilag 1) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, - at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2015 (bilag 1) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2017
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At bevare kommuneplanens parkeringsnorm på 1:100.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning af 1. at-punkt:
”At godkende forslag til lokalplan ”Den Hvide Kødby” (bilag 1) med miljørapport (bilag 3) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger, dog således, at § 4, stk. 7, ændres fra 30 parkeringspladser til 20 parkeringspladser, som er en videreførelse af det eksisterende antal pladser på Gasværksvejens Skole, inklusiv 2 handicapparkeringspladser.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med fem stemmer mod seks. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, F og Ø.
Imod stemte: A, C, I og V.
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3):
”At Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at undersøge muligheden for at ændre praksis ved vurdering af parkeringsdækning til skoler, således at parkeringsdækningen fastsættes til 0 nye pladser.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev ikke vedtaget med seks stemmer mod fire. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: F og Ø.
Imod stemte: A, C, I og V.
Undlod at stemme: B.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 28: Forslag til lokalplan "Den Hvide Kødby" med kommuneplantillæg, Vesterbro (2017-0178539)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.