Plan for fortsat drift
Planens mål er, at Københavns Kommune i videst muligst omfang kan sikre fortsat drift af kommunens opgaver i tilfælde af, at kommunens rammes af en uønsket hændelse, der kræver kommunens beredskab.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommunes ”Plan for forsat drift”, jf. bilag 1, godkendes.
Problemstilling
Ifølge Beredskabslovens (lov nr. 314 af 3. april 2017) § 25, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en samlet plan for kommunens beredskab. Af Beredskabslovens § 25, stk. 3, fremgår det, at planen skal revideres mindst én gang i hver valgperiode.
Planen hedder i Københavns Kommune ”Plan for fortsat drift” (herefter Planen). Planen skal gøre kommunen i stand til at opretholde eller hurtigst muligt reetablere drifts- og serviceniveauerne, uanset hvilke hændelser der måtte indtræffe. I planen beskrives det, hvem der har ansvar for, at kommunens drift kan videreføres ved varslede eller uvarslede hændelser, der vil kunne påvirke serviceniveauet i kommunen.
Planen er senest behandlet i Borgerrepræsentationen den 1. december 2011, og skal revideres inden udgangen af 2017.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 17. marts 2016 den beredskabspolitik, der danner rammen for beredskabsarbejdet i Københavns Kommune, jf. bilag 3.
Planen har været i høring i forvaltningernes direktioner i perioden den 13. - 27. september 2017. Der er modtaget høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen havde ikke bemærkninger.
Teknik- og Miljøforvaltningen har fremsendt bemærkninger til Planen. Høringssvaret samt Økonomiforvaltningens bemærkninger hertil er vedhæftet som henholdsvis bilag 5 og 6.
Plan for fortsat drift
Planen har som formål, at Københavns Kommune som udgangspunkt skal kunne håndtere hændelser i kommunen med egne ressourcer, uden at det får indflydelse på serviceniveauet i kommunen.
Planen skal medvirke til:
-
At begrænse konsekvenserne af hændelsen.
-
At situationen håndteres på en effektiv og professionel måde.
-
At støtte kriseledelsesorganisationen i sine beslutninger og udførelsen af disse.
-
At borgere m.fl. modtager effektiv og relevant information.
Planen er opdelt i en orienterende og en operationel del, og er udarbejdet af Beredskabssamordningen i Københavns Kommune. Økonomiforvaltningen ved Borgerrepræsentationens Sekretariat er overordnet ansvarlig for udformning og indhold af planen. Alle dele af Planen koordineres af Hovedstadens Beredskab.
Udover den generelle del består plankomplekset af delplaner for hver af de 7 forvaltninger og en Kommunikationsplan. Dertil skal der udarbejdes specielplaner, indsatsplaner, action card instrukser (kort med beskrivelse af under hvilken hændelse en konkret opgave skal løses) m.m, af de ansvarlige forvaltninger.
Hovedstadens Beredskabs overordnede Plan for fortsat drift, er godkendt af Hovedstadens Beredskabs bestyrelse den 17. august 2016, jf. bilag 2.
Økonomi
Der er ikke økonomiske konsekvenser forbundet med planen.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender Planen meddeler Økonomiforvaltningen dette til Beredskabsstyrelsen og Hovedstadens Beredskab.
Peter Stensgaard Mørch/ Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Plan for fortsat drift (2017-0089129)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.