Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) (udsat) (bilag tidligere udsendt)
Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) (udsat) (bilag tidligere udsendt)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 7. november 2006
J.nr. ØU 375/2006
1. Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag (Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) (udsat) (bilag tidligere udsendt)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
· at den vedlagte redegørelse "Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag" tages til efterretning,
· at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges i forbindelse med kommuneplanstrategien allerede inden sommeren 2007 og inden for en samlet økonomisk ramme på 2 mio. kr. at udarbejde en nærmere redegørelse for byudviklingsmulighederne i Nordhavnsområdet set i sammenhæng med den nødvendige udbygning af infrastrukturen i forbindelse hermed,
· at der til enhver analyse af "havnetunneller" modstilles en analyse, der bygger på "ingen tunnel"
·
at der gives
en tillægsbevilling på 2 mio. kr. til Økonomiforvaltningens bevilling Økonomisk
forvaltning, anlæg, funktion 6.51.3. til dækning af udgifter i forbindelse med
udarbejdelsen af ovennævnte redegørelse, der anvises kassemæssig dækning på
Økonomiforvaltningens bevilling Kassen funktion 8.05.5.
·
at beløbet
på 2 mio. kr. tilbageføres til kassen (Økonomiforvaltningen, funktion 8.05.5) i
forbindelse med udmøntningen af midlerne fra salget af eldelen af KE, og
· at der på baggrund af resultatet af arbejdet med Kommuneplanstrategi 2007 og planlægningen af byudviklingen langs Øresundskysten inden sommeren 2007 tages stilling til, om forvaltningerne skal pålægges at arbejde videre med en nærmere belysning af de i rapporten nævnte forslag til linjeføringer: en langsgående tunnel under havnens bund og en kombination af en havnetunnel fra Nordhavnen til Refshaleøen med en løsning på Amager via tunnel.
Teknik- og
Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2006
Sagen blev udsat.
Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 31. oktober 2006
Sagen blev udsat.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2006
Eftersendes.
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede den 3. november 2005, at der er behov
for en sammenhængende vurdering af den videre udbygning af det overordnede
vejnet, herunder også af sammenhængen til et fremtidigt, udbygget metrosystem i
København. Det blev derfor pålagt Økonomiforvaltningen i samarbejde med
implicerede forvaltninger frem til sommeren 2006 at udarbejde en sammenlignende
undersøgelse af de tre forskellige havnetunnelforslag.
Resultatet af denne undersøgelse foreligger nu i form af den som bilag vedlagte rapport "Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen maj 2006". Det indstilles, at denne rapport tages til efterretning.
På baggrund af undersøgelsen af de tre
havnetunnelforslag anbefales det i rapporten at gå videre med en nærmere
belysning af to forskellige hovedforslag: En langsgående havnetunnel og en
kombination af en havnetunnel fra Nordhavnen til Refshaleøen med en løsning
over land på Amager. Beslutning om en sådan nærmere belysning må dog afvente
udarbejdelsen af Kommuneplanstrategi 2007 og den dertil hørende belysning af
perspektiverne for planlægning af byudviklingen langs Øresundskysten.
I denne indstilling foreslås desuden, set i lyset af de aktuelle overvejelser om udformningen af Nordhavnsvejen, at det videre arbejde med mulighederne for og konsekvenserne af etablering af havnetunnelforbindelser især koncentreres om en første etape af havnetunnelforbinde lsen fra Nordhavnsvejen til de store byudviklingsområder i Nordhavnen, og at dette arbejde indgår som en integreret del af arbejdet med den kommende kommuneplanstrategi. Til denne nærmere undersøgelse foreslås afsat et beløb på 2 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Tidligere
politisk behandling af sagen
Rapporten "Sammenlignende undersøgelse af havnetunnelforslag" med tilhørende indstilling blev tiltrådt af Teknik- og Miljøudvalget den 17. maj 2006. Samtidigt tiltrådtes to ændringsforslag om, at der til enhver analyse af "havnetunneller" modstilles en analyse, der bygger på "ingen tunnel", og at formuleringen i sidste linie af 5. at ændres fra "..med en løsning over land på Amager." til "..med en løsning på Amager via tunnel".
Økonomiudvalget anbefalede i mødet den 30. maj 2006 Teknik- og Miljøudvalgets beslutning. Borgerrepræsentationen godkendte i mødet den 14. juni 2006 på baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti at tilbagevise sagen direkte til Teknik- og Miljøudvalget, således at en række spørgsmål til forvaltningen kunne blive drøftet.
På den baggrund fremsættes indstillingen igen. Denne indstilling er - med undtagelse af de to små ændringer til at'erne - enslydende med den indstilling der blev tiltrådt d. 17. maj 2006.
Baggrund
Københavns dynamiske udvikling
stiller byen og ikke mindst dens infrastruktur over for store udfordringer. Der
gennemføres og planlægges betydelig byvækst i Nordhavnen, på det nordøstlige
Amager og Refshaleøen, i Sydhavnen og syd for Islands Brygge – alle områder uden
tilstrækkelig infrastruktur. Denne byvækst nødvendiggør overvejelser om en
langsigtet udbygning af den overordnede vej- og banestruktur i et omfang, som
byen kun med lange mellemrum har været ude i. Det meste af den overordnede
infrastruktur i storbyområdet, som vi i dag tager for givet, er udtænkt for
over 50 år siden. Det gælder for eksempel både S-banesystemet og det regionale
motorvejsnet.
Biltrafikken har været
stigende i Københavns Kommune i de seneste 10 år. Den stigende biltrafik er et
resultat af byens udvikling og den generelle økonomiske udvikling, der bl.a.
har medført et stærkt stigende bilejerskab. Den stigende biltrafik medfører
trængsel og lokale miljøproblemer, ligesom den beslaglægger store dele af byens
rum. Dette er en anden anledning til overvejelser om at udbygge vejinfrastrukturen
med det formål at fredeliggøre den Indre By og andre af de tætte byområder i
København.
Tre havnetunnelforslag
Udbygningen af
vejinfrastrukturen i form af en havnetunnel øst om København har været genstand
for stor debat og flere undersøgelser de senere år. Der foreligger tre konkrete
forslag til havnetunnel:
-
Trafikministeriets undersøgelse af en østlig havnetunnel mellem Refshaleøen
og Søndre Frihavn fra 1999
-
Realdanias undersøgelse af en langsgående havnetunnel mellem Nordhavnen
og Sjællandsbroen fra 2005
-
Københavnertunnelgruppens forslag om en langsgående havnetunnel mellem
Lyngbyvej og Amagermotorvejen fra 2005.
Borgerrepræsentationen har i november 2005 bedt
forvaltningerne om en sammenligning af disse tre forslag til havnetunnelforbindelser.
Undersøgelsen skal belyse, hvilket af de tre forslag, der sammen med andre nye
trafikanlæg, bedst kan løse en væsentlig del af de trafikale udfordringer, som
de kommende årtiers byudvikling vil stille byens trafiksystem over for.
Havnetunnelforslagene er derfor
især vurderet i forhold til deres evne til at betjene de store
byudviklingsområder på en miljømæssigt og økonomisk bæredygtig måde, og i
forhold til deres evne til at aflaste de tætte bydele for gennemfartstrafik.
Undersøgelsen er koncentreret
om de indledende
overvejelser om vejtrafikbetjening af byudviklingsområderne. Disse overvejelser
må i det videre arbejde suppleres med overvejelser af mulighederne for en
højklasset betjening af byudviklingsområderne med kollektiv trafik, f.eks. i
form af en udbygning af metrosystemet - og af mulighederne for højklassede
stiforbindelser - således at den nuværende, miljømæssigt meget fordelagtige
situation med nogenlunde lige store andele trafik med bil, cykel og kollektiv
trafik kan opretholdes.
Rapportens
overordned
e anbefaling
På baggrund af undersøgelsen
af de tre havnetunnelforslag anbefales det i rapporten at gå videre med en
nærmere belysning af to hovedforslag, en langsgående havnetunnel og en
kombination af en havnetunnel fra Nordhavnen til Refshaleøen med en løsning
over land på Amager.
En langsgående havnetunnel
vil betjene Nordhavnen, Refshaleøen og Sydhavnen og koster i størrelsesordenen
20 mia. kr.
En kombination af havnetunnel
og landbaseret løsning på Amager vil betjene Nordhavnen, Refshaleøen, det
nordøstlige Amager og området syd for Islands Brygge. Løsningen forventes at
være lidt billigere end en langsgående havnetunnel, afhængigt af hvor lange
strækninger, der lægges i tunnel.
Strækningen fra Nordhavnsvej til Nordhavnen
Det anbefales at gå videre
med undersøgelser af mulighederne for og konsekvenserne af at forlænge
Nordhavnsvejen via tunnel under Svanemøllebugten til Ydre Nordhavn, hvor der på
længere sigt vil kunne ske en bytilvækst på op mod 2 mio. etagem2.
En tunnelløsning vil i driftsfasen være mest miljøvenlig i forhold til omgivelserne
og vil efterlade den kommende vestvendte brygge mod Svanemøllebugten uden
forstyrrende trafikanlæg.
En vejtunnel under
Svanemøllebugten skønnes at koste i størrelsesordenen 2 mia. kr. at anlægge. I
det videre arbejde kan også indgå overvejelser om andre og billigere løsninger,
idet der dog skal tages hensyn til lokale gener, besejlingsforhold mv. Teknik-
og Miljøudvalget har bedt forvaltningen om at vurdere den af Svanemøllegruppen
foreslåede tunnelløsning. Når denne vurdering foreligger, vil udvalget
beslutte, om der skal arbejdes videre med dette scenarie.
Endvidere kan det overvejes
at vurdere, hvor stor en del af den forventede byudvikling, der kan betjenes
via en stor og niveaufri ombygning af krydset Kalkbrænderihavnsgade /
Sundkrogsgade / Århusgade. Denne løsning vil medføre, at al trafik til og fra
hele Nordhavnsområdet skal afvikles i ét stort, sammenhængende tilslutningsanlæg
for både biler, cykler, fodgængere og kollektiv trafik. Til gengæld må løsningen
forventes at være væsentligt billigere end en tunnel under Svanemøllebugten.
Delstrækningen fra Nordhavnsvej til Nordhavnen
vil kunne udgøre en første etape af udbygningen af vejbetjeningen af de store,
fremtidige byudviklingsområder langs Øresundskysten. Planlægningen af den
langsigtede byudvikling langs Øresundskysten er en integreret del af
udarbejdelsen af Kommuneplanstrategi 2007. Samtidigt er en fastlæggelse af de
langsigtede byudviklingsmuligheder i Nordhavnen af afgørende betydning for
udformningen af Nordhavnsvejen. Denne vejforbindelse fra Lyngbyvej til
Strandvænget indgår i den aftale, som Københavns Kommune og Frederiksberg
Kommune indgik i 2005 med staten om anlæg af Cityringen.
Det anbefales derfor i denne indstilling at prioritere udarbejdelse af en nærmere redegørelse for byudviklingsmulighederne i Nordhavnsområdet – ud over den i metroaftalen forudsatte byudvikling, der forventes realiseret over en tyveårig periode – og at byudviklingen i denne redegørelse ses i nær sammenhæng med den nødvendige udbygning af infrastrukturen.
Strækningen fra Nordhavnen
til Amagermotorvejen
Det anbefales i rapporten at
undersøge mulighederne for i fremtiden at forlænge forbindelsen fra Nordhavnen
med en sænketunnel til Refshaleøen. En sænketunnel på denne strækning kan
formentligt anlægges for ca. 4 mia. kr. Vejforbindelsen vil forbedre den
nordlige vejadgang til Refshaleøen, hvor der på langt sigt er et stort byudviklingspotentiale.
Det er en forudsætning for en
beslutning om igangsætning af en sådan undersøgelse, at der i forbindelse med
udarbejdelsen af Kommuneplanstrategi 2007 og undersøgelsen af
byudviklingsmulighederne langs Øresundskysten er sandsynliggjort, at de store
investeringer i ny infrastruktur står i et rimeligt forhold til det
byudviklingspotentiale, der i givet fald skal betjenes.
Fra Refshaleøen og sydpå mod
Amagermotorvejen anbefales det at undersøge både en langsgående havnetunnel,
der især vil være velegnet til at betjene Sydhavnsområdet og til at føre
gennemkørende biltrafik uden om de tætte bydele, og en tilsvarende forbindelse
over land, der især vil kunne give de nye byudviklingsområder på det
nordøstlige Amager og syd for Islands Brygge en god vejbetjening. Sidstnævnte
forbindelse vil formentlig for en stor dels vedkommende af hensyn til bl.a.
støjgenerne og fredningen af Amager Fælled skulle føres i tunnel, men vil på
trods heraf formentlig kunne udføres billigere end en tunnel under havnen.
På grund af linjeføringen og
vanskelighederne med og omkostningerne ved at indpasse tilslutningsanlæg i de
relativt snævre byrum omkring havneløbet, vil en langsgående tunnelforbindelse
ikke kunne betjene byudviklingsområderne på Amager optimalt. Med en løsning
over land på Amager vil der kunne etableres bedre forbindelser til
byudviklingsområderne øst for Kløvermarken og syd for Islands Brygge.
Det kan eventuelt overvejes
at lade linjeføringen forløbe ad Ørestads Boulevard i stedet for over Amager
Fælled. Dette vil ikke give betjening af byudviklingen på den sydlige del af
Islands Brygge og vil medføre en besværlig adgang til Amagermotorvejen, men vil
formentligt kunne gøres billigere end en tunnel med den anbefalede linjeføring
hen over fælleden.
Endelig skal det nævnes, at
en landbaseret løsning formentligt vil være lettere at etapedele over en lang
årrække.
Parkeringsanlæg
Det anbefales i rapporten ikke
at gå videre med en nærmere undersøgelse af mulighederne for og konsekvenserne
af at anlægge den af Københavnertunnelgruppen foreslåede Cityterminal med 4 - 5.000
parkeringspladser, 2-300 busholdepladser og en metrostation under havnen mellem
Skuespilhuset og Operaen. Metrostationen i denne del af byen er med staten
aftalt placeret midt i Frederiksstaden ved Marmorkirken, hvor passagertallet
vil være størst. Anlægget af Cityringen vil i øvrigt indebære, at der i endnu
mindre grad end i dag ville være brug for en sådan busterminal. Samtidig vil
omkostningerne ved etableringen af parkeringspladser under havnen være
uforholdsmæssigt store i forhold til nyttevirkningen – op mod en mio. kr. pr.
parkeringsplads.
Selve Park & Ride konceptet, som må betragtes
som den bærende idé i forslaget, bør af hensyn til trængslen på og miljøet omkring
indfaldsvejene principielt indebære, at bilisterne i omegnen kører til den
nærmeste station og rejser til København med tog, og ikke at der køres i bil
til centrum og ud derfra med bus eller Metro. I forbindelse med Metroringen kan
det dog overvejes at anlægge Park & Ride anlæg ved de nye stationer i
periferien af den tætte del af byen.
ØKONOMI
Rapporten omhandler undersøgelser af forslag til havnetunnelforbindelser,
der i givet fald vil indebære anlægsomkostninger på af størrelsesordenen 20
mia. kr. De store vejinvesteringer vil i givet fald være med til at muliggøre
en meget betydelig byudvikling, som på den anden side også skal sikres en
højklasset kollektiv trafikbetjening. Udgifterne hertil er ikke nærmere
vurderet i rapporten, men der vil formentlig være tale om investeringer af
samme størrelsesorden som for vejinvesteringerne.
Undersøgelsen af
byudviklingsmulighederne i Nordhavnsområdet set i sammenhæng med de forskellige
muligheder for udbygningen af infrastrukturen anslås at kunne gennemføres inden
for en samlet økonomisk ramme på 2 mio. kr.
Undersøgelsens resultater har betydning for udformningen af den Nordhavnsvej, som indgår i den politiske aftale om Cityringen. Det er i forbindelse med denne aftale besluttet, at vejprojektet delvist finansieres af frigjorte midler fra salget af KE.
Ifølge aftalen om Cityringen udgør Københavns Kommunes bidrag til Nordhavnsvejen 1,1 mia. kr. ud af en samlet forventet pris for vejen på 1,8 mia. kr. Fra de 1,1 mia. kr. skal trækkes 0,1 mia. kr. i nettorenteindtægter på det afsatte beløb til vejforbindelsen samt 0,8 mia. kr., der finansieres ved tilbageførsel af fremtidige, ekstra grundskyldsindtægter fra salget af yderligere 600.000 etagemeter byggeret til bolig og erhverv i Nordhavnsområdet. Således tilgår der 200 mio. kr. til vejprojektet fra salget af eldelen af KE.
Med vedtagelsen af BR (129/05), Aftale med KE Afløb A/S for
at muliggøre anlæg af Nordhavnsvejen på tværs af Lersøgrøften, anvendtes 8.425.600 kr. af dette beløb, hvorefter der tilbagestår
191.574.400 kr.
Med tiltrædelsen af nærværende indstilling anvendes op til 2.000.000 kr. af det resterende beløb, hvorved der tilbagestår 189.574.400 kr., der kan tilgå vejprojektet fra salget af eldelen af KE.
På grund af de tidsmæssige forskydninger mellem frigørelsen af midler fra salget af eldelen af KE og gennemførelsen af ovennævnte undersøgelse mellemfinansieres beløbet på 2.000.000 kr. af kassen (funktion 8.05).
Beløbet tilbageføres til kassen i forbindelse med udmøntningen af midlerne fra salget af eldelen af KE, herunder udmøntningen af de 200 mio. kr. til vejprojektet, hvor 189.574.400 kr. så vil tilgå projektet og 10.425.600 kr. vil tilgå kassen (på baggrund af nærværende indstilling samt BR 129/05).
MILJØVURDERING
En langsgående tunnel under
havnen vil - efter anlægsperioden - påføre byen relativt få gener i form af
trafikstøj, luftforurening mv. Det forudsættes her, at der i fremtiden kan
etableres luftrenseanlæg, der i hvert fald delvist kan rense udstødningsluften
fra tunnelmundingerne. I anlægsfasen vil vandkvaliteten i havnen blive kraftigt
påvirket, og bademulighederne vil blive reduceret i forhold til i dag. Også i
driftsfasen kan bademulighederne blive påvirket negativt, idet et reduceret
havneløbstværsnit alt andet lige vil øge strømhastigheden, der i forvejen er
relativt høj.
Den landbaserede løsning vil
også - for en stor dels vedkommende - skulle lægges i tunnel for at sikre
omkringliggende boliger mod trafikstøj, og af hensyn til fredningen af Amager
Fælled. Samlet vurderes, at en løsning over land kun vil påføre byen lidt flere
gener efter anlægsfasen end en tunnel under havnen.
For tunnelstrækningerne (både
til lands og til vands) gælder, at der skal tages stilling til, hvor de meget
store mængder mere eller mindre forurenet jord skal deponeres. Der er - især i
forbindelse med en langsgående sænketunnel under havnen - tale om så store
mængder, at det ikke vil være uden problemer at finde deponeringsmuligheder.
I forbindelse med en mere
konkret projektering af enkelte etaper af vejanlæggene vil der blive gennemført
mere detaljerede miljøvurderinger i sammenhæng med udarbejdelse af VVM
redegørelser.
HØRING
Der er ikke gennemført høringer i forbindelse med denne undersøgelse.
BILAG (tidligere udsendt)
"Sammenlignende
undersøgelse af havnetunnelforslag, Økonomiforvaltningen og Teknik- og
Miljøforvaltningen maj
"Notat om
Københavnertunnelgruppens havnetunnelforslag", Økonomiforvaltningen og Teknik-
og Miljøforvaltningen, 20. september
Materiale fra Københavnertunnelgruppen:
"Følgende opsummering af Københavnertunnelgruppen's langsgående havnetunnel fra Lyngbyvej til Amager" notat af 2. oktober
"Københavnertunnelen og Københavns City Terminal", 16. juni 2006
"Københavnertunnelen", 2. oktober 2006
Claus Juhl Hjalte Aaberg